Men julen falder som bekendt i eksamensperioden.

Derfor tager politisk kommentator og tidligere kommunikationschef i De Konservative Benny Damsgaard og Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen, partierne en tur forbi det grønne bord og uddeler karakterer til samtlige af Folketingets partier - stræberne såvel som de forvorpne elever på bagerste række.

Det gør de i en særudgave af Netavisen Pios ugentlige podcast ‘Tingets Tilstand’.

Socialdemokratiet: 4 - den jævne præstation

Damsgaard og Jespersen er enige om karakteren til den store dreng i klassen.

Socialdemokratiet indkasserer et 4-tal, som gives til den jævne præstation.

Det gamle arbejderparti har ikke ligget på den lade side i år. Som regeringens og Folketingets største parti har det spillet en afgørende rolle i store forlig om vigtige emner som klima, ældre og sundhed, og så har man givet sig ud i et opsigtsvækkende slagsmål om pensionsalderen med de borgerlige partier.

Men nok har det øjensynligt ikke været, hvis man skeler til de vigende meningsmålinger og til europaparlamentsvalget, hvor socialdemokraterne præsterede værre end ved noget andet valg siden 1800-tallet og blev overgået af SF.

Man laver meget af det rigtige, man pumper politik ud, men

“Man laver meget af det rigtige, man pumper politik ud, men hvis politik skal være en succes - og man skal få en høj karakter - så skal det, man gør, have en eller anden effekt, om ikke andet i meningsmålingerne eller ved valgene, og det har det ikke haft,” siger Damsgaard.

Lidt optimisme kan man dog godt tillade sig i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvis man spørger Jespersen.

Han peger på, at meget af den politik, man har fået igennem, ikke endnu har haft mulighed for at slå igennem, og at man derfor godt kan forestille sig vælgerne vende tilbage, når politikken først bliver til virkelighed.

Alligevel er det ikke helt nok til et 7-tal, mener Jespersen.

“Vi har set et valg, og det er europaparlamentsvalget. Det at Socialdemokratiet blev slået af SF dér, det gør, at man ikke kan argumentere for, at det har været en god præstation,” konkluderer han på trods af de betydelige resultater, partiet ellers har hevet hjem i forhandlingslokalerne.

Venstre: 4 - den jævne præstation

Da Damsgaard og Jespersen sidste år gav karakterer til partierne for deres præstationer i 2023, dumpede de Venstre, som på det tidspunkt havde været i stormvejr med sit bagland om CO2-afgiften på landbruget og var plaget af et uskønt forløb, der udmundede i Jakob Ellemann-Jensens afgang som formand.

Siden har tingene - i et adstadigt tempo - bevæget sig i den rigtige retning for det gamle landmandsparti.

Grundlæggende er Venstre meget, meget langt fra fordums styrke 

“Grundlæggende er Venstre meget, meget langt fra fordums styrke. De er ikke i nærheden af at være et parti, som kan gøre sig forhåbninger om at lede den borgerlige blok eller gå efter statsministerposten,” slår Damsgaard fast, men fremhæver, at der er kommet mere ro på under Troels Lund Poulsens ledelse.

“Efter at Troels Lund Poulsen er kommet til, har han fået forholdsvis godt styr på butikken. Gribbene er stoppet med at kredse over det, der i perioder lignede lidt en halvdød vandbøffel.”

Selvom meningsmålingerne har stabiliseret sig, og der er kommet mere ro i partiet, har store politiske vindersager være en mangelvare på Venstres hylder det seneste år, påpeger Damsgaard dog.

“Deres store gimme i forbindelse med finansloven var genoplivelse af håndværkerfradraget, og det er sådan noget genopvarmet Fogh-politik.”

Moderaterne: 00 - den utilstrækkelige præstation

Jespersen fremhæver, at Moderaterne trods sin position som regeringens mindste - og evigt skrumpende - parti har formået at få en del politik igennem, selv når både Socialdemokratiet og Venstre har modsat sig den.

Det gælder ikke mindst for udenrigspolitikken, som partiformand Lars Løkke Rasmussen er minister for.

“Det er et år, hvor tvekampen mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke på Israel-spørgsmålet har bevæget sig mere og mere i Lars Løkkes retning,” siger Jespersen og fortsætter:

Så det er altså en armlægning, som Lars Løkke har vundet

“Nu er Danmark også et af de lande, der uforbeholdent kræver en våbenhvile af Israel - altså stop for angrebet i Gaza - uden at kræve, at Hamas skal frigive gidslerne. Så det er altså en armlægning, som Lars Løkke har vundet.”

Når Løkkes midterparti alligevel ender på en dumpekarakter, skyldes det et drastisk fald i målingerne og den store ballade, der har plaget partisekretariatet, efter at nogle ansatte klagede over et dårligt og til tider sexistisk arbejdsmiljø.

“I kender den store nedsmeltning på sekretariatet. Lars Løkke involverede sig relativt meget i den sag. Det kostede endnu et folketingsmedlem (Jeppe Søe, red.) og et ordentligt hug i meningsmålingerne. Partiet ligger nu på mellem tre og fire procent, og det er, som om pilen peger nedad,” siger Damsgaard.

Han minder desuden om, at både digitaliseringsminister Caroline Stage og klimaminister Lars Aagaard har rodet sig ud i unødige konflikter med oppositionspartierne.

Og så har partiet stadig ikke, påpeger Damsgaard, formået at køre andre profiler frem end Lars Løkke, som stadig er den eneste, der holder partiet oven vande.

“Det er blevet endnu tydeligere her i 2024, at partiet endnu ikke er dér, hvor andre kan overtage det i det tilfælde, at Lars Løkke skulle få den berømte tagsten i hovedet. Og det er bare ikke godt for et parti som Moderaterne, især ikke når det går dårligt.”

Danmarksdemokraterne: 7 - den gode præstation

“Inger Støjberg er eleven, som kun rækker hånden op i timerne, når hun er absolut sikker på, at hun kender svaret,” siger Jespersen.

Han hentyder til de få udvalgte emner, Danmarksdemokraterne beskæftiger sig med - for til gengæld at være stille det meste af tiden.

“Fokus har været på opbygning af partiapparatet og forberedelsen til kommunalvalget næste år. Men selvom det har været lidt mere indadvendt, så kører de stadig stabilt og sikkert,” bemærker Damsgaard.

Liberal Alliance: 4 - den jævne præstation

I målingerne står Liberal Alliance stadig ganske stærkt. Men kigger man mere nøje efter i stilehæftet, ser man, at det nu ganske store parti stadig har besvær med kursiven, mener Damsgaard.

“De har lavet en række dumme fejl. Først og fremmest har de lavet den store fejl over sommeren med diskussionen om kvindelig værnepligt.”

Flere ledende skikkelser i Liberal Alliance gjorde sig bemærket med argumenter om, at kvindelig værnepligt ville skade fødselstallene. Argumenter, som af mange blev opfattet som udtryk for et bedaget kvindesyn.

Det var en tilgang og en linje, som udstillede partiet som ekstremt

“Det var en tilgang og en linje, som udstillede partiet som ekstremt. Og også i perioder med en betydelig manglende driftsikkerhed. Begge ting er ikke noget, som et parti, som gerne vil gøre sig forhåbninger om at blive et ledende - måske endda statsministerparti - på sigt har godt af.”

“Der findes jo en særlig slags elev - det er meget ofte drenge - og jeg kender dem godt, for jeg er nok selv lidt en af dem, som har den velsignelse og forbandelse at være god til at argumentere og derfor også kunne argumentere sig frem især i mundtlige eksaminer uden at have været særlig velforberedt,” observerer Jespersen.

Men de elever, tilføjer han, “kan blive gedigent dovne, hvis det går for godt i for lang tid.”

De Konservative: 7 - den gode præstation

Et lille syvtal bliver det til for De Konservative og den stadig forholdsvis nykronede formand, Mona Juul.

Damsgaard mener, at partiet i det store hele er kommet godt videre ovenpå daværende formand Søren Pape Poulsens chokerende dødsfald i marts.

Mona Juul er begyndt at komme mere ud over rampen

“Mona Juul er begyndt at komme mere ud over rampen og stå i spidsen for nogle udmeldinger. Angrebet mod Morten Messerchmidt for eksempel,” siger han med henvisning til, at Juul har langet hårdt ud efter Messerschmidt for hans forslag om at skære i støtten til Ukraine.

Jespersen er mindre imponeret:

“Jeg synes simpelthen ikke, at Søren Pape havde niveauet til at være partiformand. Og jeg oplever altså lidt det samme med Mona Juul. Så snart hun bliver en lille smule presset, så snart hun bliver stillet nogle spørgsmål, som er uden for manuskriptet, så fejler hun altså, så falder hun igennem.”

Dansk Folkeparti: 7 - den gode præstation

Ikke meget gik i den rigtige retning for Dansk Folkeparti mellem kanonvalget i 2015 og det seneste folketingsvalg, hvor partiet måtte se sig reduceret til en position som Danmarks mindste parti med kun fem mandater.

I år har tingene dog set lysere ud for det hårdt prøvede parti, da målingerne har været opadgående, og Anders Vistisen formåede at holde på sin plads ved europaparlamentsvalget trods hård konkurrence fra Danmarksdemokraterne.

“Partiet, sin størrelse taget i betragtning, gør jo, som man skal gøre, hvis man er et lille parti. Det er at komme ud over rampen med sine budskaber,” siger Damsgaard.

På Ukraine-spørgsmålet har partiets formand, Morten Messerschmidt, formået at indtage et ledigt synspunkt om at reducere den danske støtte til forsvarsindsatsen. Det er yderst kontroversielt på Christiansborg og i befolkningen, men deles ikke desto mindre af et anseligt mindretal af vælgerne.

“Hvis du kigger på det som en ren pluskampagne for Dansk Folkeparti, hvor det handler om flere mandater, er de nået i mål, og det går den rigtige vej.”

SF: 10 - den fortrinlige præstation

“Da vi sad her sidste år og gav årskarakterer, var der ikke nogen af os, der forventede, at SF ville blive det største parti ved europaparlamentsvalget,” minder Damsgaard om.

Damsgaard og Jespersen er enige om, at SF i lang tid har haft overordentlig meget medvind i sejlene.

Så meget medvind, at selv tabet af stemmeslugeren Jacob Mark, som stoppede i Folketinget tidligere i år, ikke har sat så meget som en ridse i de flotte meningsmålinger, påpeger Damsgaard.

Jespersen er endnu mere begejstret for SF’s præstation.

“Det, som Pia Olsen Dyhr gør så godt, det er, at hun gør transaktionsomkostningerne så lave for at skifte fra Socialdemokratiet til SF. Altså hvad er det værste der kan ske, hvis du stemmer på SF? Det er, at Mette Frederiksen bliver statsminister i en rødere regering end den, vi har nu. Og det er der virkelig mange socialdemokrater, der godt kunne tænke sig.”

Jespersen fremhæver også, at SF’s håndtering af den særlige situation, midterregeringen har kastet dansk politik ud i, har været noget mere træfsikker end i Liberal Alliances.

“Det er jo det, som mislykkes for Alex Vanopslagh. Han havde jo muligheden for at gøre det samme og sige, hvis du vil have klassisk Venstre, så skal du stemme på mig. Men det blev jo ikke det. Du fik alle propelhatsliberalisterne, du fik alle de aparte standpunkter, du fik alle de her mandeguruer fra internettet,” siger han og konkluderer:

Det er altså bare lykkedes for Pia Olsen Dyhr at lægge sig det helt rigtige sted

“Det er altså bare lykkedes for Pia Olsen Dyhr at lægge sig det helt rigtige sted. Og det gjorde hun jo, må jeg også minde om, til rigtig mange kommentatorers hån, spot og latterliggørelse i starten, fordi de syntes, det var fjollet, at hun ikke gik hårdere til socialdemokraterne. Men det har altså virket, og jeg synes faktisk også, at når hun endelig går til socialdemokraterne, så er det på punkter, der gør ondt på socialdemokrater.”

Enhedslisten: 4 - den jævne præstation

Mindre godt er det gået for folkesocialisternes venner i Enhedslisten.

“Det her var året, hvor fortidens spøgelser kom tilbage og hjemsøgte Enhedslisten,” siger Damsgaard.

Han refererer til den interne ballade om linjen i Israel-Palæstina-konflikten, som gennem det meste af året har fyldt meget i medierne og skygget for partiets budskaber.

Man må bare konstatere, at det jo faktisk lykkedes for ledelsen i Enhedslisten og den reformistiske fløj

Jespersen ser med noget mildere øjne på den rød-grønne listes præstation. Han peger på, at striden mellem partiledelsen og de mere yderligtgående elementer i partiet sågar kan vise sig at være en fordel på lidt længere sigt.

“Man må bare konstatere, at det jo faktisk lykkedes for ledelsen i Enhedslisten og den reformistiske fløj at udnytte den her situation til nu at få ændret vedtægterne. Og spørgsmålet er jo så: Ville det have været muligt, hvis du ikke havde haft den her krise?”

De Radikale: 4 - den jævne præstation

“Det Radikale Venstres 2024 blev simpelthen reddet af et godt europaparlamentsvalg," konkluderer Damsgaard nøgternt.

“Kandidaten (tidligere landsformand for Radikal Ungdom Sigrid Friis, red.) var ung og uprøvet, men hun formåede alligevel at trænge igennem og sikrede sig et fint og flot mandat.”

Mindre prangende ser det dog ud, når man kigger på meningsmålingerne til Folketinget, noterer Damsgaard.

“Det er ikke noget, som har smittet af på de nationale målinger, hvor De Radikale jo i de fleste af dem ligger marginalt over eller på valgresultatet. Og det er til trods for, at deres primære modstander, Moderaterne, er nedsmeltet.”

Det skyldes, mener Jespersen, at Martin Lidegaard ikke har formået at sætte sig igennem som leder, siden han i kølvandet på det skuffende folketingsvalg blev politisk leder for det lille socialliberale parti.

Martin Lidegaard - undskyld, jeg siger det - er lidt en joke på Christiansborg

“Martin Lidegaard - undskyld, jeg siger det - er lidt en joke på Christiansborg. Folk tager ham simpelthen ikke seriøst. Han bliver ikke set som en mand, man kan lave en aftale med, fordi han er en svag leder. Han kan gå ud og sige alle mulige ting, men så sidder Zenia Stampe (De Radikales udlændingeordfører, red.) på X og udlægger partiets politik på en helt anden måde.”

Alternativet: 02 - den tilstrækkelige præstation

Alternativet har hele året døjet med manglende synlighed og meningsmålinger, der balancerer på kanten af spærregrænsen.

Alligevel består de lige akkurat - først og fremmest fordi der er kommet ro i folketingsgruppen

Alligevel består de lige akkurat - først og fremmest fordi der er kommet ro i folketingsgruppen, som sidste år måtte se Theresa Scavenius forlade partiet efter heftige interne skænderier, og fordi man formåede at føre en gæv valgkamp op til europaparlamentsvalget.

Den valgkamp gjorde sig især bemærket med valgplakater, der promoverede spidskandidaten Jan Kristoffersen med mere eller mindre søgte ordspil som “Jannabis” og “Jan-mand søger herlighed”.

“Det lykkedes for Alternativet - på trods af en ukendt kandidat og meget få midler - at føre en ganske hæderlig europaparlamentsvalgkamp. I hvert fald en meget utraditionel og kreativ en af slagsen, som gav mindelser om, dengang Alternativet var allerstærkest og kom i Folketinget,” siger Damsgaard.

Men overordnet befinder trækronerne sig stadig meget langt fra himlen, slår Jespersen fast:

“Med det opbrud, der er på venstrefløjen, med de problemer, der er i Enhedslisten, med den meget, meget socialdemokratvenlige linje, som Pia Olsen Dyhr har ført, så burde der altså være plads. Der er en energi ude i de her demonstrationer om Israel, Palæstina, gas, klima og alle mulige ting. Men du ser simpelthen ikke Alternativet i det her. De er ikke i stand til at samle den energi op.”

‘Tingets Tilstand’ er Netavisen Pios ugentlige politiske podcast med Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen, og tidligere konservativ kommunikationschef Benny Damsgaard. Den er tilgængelig på både Apple Podcasts, Spotify og Spreaker.