Jeg tror, at mange modsætningsforhold i debatten skyldes en forvirring, der kommer af, at vi ikke har afklaret et fælles ståsted at fungere ud fra. Og har truffet en række beslutninger, der ikke er entydige – ja endog mangler sammenhæng.

De mange ubesvarede spørgsmål?
Kan man leve sit liv her med alle de vaner, regler, love og værdier, man har med sig hjemmefra? Altså have retten til at skabe et fuldgyldigt parallel samfund for eksempel med sharialovgivning, religiøspolitiske skoler, deltagelse i hjemlandets indre stridigheder, krige med videre.

Kan man leve for sig selv, fastholde medbragte normer og regler og tilknytning til hjemlandet og være   dansker i et kulturelt parallel samfund, hvis man overholder landets love?

Kan man være udøvende statsborger i flere lande?

Kan man være udøvende statsborger i flere lande? Bo der store dele af året, have stemmeret, deltage i valgaktiviteter her og i politiske stridigheder og krige, som dette-  disse lande har involveret sig i?

[read-also]

Det vel nærmest det sidste, som den tyrkiske ministerpræsident gav udtryk for i et interview i Weekendavisen i sidste måned, hvor han sagde at tyrkerne skulle overholde det lands love de var i, men vedblive at være tyrkere.

Det dobbelte statsborgerskab udfordrer det 'fælles vi'
Det er nærmest det, som det dobbelte statsborgerskab, som folketinget har vedtaget og dermed giver mulighed for. Det sætter alle os, der mener at vi har tilbudt en ligeværdig plads i det danske samfund med de rettigheder og pligter, i en mærkelig situation.

Vores forventninger til nye borgere er ikke i overenstemmelse med de parallelsamfund, som vi har set udvikle sig i det danske samfund

Vi forventer et positivt samspil, eller kald det bare tilpasning på de områder, hvor vi har nogle ”umistelige værdier”. Vi forventer at man laver et entydigt tilvalg af vores fællesskab, når man ønsker et dansk statsborgerskab. Vi står parate med krav, men også med hjælp. Vi forventer, at se de nye borgere i vores skoler, vi forventer at de lærer at tale vores sprog, vi forventer at de deltager i grundejerforeninger boligforeninger sportsforeninger  og vi forventer at de er parate til at deltage på lige fod på vores arbejdsmarked – kvinder som mænd. Vi blander os, hvis vi finder noget, vi vil kalde overgreb på kvinder og børn – som vi gør overfor andre danske. Vores lovgivning og regler fastholder, at der et "fælles vi ”og ikke et ”dem og os”.

Men vores forventninger og ønsker med vores ja til nye borgere er ikke i overenstemmelse med de parallelsamfund, som vi har set udvikle sig i det danske samfund.  Med ghettoer, unge uden chancer, kvindeundertrykkelse og en hel ny underklasse med stor kriminalitet. Og med mennesker der dyrker og medbringer deres hjemlandes modsætningforhold hertil. Derfor sejler vi rundt i debatten, om hvor mange flygtninge vi kan tage. Et reelt svar hænger uløseligt sammen med; Hvem? Hvor? Og hvordan?

Vi er tvunget til at finde en fælles vej
Vi har et meget tolerant samfund – det ønsker vi ikke lavet om på. Vi forventer at alle tager del i vores fællesskab. Og netop derfor er det bekymrede, at vi ikke får løst integrationsopgaven. Vi skaber ikke uddannelsespladser og gode boligområderne, hvis det er social- og indvandrerghettoer, der dominerer udviklingen. Vi har brug for, at vi danskere samlet definerer, hvad vi vil. Finder en god vej.

Vi må forholde os til antallet af fremmede, der i Danmark og kommer til Danmark. Skal de blive ved med at være fremmede?

Vi må forholde os til antallet af fremmede, der i Danmark og kommer til Danmark. Skal de blive ved med at være fremmede? Vi må forholde os til, hvor forskellige vi kan og skal være. Vi må definere de grundlæggende ”umistelige” værdier og slås for dem. Og vi må forholde os til, hvad vi praktisk skal gøre. Vores drømme, ideer og værdier som vi historisk bærer med os fra skole, andelsbevægelser, fagbevægelse og som er en del af det stærke demokratiske fællesliv, vi har kæmpet for de sidste mange årtier i vores samfund skal  fortsætte.

Et folketing, der beslutter forskellige - ikke sammenhængende - ting med forskellige små flertal er en skændsel og har ført os hen, hvor vi er i dag.

Vibeke Storm Rasmussen er tidligere byrådsmedlem Albertslund (S), tidligere amtsborgmester i København (S) og tidligere formand for Region Hovedstaden(S).
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.