Det Faglige Hus A-kasse har brudt loven: Beskæftigelsesministeren ser på sagen med ”stor alvor”
Det Faglige Hus A-kasse har brudt loven: Beskæftigelsesministeren ser på sagen med ”stor alvor”
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering slår fast, at Det Faglige Hus A-kasse driver bygge- og udlejningsvirksomhed i Esbjerg i strid med reglerne for a-kasser. Sagen er ekstra alvorlig, fordi Det Faglige Hus tilsyneladende har brudt loven med åbne øjne. Ministeren understreger, at han ”ser på sagen med stor alvor”
Torsdag den 15. januar sendte beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) en skrivelse ud til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, hvor han orienterer om, at Det Faglige Hus A-kasse ”har handlet direkte i modstrid med” myndighedernes anvisninger.
Det drejer sig om a-kassens ejerskab af to ejendomsselskaber, der driver privat udleje, samt a-kassens rolle som bygherre på et kæmpe domicil på Esbjerg Brygge, som Netavisen Pio har afdækket i artiklen her.
Kaare Dybvad Bek orienterer om, at Det Faglige Hus’ A-kasse ikke har overholdt Bekendtgørelse om standardvedtægt for anerkendte a-kasser, og at overtrædelsen tilsyneladende er sket bevidst.
Loven fastsætter, at en a-kasse skal holde sig inden for sit formål – nemlig at administrere udbetaling af dagpenge. En a-kasse må derfor ikke investere i andre formål, og den må ikke sammenblande sin økonomi med andre foreningers.
Vi kontaktede allerede den 3. september 2025 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der fører tilsyn med a-kasserne, og spurgte om Det Faglige Hus A-kasse ejendomsvirksomhed virkelig kunne være inden for lovens rammer.
Og nu - knap et halvt år senere - har STAR erklæret Det Faglige Hus' bygge- og udlejningsvirksomhed som ”uforeneligt med formålet og intention” i loven.
Hvis Det Faglige Hus ikke følger påbuddet, som de skal dokumentere ved revisorerklæring, mener jeg, at det i sidste instans kan medføre, at de ikke får lov til at fungere som a-kasse
Styrelsen har derfor bedt ”A-kassen om at få bragt forholdet i orden og i overensstemmelse med loven omgående”.
Det fremgår af beskæftigelsesministerens orientering til beskæftigelsesudvalget, hvor Kaare Dybvad Bek understreger, at han ser ”med stor alvor” på sagen.
Læs også:Jeg skrev kritiske artikler om Det Faglige Hus - så blev jeg smidt ud
Professor Bent Greve, der er velfærds-, skatte- og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, understreger også alvoren i sagen:
”Hvis Det Faglige Hus ikke følger påbuddet, som de skal dokumentere ved revisorerklæring, mener jeg, at det i sidste instans kan medføre, at de ikke får lov til at fungere som a-kasse.”
Begge boligselskaber skal sandsynligvis afhændes
Netavisen Pio har også forelagt beskæftigelsesministerens skrivelse for statsautoriseret revisor Lars Kiertzner. Han vurderer ligeledes, at styrelses påbud sandsynligvis betyder, at A-kassen må afhænde begge selskaber.
Lars Kiertzner uddyber, at det fremgår klart af STAR’s afgørelse fra 13. januar 2026, at Det Faglige Hus’ A-kasse har bedrevet ”ulovlig erhvervsmæssig aktivitet i de to ejede ejendomsanpartsselskaber i strid med arbejdsløshedslovens formålsbestemmelse (§ 30)”, og at Det Faglige Hus’ A-kasse har fået påbud om, at bringe aktiviteterne til ophør. ”
”Hertil skal A-kassens bogholderi adskilles klart fra andre foreningers bogholderier (§ 82). Der er antageligt generelt mellemværender på kryds og tværs imellem koncernforeninger og -selskaber i Det Faglige Hus,” lyder vurderingen fra Lars Kiertzner.
Læs også:Leder: Eksklusion afslører Det Faglige Hus som en fup-forening
Foruden at bringe A-kassen tilbage på den rette side af loven, skal den også dokumentere med en revisorpåtegnet erklæring, at en ny løsning for ejendomsselskaberne er lovlig. Lars Kietzner forklarer:
”Revisor skal altså i min optik vurdere og afgive en skriftlig erklæring om, at de to anpartsselskaber bliver solgt med indmad. Eller bliver likvideret, og at en eventuel fortsat ejedomsanvendelse og -udlejning herefter kun sker til A-kasse formål, herunder udlejning til andre faglige foreninger - hvilket forekommer vanskeligt efter det oplyste om de omfattede byggeriers omfang. Eller en tredje mulig løsning uden for min forestillingsevne.”
Med omfanget henviser Lars Kiertzner til det forhold, at hvis de igangsatte byggeprojekter færdiggøres, vil Det Faglige Hus A-kasse råde over 28.000 kvadratmeter kontordomicil.
Det er langt mere end Det Faglige Hus som samlet enhed på nogen måde vil kunne bruge. Allerede deres eksisterende hovedkvarter ved Esbjerg Lufthavn bliver i stort omfang lejet ud til private virksomheder.
I bevidst modstrid med reglerne
Faglig kommentator og arbejdsmarkedsjournalist Gitte Redder kalder ministerens kritik af Det Faglige Hus A-kasse for ”meget krads” og vurderer, at det vil få omfattende konsekvenser for hele organisationen:
”Med sit brev skruer Dybvad Bek bissen på overfor Det Faglige Hus. Det er et kæmpe problem for formanden Johnny Nim, da hele Det Faglige Hus’ forretningsmodel hviler på A-kassen. Uden den smuldrer hans imperium, så han er hårdt presset i forhold til at finde en løsning.”
Gitte Redder lægger i sin analyse vægt på, at det i brevet fremgår, at Det Faglige Hus’ A-kasse tidligere har været i kontakt med myndighederne om at indgå som del af boliganpartsselskab, og fik at vide, at dette måtte de ikke.
Lige nu brænder jorden under Johnny Nim
Det valgte de så at gøre alligevel, og dermed har Det Faglige Hus A-kasse altså ifølge styrelsen ”handlet direkte i modstrid med den vejledende udtalelse”.
”Her er Det Faglige Hus blevet taget på fersk gerning i at bryde reglerne med åbne øjne, og styrelsen skriver da også, at de juridiske konsekvenser heraf er ved at blive vurderet,” lyder det fra Gitte Redder.
Læs også:Det Faglige Hus fungerer som en koncern og er styret af en lille klike
Kaare Dybvad Bek slutter sin skrivelse af med oplysning om, at beskæftigelsesudvalget vil blive holdt løbende orienteret.
”Hermed varsler ministeren, at sagen langt fra er slut. Det bliver interessant at se, hvad de langsigtede konsekvenser bliver. Men lige nu brænder jorden under Johnny Nim,” mener Gitte Redder.
Det Faglige Hus nægter at have gjort noget galt
Det Faglige Hus har som vanligt afvist at svare på spørgsmål over for Netavisen Pio.
Men i en pressemeddelelse lyder det, at de vil ”rette ind”. Samtidig afviser formand Johnny Nim dog i pressemeddelelsen, at der har været ”tale om kommerciel virksomhedsdrift”.
Det Faglige Hus har blot udlejet ”de overskydende lokaler i kontordomicilet, som vi ikke selv anvender”. Altså mener Det Faglige Hus, at ”vores praksis er i overensstemmelse med lovgivningen”.
Men som vi tidligere har dokumenteret, har a-kassens medarbejdere længe været spredt ud på adskillige adresser i Esbjerg for at gøre plads til private lejere i det eksisterende hovedkvarter ved Esbjerg Lufthavn, ligesom private allerede nu kan tegne sig op til lejemål i det kontordomicil, der bliver bygget på Esbjerg Brygge.
Vi vil naturligvis også følge udviklingen og fortsætte med at grave i Det Faglige Hus aktiviteter.
Kommentarer
Et par år i Horserød til de…
Et par år i Horserød til de herre.
Og så bliver det fejet ind…
Og så bliver det fejet ind under gulvtæppet😇
Dejligt med reaktion…
Dejligt med reaktion. Foreløbig af den “pænere” slags - få det nu bragt i orden! Jamen, hvis det er ulovligt - stærkt på vej til det kriminelle - skal det undersøges til bund, og hvis konsekvensen bliver nedlæggelse af Det faglige Hus, så fred være med det!
Så er historien sgu også…
Så er historien sgu også nået til EB:
https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/minister-i-brev-til-folketinget-a-kasse-overtraeder-loven/11069213
Tak til Pio, fordi I følger…
Tak til Pio, fordi I følger denne sag til dørs. Det skulle være gjort for længe siden.
Det faglige hus må jo så…
Det faglige hus må jo så fradømmes retten til at drive fagforretning...
Tilføj kommentar