Det er ingen frihedskamp at blæse på arbejdsmiljøet

Modstanden mod Arbejdspladsvurderinger (APV) er blevet den nye store hjertesag for flere af regeringens politikere. Man er åbenbart mere interesseret i at gøre livet nemmere for lederne end at sikre de medarbejdere, der leverer velfærden til borgerne.
Der var engang, hvor kampen mod bureaukrati i det offentlige handlede om at sikre mere tid til borgerne og mere kvalitet i de offentlige ydelser. Flere varme hænder. En jobkonsulent eller en social- og sundhedsassistent skulle ikke bruge unødvendig tid på udfyldning af skemaer og hovedløs efterlevelse af minuttyrannier. Kontakten med borgeren og levering af velfærd af høj kvalitet skulle i højsædet.

Men flere regeringspolitikere fører nu kampen et skridt videre. Nu handler det ikke længere om at sikre velfærdsarbejdernes mulighed for at levere kerneydelser til borgerne. Nu handler det om at gøre livet lettere for deres ledere. Det må man konkludere, når man følger debatten om Thyra Franks tid som plejehjemsforstander.

Hun har selv meldt ud, at hun ikke har gidet spilde tid på at lave Arbejdspladsvurderinger (APV) – men har skrevet af fra et andet plejehjem. Straks er hun på sociale medier blevet udnævnt til noget nær en frihedshelt. Ikke overraskende er det især alle fodsoldaterne fra regeringspartierne, der har reageret med automatstøtte – men også uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har følt trang til at blande sig:

APV skal sikre ordentlige forhold for ansatte
Lad os prøve at glemme, at enhver snyd med APV er et klokkeklart lovbrud og dermed i sig selv fuldstændigt uacceptabelt - ikke mindst for en tidligere justitsminister, skulle man tro. Men samtidig står det mildest talt uklart, hvordan det skulle kunne sikre beboerne på et plejehjem en bedre velfærd, at dets leder ikke har gidet at arbejde systematisk for at planlægge og sikre et godt arbejdsmiljø for plejehjemmets medarbejdere. Det er faktisk dét, som en APV sikrer.

En APV skal afdække de risici, der er i arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Det er en forudsætning for at løse problemerne, at man kender til dem, og at man kan lave en plan for at løse dem. Det er dét, der er baggrunden for, at alle virksomheder skal lave en APV mindst hvert 3. år – at sikre, at medarbejderne på eksempelvis Thyra Franks plejehjem kunne blive ved med at arbejde der i mange år endnu.

For regeringspartiet Liberal Alliance er dét arbejde åbenbart et groft overgreb. ”Mindre APV – mere Frihed”, skriver de i annoncer på de sociale medier.

Måske ville de se anderledes på det, hvis de havde pårørende på et plejehjem, hvor en stor del af de ansatte gik ned med løfteskader, stress, arbejdsulykker og sygdom på grund af manglende systematisk arbejdsmiljøindsats. Måske føles det også som et groft statsligt overgreb på friheden, at man jævnligt skal have bilen til syn. Måske man vil se anderledes på det, den dag bremser og styretøj svigter hos en modkørende.

Ministeren bør erkende sin fejl
Og sådan kunne man nævne en lang række af eksempler, men de ville formentlig næppe overbevise nogle af de liberale ungtyre. Hvad der er langt mere interessant er: Hvad mener regeringen?

Mener regeringen virkelig, at APV’en ikke giver nogen resultater, selvom det modsatte er bevist – og er støttet af arbejdsgivere og lønmodtagere lokalt på arbejdspladserne? Jeg kan blive oprigtig nervøs for, om regeringen arbejder på at fjerne APV’en eller på nogen anden måde forringe lønmodtagerrettighederne på arbejdsmarkedet.

Det er efterhånden veldokumenteret, at et godt arbejdsmiljø betaler sig

Det er efterhånden veldokumenteret, at et godt arbejdsmiljø betaler sig. Det er og bliver et af vores vigtigste konkurrenceparametre i fremtiden. Vi vinder alle på et bedre arbejdsmiljø - både det offentlige, lønmodtagerne og ikke mindst borgerne.

Alligevel lader det til, at regeringen nu vender det blinde øjne til dette faktum, fordi en minister skal reddes fra en shitstorm. I stedet vil det være befriende, hvis ministeren dog ville erkende sin fejl, stå til regnskab for det klokkeklare lovbrud og melde klart ud, at det selvfølgelig ikke er regeringens politik at svække lønmodtagernes beskyttelse på arbejdsmarkedet.

 

Morten Skov Christiansen er næstformand i LO.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)


Flere artikler om emnet

Annonce