I en konkurrencestatslogik er velfærdsstaten en god investering. Som socialdemokrater har vi altid set fællesskab og demokrati som en del af løsningen – ikke som problemet. Statens fremtrædende rolle giver legitimitet til vores samfundskonstruktion og åbner for en langsigtet helhedstænkning. Bedre end private selskabskonstruktioner sikrer politisk styring, at mange parametre vægtes, når strategiske beslutninger skal træffes. Der kan tænkes både økonomi, sundhed, miljø og arbejdspladser ind i beslutninger og ikke kun bundlinje på kort sigt.

Kæden hopper imidlertid af, når strategien for den ydre konkurrence ender i en tro på, at indre konkurrence er mere effektivt end indre samarbejde.

Vi tror, at danskerne bliver stærkere i konkurrencen udadtil ved at samarbejde indadtil. Vi køber bestemt ræsonnementet om, at Danmark skal konkurrere med andre lande. Kæden hopper imidlertid af, når strategien for den ydre konkurrence ender i en tro på, at indre konkurrence er mere effektivt end indre samarbejde. Når skolerne skal konkurrere med hinanden om elever – og når eleverne skal konkurrere med hinanden om karakterer. Det er ikke bedre for Danmark, at nogle skoler er bedre, eller at nogle elever er dygtigere end andre. Det bedste for Danmark er, at alle er så gode og så dygtige som overhovedet muligt.

Ved at dyrke konkurrencen mellem mennesker og mellem institutioner underminerer staten den nationale sammenhængskraft og gensidige tillid

Ved at dyrke konkurrencen mellem mennesker og mellem institutioner underminerer staten den nationale sammenhængskraft og gensidige tillid, der er selve forudsætningen for det samarbejdende menneske. Det er muligt at have en stat, der står godt i konkurrencen med andre, uden en dominerende indre konkurrencementalitet. Konkurrencementaliteten og incitamentstyringen kan faktisk hæmme konkurrencen.

Ikke råd til, at nogle taber
Konkurrencementaliteten kommer til udtryk, når politiske reformer italesættelses på en speciel måde. Når borgerne oplever, at målet med landets sundhedspolitik ikke længere nødvendigvis er at behandle patienterne mest ideelt, men at sende borgere hurtigt tilbage på deres arbejde. Når arbejdsmarkedspolitikken handler om at chikanere de ledige maksimalt i stedet for at opkvalificere dem eller skabe jobs til dem. Når uddannelsessystemet kastes ud i store forandringer for at geare unge til konkurrence på viden, mens andre målsætninger om at understøtte et demokratisk samfund er sendt i baggrunden. Når universiteterne fokuserer på at gå fra forskning til faktura. Ja, når selv kunsten spændes for velstandens vogn og skal nyttiggøres som andet og mere end kunst.

Igen; vi undsiger ikke markedsmekanismen i alle henseender. Konkurrence kan være godt, både i sundhedssystemet, på arbejdsmarkedet, i uddannelsessfæren – ja; endda i kunsten. Men det må aldrig blive den eneste og dominerende logik. I enhver konkurrence er der vindere og tabere, men det danske samfund har ikke råd til, at mennesker taber, når det handler om sundhed, uddannelse eller kompetencer. Vi har brug for alle gode kræfter i vores menneskesyn, men også i vores ydre konkurrence. Som i enhver anden organisation skal vi dyrke det interne samarbejde, sammenhold og alles aktive bidrag for at stå stærkt i den ydre konkurrence.

De bedste vil udkonkurrere de mindre gode og udbredes, til de selv bliver udkonkurreret.

Idéen om, at konkurrence er bedst til at fremme effektivitet og udvikling har dybe historiske rødder. Det er grundtanken i den liberalistiske økonomiske tænkning, at vi skal specialisere os og konkurrere om at blive bedst. De bedste vil udkonkurrere de mindre gode og udbredes, til de selv bliver udkonkurreret. Således skabes et samfund i konstant fremgang. Idéen er besnærende og kraftfuld, men som salige Svend Auken yndede at formulere det, så er markedet en god tjener, men en dårlig herre.

Politik er politik – ikke objektiv videnskab
Konkurrence mellem institutioner, virksomheder, mennesker og samfund kan virke som metode til at opnå et højere formål. Problemet opstår, hvis konkurrence bliver målet i sig selv, eller hvis balancen vipper til fordel for konkurrencementalitet på bekostning af samarbejde. For det skaber måske bedre resultater blandt de absolut bedste, men samtidig skaber det sygdom og ulighed i andre dele af samfundet, som vi ser det i disse år med rekordhøjt sygefravær i den offentlige sektor og nye livsstilssygdomme. Biproduktet af incitamentstyringen er, at nogle borgere knækker nakken og dermed både oplever en dårligere livskvalitet og samtidig ikke bidrager til konkurrencen med andre nationer.

Problemet opstår, hvis konkurrence bliver målet i sig selv, eller hvis balancen vipper til fordel for konkurrencementalitet på bekostning af samarbejde

I Danmark har de toneangivende ministerier og styrelser til tider i for høj grad været sporet ind på konkurrencelogikken i sin reneste form. Overordnet set er det selvsagt de til enhver tid siddende folkevalgte ministre, der er ansvarlige for den førte politik og styreform, men reelt har embedsmænds egne præferencer og normsatte institutionelle logikker stor betydning.

Formentlig vil embedsmændene forsvare sig ved at hævde, at øget konkurrenceudsættelse eller privatisering ikke er politisk, men videnskabeligt dokumenteret som den rigtige løsning til øget vækst. Derfor mener embedsmændene i de økonomiske ministerier ikke, at de politiserer, hvis de over for de faglige ministerier tromler sådanne vurderinger igennem. Eller når de indstillinger, der hviler på disse, bliver forelagt ministrene som beslutninger, der er nødvendige at træffe eller de eneste saglige. Men det er en farlig vej, når politisk videnskab bliver udvalgt som objektiv videnskab, der kan måles og vejes – og med kun ét rigtigt resultat.

Det er en farlig vej, når politisk videnskab bliver udvalgt som objektiv videnskab, der kan måles og vejes

I de senere års diskussioner om lavere topskat, har Finansministeriet for eksempel ikke medregnet effekterne af lavere velfærd i deres beregninger af konsekvenserne. Færre investeringer i forskning og uddannelse har således angiveligt ingen økonomisk effekt i beregningerne. Dermed kommer konsekvenserne af lavere topskat til at fremtræde mere positivt, end de i virkeligheden er. Tilsvarende har Finansministeriet bevidst øget de såkaldte eksport- og import-priselasticiteter for, at et øget arbejdsudbud skal fremtræde, som om det hurtigt øger beskæftigelsen, og dermed som et attraktivt politisk redskab.

Der er behov for, at hele staten – herunder specielt de økonomiske ministerier – tænker mere helhedsorienteret.

Opgør med New Public Management
I de seneste 30-40 år har New Public Management domineret styringen af skoler, hospitaler, plejehjem og så videre. Paradigmet har været stærkt i dets forskydning af fokus fra system/medarbejder til opgave/borger og bidraget positivt til en mere effektiv offentlig sektor. New Public Management er imidlertid kammet over i dogmatik, hvor der ikke er plads til, at medarbejderen kan tage situationsbestemte hensyn til borgeren, men bliver styret i sine handlinger ned til mindste detalje.

 

Der ikke er plads til, at medarbejderen kan tage situationsbestemte hensyn til borgeren, men bliver styret i sine handlinger ned til mindste detalje.

Desuden betyder udlicitering og anden opdeling af driften, at enheder og institutioner har snævert fokus på egen bundlinje i stedet for at samarbejde på tværs og tage hensyn til helheden. Dermed er New Public Management blevet kontraproduktivt. Både i forhold til at sætte borgeren i centrum og til at skabe en samfundsøkonomisk effektiv offentlig sektor. I stedet er billig drift i den enkelte institution i fokus. Det er dyrt for samfundsøkonomien, og det fremmer silotænkningen.

New Public Management skader derfor vores evne som konkurrencestat i negativ retning, fordi det underminerer velfærden og vores evne til at samarbejde. Incitamentstyring, udviklingskontrakter og detailregulering har fjernet ansvaret for den enkelte borger og medarbejder. Når andre har påtaget sig rollen med at definere en særlig fremgangsmåde, så er der jo ingen grund til, at hverken medarbejder eller borger tager ansvar for at finde den bedste løsning.

Incitamentstyring, udviklingskontrakter og detailregulering har fjernet ansvaret for den enkelte borger og medarbejder

Det er samtidig med til at fremme borgerens rolle som passiv forbruger af offentlig hjælp, fordi fornuft skrives ud af ligningen, og forholdet reduceres til overholdelse af regler eller simpel målopfyldelse. Altså lige præcis det modsatte af vores hidtidige succesrige opskrift med tillid som afgørende ingrediens. Procesregulering og dokumentationskrav er ofte blevet kørt ud i det ekstreme. Mange varme hænder er blevet brugt på at skrive på computer eller udfylde skemaer i stedet for arbejde, der kom borgerne direkte til gode.

Vi skal nytænke den offentlige sektor
Effektivisering er ikke et fyord for socialdemokrater. Vi mener faktisk, at det er helt nødvendigt, at vi alle bliver bedre til vores job i Danmark i fremtiden, hvis vi skal kunne følge med udviklingen. Det gælder både i den offentlige sektor og i den private. Men det er vigtigt, at vi ikke stirrer os blinde på de værkstøjer, som New Public Management tilbyder.

Effektivisering er ikke et fyord for socialdemokrater.

 

I stedet skal vi nytænke den offentlige sektor. Vi skal samarbejde for at skabe velfærd i et aktivt samspil mellem medarbejdere, foreninger, virksomheder og borgerne. Velfærd er ikke længere noget, som primært leveres fra staten, regionen eller kommunen til borgeren. Velfærden skabes i samspil med borgeren. For eksempel handler undervisning i dag ikke om, at en lærer prædiker fra tavlen, men om at sætte gang i elevernes egne lærerprocesser. Sundhed handler ikke kun om dygtig behandling, men også om at skabe forebyggelse på arbejdspladser og i foreninger. Omsorg handler ikke om kvalitetsstandarder, men om dialog mellem borger og den ældre om livskvalitet.

Vi har brug for gennemsigtighed i processer, retfærdighed, demokrati og pragmatisme for at tage velfærdssamfundet til næste niveau. Og vi har brug for ledelse, der motiverer medarbejdere, borgere, frivillige og virksomheder til at skabe velfærd sammen. Det kræver en ny magtforståelse og nye belønningsmekanismer.

Vil vi fremtidssikre den velfærd, der er grundlaget for en af verdens stærkeste konkurrencestater, må vi give rum for ledelse, borgerinvolvering og opgaveløsning lokalt.

Stærkt lederskab er nødvendigt i den offentlige sektor. Derfor vil vi give mere rum for ledelse, borgerinvolvering og opgaveløsning lokalt. Vil vi fremtidssikre den velfærd, der er grundlaget for en af verdens stærkeste konkurrencestater, må vi give rum for ledelse, borgerinvolvering og opgaveløsning lokalt.

Johannes Lundsfryd Jensen og Dan Jørgensen, henholdvis borgmester i Middelfart (S) og Medlem af Folketinget (S)   

Klummen er et uddrag af ”Velfærd er nødvendig for konkurrencestaten”, der er optrykt i ”Konkurrencestaten og dens kritikere” af Søren Kaj Andersen (red.), og udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag i 2017.