Det er slut med at bygge diger

Rød blok og fagbevægelsen sætter dagsordenen. Cepos og de borgerlige lederskribenter er gået i panik og befinder sig dér, hvor vi alt for længe har befundet os
Der sker noget næsten epokegørende i disse måneder. Det handler om tilbagetrækning og ulighed. Temaer, som er sat på dagsordenen af fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Men det handler om meget mere end det. Det handler om hvem, der sætter retning for Danmark.

Det handler om hvem, der sætter retning for Danmark

Det begyndte for præcis 2 år siden, hvor 3F iværksatte en kampagne mod fremrykningen af den stigende pensionsalder. Mere end 200.000 skrev under på det, der blev Danmarkshistoriens største underskriftsindsamling. Socialdemokratiet og DF markerede hurtigt afstandtagen til Løkkes planer i et fællesinterview med 3F´s formand Per Christensen. Det var første gang i mange år, der effektivt blev sat en stopper for en dagsorden, som ikke mindst de borgerlige havde haft held til at søsætte.

Vi – de røde partier og fagbevægelsen – har i mange år halset arbejdsudbud, forringelse af efterløn, mindre velfærd og skattestop. Altid efter en dagsorden defineret på den anden side af gærdet.

Almindelige lønmodtagere i front

I 15 år har Cepos og entourage effektivt formået at sætte en dagsorden, der ikke bød på meget til helt almindelige lønmodtagere. Lavere skat og mindre velfærd og stigende ulighed har været resultatet. I 2019 er dette billede vendt. For første gang sættes dagsorden af rød blok og fagbevægelsen. Først med Fagbevægelsens kampagner mod ulighed og siden med Socialdemokratiets udspil om tilbagetrækning.

Cepos og de borgerlige lederskribenter er nærmest gået i panik

For første gang handler det ikke om at bygge diger for at redde det socialdemokratiske velfærdssamfund – om at mildne luften for de klippede får. Nu handler det om at tage helt almindelige lønmodtageres vilkår alvorligt. Om at spille ud med konkrete forslag, om at definere en dagsorden, der er mere og stærkere end blot at spille på den bane andre har kridtet op. Cepos og de borgerlige lederskribenter er nærmest gået i panik og befinder sig nu dér, hvor vi alt for længe har befundet os.

Troen er genfundet

Det ligger i arbejderbevægelsens DNA at drømme om et bedre samfund for flest muligt. Det ligger også i vores DNA at forandre for at realisere den drøm. Med de to udspil gør vi begge dele. Endelig. Og det er vel at mærke med realistiske bud. Med noget, der kan blive til noget. Vi kan nemlig både investere i mennesker - for eksempel sikre ordentlige ydelser og fair tilbagetrækning - og sikre en ordentlig samfundsøkonomi. Vi kan både give frihed til flere og holde hånden under dem, der har brug for fællesskabet.

Vigtigst af alt: Vi har kridtet vores egen bane op

Endelig er det slut med at være følgagtig. Nu følger vi vores egen vej. Vi har genfundet troen og begejstringen. To vigtige emner er sat på den på politiske dagsorden. Men vigtigst af alt: Vi har kridtet vores egen bane op.

Vi drømmer og handler igen!

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingskandidat for Socialdemokratiet


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Mange flotte ord, men ikke noget konkret, og slet ikke om det man bare vil snakke om, endnu mindre om det man vil gøre noget ved.

Det koster jo altsammen penge, og hvad med at stikke gaflen i alle de vanvittige cheflønninger? Her tænker jeg på de millionstore gager, vi har hørt om. Og hvad med at ignorere de skingre vræl, man så ville høre i denne anledning fra borgerligt hold? Men jeg har jo til ulidelighed hørt den store forståelse for "De Store"s behov for høje lønninger hos den organiserede socialdemokratiske arbejder. Han er igennem generationer blevet trykimprægneret med vacciner imod ethvert tilløb til klassekamp. Men her skal det jo også siges, at den version heraf, som kommunisterne i sin tid serverede, var jo Pol Pot-dumhed i metermål. Jeg erindrer en ihærdig socialdemokratisk partisoldat på den arbejdsplads, hvor jeg arbejdede, som kørte frem med, at det hele blev bestemt centralt - hvor folkeligt. Men det forhold, at de, som er blevet tilbage som ufaglærte, er alle dem, som ingen evner har i retning af at tænke én selvstændig tanke, gør det meget forståeligt, at Socialdemokratiet forfølger en så paternalistisk vej, som de gør. Uheldigvis for Socialdemokratiet består befolkningen som helhed ikke kun af sådanne får, og kan Socialdemokratiet skræve hen over det hele, uden at bukserne sprækker? Jeg har mine tvivl.