Annonce

Det er tudetosset at skære i erhvervsskolerne!

Regeringen skærer massivt i erhvervsskolerne, mens erhvervslivet skriger på faglært arbejdskraft. Det er en bombe under dansk eksport og velstand.
Regeringen vil i næste års finanslov investere mere i forskning. Det er er en super god ide, men hvad hjælper det at satse på automatisering, hvis der ikke samtidig uddannes folk til at betjene den nye teknologi?

Regeringen vil nemlig sænke skatterne og sende en del af regningen til erhvervsskolerne. Det er tudetosset i en situation, hvor vi kommer til at mangle faglærte. Ifølge LO betyder finanslovsforslaget for 2018, at erhvervsuddannelserne vil have 450 millioner kroner mindre i 2018 sammenlignet med 2015.

Flere faglærte skaber nemlig vækst. Det er dét, virksomhederne skriger på.

Flere faglærte skaber nemlig vækst i det danske samfund. Det er dét, virksomhederne skriger på. Allerede nu mangler flere virksomheder kvalificeret arbejdskraft, og det forventes, at der i 2025 kommer til at mangle op mod 70.000 faglærte. Særligt industrien kommer til at mangle faglært arbejdskraft – ca. 30.000 i 2025. Der bliver simpelthen ikke uddannet nok smede og andre håndværkere.

Regeringen burde opjustere forventningerne og budgetterne
Det er derfor også hamrende useriøst, at regeringen allerede nu har nedsat målet for, hvor mange der skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020 med 12 procent. I forslaget til finansloven for 2017 var målsætningen, at der skulle være 60.699 elever på erhvervsskolerne i 2020. Nu har regeringen nedjusteret forventningerne til kun 53.653 i 2020.

Der tages penge fra erhvervsskolerne, så de kan bruges på at sænke skatterne

Regeringen forsørger at bortforklare nedjusteringerne med, at årgangene bliver mindre. Men i bund og grund er det for at forsvare, at der tages penge fra erhvervsskolerne, så de kan bruges på at sænke skatterne. Det er den helt forkerte vej at gå. Regeringen burde i stedet opjustere forventningerne og gøre noget for, at flere valgte en faglært fremtid – ikke skære ned.

Som formand for det lokale uddannelsesudvalg for Smede og Skibsmontører på Rybners i Esbjerg, kan jeg se konsekvenserne af de besparelser, som regeringen lægger på erhvervsskolerne. Allerede i dag er udstyret på mange erhvervsskoler håbløst gammeldags og forældet.

Robotteknologi er fremtiden for mange danske virksomheder i industrien. Hvis vi vil sørge for, at de unge er klædt på til den udfordring, så er det nødvendigt at investere i erhvervsskolerne og ikke skære i deres bevillinger.

For mange vælger gymnasiet
I mine øjne har vi i forvejen en situation, hvor alt for mange unge vælger at tage på gymnasiet i stedet for at tage en erhvervsuddannelse. Det er en ærgerlig udvikling, for med en faglært uddannelse er man godt rustet til at få sig et job, som kan give varig beskæftigelse. I dag har man også mulighed for at tage gymnasiale fag som en del af en erhvervsuddannelse og på den måde fortsætte på en videregående uddannelse, efter svendebrevet er i hus.

Det er en bombe under dansk eksport og vores velfærdssamfund, hvis virksomhederne kommer til at mangle faglærte

Vi har brug for, at flere tager en erhvervsuddannelse. Det er en bombe under dansk eksport og vores velfærdssamfund, hvis virksomhederne kommer til at mangle kompetente faglærte medarbejdere i fremtiden. Så kære regering, sats nu på de unge, sats på erhvervsskolerne.

Rasmus S. Rasmussen er smed og tillidsrepræsentant ved Babcock & Wilcox Vølund i Esbjerg. Medlem af Dansk Metal.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Rasmus Rasmussen er smed og byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Esbjerg.


Flere artikler om emnet