Det er på tide, at fagforeningerne genopfinder sig selv

Har fagbevægelsen sejret sig selv ihjel? Og hvordan stoppes medlemsflugten? Det skriver tillidsrepræsentant Palle Jacobsen om i dette debatindlæg.
Foto: Jan Kjærgaard/Netavisen Pio
Fagforeninger i demonstration foran Arbejdsretten mandag
Har vi sejret os selv ihjel?

Ja, det tror jeg faktisk, at vi har.

Tidligere formand for LO, Thomas Nielsen, sagde i sin afskedstale 16. februar 1982, at han sammen med en hel generation havde ”sejret ad helvede til”, og det havde han nok ret i – den gang.

Få vendt skuden

Fagbevægelsen styrtbløder medlemmer. I perioden 2000 - 2020 har mere end 532.000 medlemmer, eller 33,9 procent, forladt fagforeningerne. Nogle har forladt os til fordel for ”de gule”, andre igen vælger helt at stå udenfor enten af økonomiske, ideologiske eller andre årsager.

Men uanset hvilken begrundelse, der ligger til grund, har fagbevægelsen en udfordring med at stoppe flugten og få vendt skuden så medlemmerne vender tilbage.

Er der i det hele taget mere at kæmpe for? Vi har opnået den 6. ferieuge (feriefridage), vi har fået fritvalgsordning (i hvert fald de fleste) pensionen er også kommet med og sådan kan jeg blive ved. Nuvel ordningerne kan jo godt forbedres, men de store kampe er udkæmpet, så hvad er der tilbage at kæmpe for?

Hvordan standser vi medlemsflugten, tiltrækker de unge og endnu bedre får de ”tabte” medlemmer tilbage i folden?

Bedre argumenter for fællesskabet

Karsten Hønge, SF, skrev i en kronik i Politiken, at fagforeningerne og tillidsrepræsentanterne skal være bedre til at argumentere for, at man skal stå sammen og være med i fællesskabet. Han var samtidig inde på, at der bør være øget skattefradrag for kontingent til overenskomstbærende fagforeninger samtidig med, at fradraget for kontingentet til de gule fagforeninger fjernes.

Jeg må nok give ham ret i, at han har fat i noget af det rigtige, men der skal mere til.

Inden man bare spiller bolden over til tillidsrepræsentanterne og sender dem på barrikaderne for at overtale kolleger til at komme tilbage i folden, skal der også være noget at fortælle om. Her er det ikke nok at kunne fortælle om, hvor mange penge fagforeningen har skaffet til medlemmer, der er blevet ”snydt” af arbejdsgiverne, der skal simpelthen være noget med kød på.

Flere fordele

I min verden er tiden kommet til, at vi arbejder på at få fordele for vores medlemmer indarbejdet i overenskomsterne. Det kan være ekstra fridage, der kun tilfalder medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger, man kan arbejde for at retten til barns første sygedag bliver udvidet eller ændret til et antal omsorgsdage, fx 5 om året.

Hvordan den enkelte så bruger dem, det er helt op til den pågældende, det kan være til barnets første, anden og tredje sygedag, det kan være til at passe nære pårørende eller…..

Holdningen hos langt størstedelen af dem, som jeg taler med om, hvorfor de ikke er medlem af den fagforening, der forhandler deres overenskomst er: at kontingentet er for højt og går til store dyre domiciler på dyre adresser og til at give høje lønninger til de ansatte.

Derudover mener de, at de får det samme hos KRIFA og Det Faglige Hus m.fl. til langt under prisen hos de overenskomstbærende fagforeninger. Og de får jo det samme i løn som dem, der er medlem og endelig får de også hjælp, hvis deres arbejdsgiver ”snyder dem”.

Helikopterperspektiv

Når jeg så løfter mig op i helikopterperspektiv, er der faktisk ikke den store forskel på, hvad de overenskomstbærende fagforeninger som HK, 3F, Dansk Metal osv. tilbyder i forhold til KRIFA, Det Faglige Hus og andre gule fagforeninger.

Alle tilbyder forskellige rabataftaler fx på entréen til Randers Regnskov, de tilbyder lønsikring, de udlejer sommerhuse/ferielejligheder og de tilbyder faglig hjælp, hvis medlemmet får problemer på arbejdspladsen, og endelig er der sparring og kurser, hvis man bliver arbejdsløs.

Der er selvfølgelig forskel i prisen, og hvordan hjælpen kan foregå, men man må også se på, om prisen står mål med det, man får for pengene. Altså får man værdi for pengene, og det er jo individuelt for den enkelte.

Prisen er primær årsag

Den primære og altoverskyggende årsag, især i denne tid, til at medlemmerne flygter skal nok ses i prisen for medlemskabet, og det vil jo umiddelbart være det nemmeste i denne verden at sætte kontingentet ned, men hvilke services skal så fjernes, for en nedsættelse af kontingentet kan formentlig ikke ske uden serviceforringelser eller kan den?

Jeg mener ikke, at vi skal bruge samme metode ved besparelse som vi ser det praktiseret i kommuner og regioner, hvor en besparelse slår 110 procent igennem på serviceniveauet i bunden.

Jeg har ikke den endegyldige løsning og nogle af de tanker, jeg har vil formentlig også ”blackliste” mig i nogle sammenhænge, men det er jo prisen for nogle gange at åbne munden.

Det kan jo overvejes, om antallet af lønnende politikere er for højt, og skal de være fuldtidsansatte eller på deltid eller evt. købes fri efter behov, skal fagforeningerne have store domiciler på dyre adresser? 

En nødvendig debat

Så vil det vel også være på sin plads at se på, om der er services som tiden er løbet fra og derfor kan fjernes, og ja, det vil nok også betyde, at man bliver nødt til at skille sig af med nogle medarbejdere, hvis der ikke længere er arbejdsopgaver til alle. Udfordringen er at turde gøre op med den måde, vi tænker fagforening på i dagens Danmark.

Som sagt har jeg ikke den endelige løsning, men jeg vil gerne være med i arbejdet med at bringe fagforeningerne ind i det 21. århundrede, og derfor skal dette indlæg ses som et indspark i en debat, jeg ser er nødvendig for fagforeningernes overlevelse i fremtidens arbejdsmarked.

Tillidsrepræsentant for HK’erne ved Næstved Taxa.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Medlemsflugten kunne stoppes ved, at få de tilvandrede ud og bestille noget. 20 procent af alle unge mellem 16-29 år i Danmark er nu udlændinge og efterkommere. Imidlertid er hele 27,2 procent af disse unge udlændinge og efterkommere hverken i beskæftigelse eller under uddannelse - de fordriver bare deres ungdom her i Danmark, passivt forsørget, på danskernes regning.

Kilde:
BEU alm. del - svar på MFU spm. 61 (samling 2021-22) den 28. februar 2022.

Link:
https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/beu/spm/61/svar/1859896/2535022.pdf

Jeg tror, Palle Jacobsen rammer den meget godt her. Prisen for medlemskabet betyder meget, og det kan alverdens medlems-tilbud og -fordele ikke opveje. Men herudover er der givetvis store forskelle mellem det, der lægges vægt på blandt f.eks. akademikerfagforeningers medlemmer og de mere klassiske arbejderfagforeninger, så der må man bare stikke fingeren i jorden og prøve at komme i sync med medemmer og potentielle nye medlemmer.

Og så lige et konkret forslag, som dog ikke er noget trylleslag: giv dog pensionister gratis medlemskab, de koster jo ikke noget udover måske medlemsbladet, men kan sagtens have gode ideer og værdifuldt input, og de er oftest mere loyale overfor fagbevægelsen end de yngre årgange.

Kontingentet burde være en procentdel af indkomsten, som for de lavest lønnede i kroner skal ligge et pænt stykke under udgiften til at være med i et gult foretagende. Så må de med højere indkomster betale noget mere, for det vigtigste er at tilbageerobre de gule arbejdere, for sker det ikke forvandles DK til et land med de samme dårlige forhold som i resten af EU.

Fagforeningerne kunne fx begynde at arbejde aktivt for bedre økonomiske vilkår til primært deres arbejdsløse, måske tidligere, medlemmer, som er blevet ledige før den 1. oktober 2022 ....

Det er nødvendigt at se på prisen for at være med i en rigtig fagforening. Individuelt differentieret kontingent ift. ens egen løn, samt lønningerne til de ansatte i fagforeningerne - uagtet at nogle fagforeningsvalgte og ansatte mener, de er i lederroller.

Udover pamperiet og den fortsatte afvikling af det lokale demokrati og tendens til centralisering i det fleste fagforeninger og forbund, er et af de tungeste problemer for organiseringen er efter mit skøn, manglen på mulighed for indgåelse af eksklusivaftaler.
Noget vores medlemskab af EU lægger juridiske hindringer i vejen for.
Det samme medlemskab der nu sandsynligvis medfører lovdikteret mindsteløn.

Ideen med at indføre flere fordele i overenskomsten for medlemmer af en “rigtig fagforening” har været fremført før. Den lider desværre af den ulempe, at des flere fordele der bliver i overenskomsten, des dyrere bliver det for arbejdsgiveren at beskæftige medlemmer der er organiseret. Hvilket så igen betyder, at man går efter at beskæftige folk der står udenfor en overenskomstbærende fagforening. Jeg har desværre ikke svaret på hvad der skal til for at stoppe medlemsflugten, men er ikke i tvivl om at den danske lønmodtager vil være gevaldig på røven om nogle år hvis udviklingen ikke vender. Den eneste grund til at de “gule” har samme lønninger og forhold som de “rigtige” medlemmer, er fordi de organiserede medlemmer stadig er fleste. Den dag de er i mindretal, er der ingen arbejdsgivere der gider forhandle overenskomster med fagbevægelsen, og så er vi tilbage ved start i 1890 erne.

Annonce