Det Faglige Hus A-kasse: Vi straffer ikke vores medlemmer
Det Faglige Hus A-kasse: Vi straffer ikke vores medlemmer
Den gule fagforenings A-kasse sanktionerer sine ledige medlemmer i højere grad end alle andre A-kasser. Det Faglige Hus mener man hellere skulle undersøge, “hvorfor nogle a-kasser sanktionerer deres medlemmer i langt mindre grad end andre”

Danmarks største gule fagforenings A-kasse, Det Faglige Hus A-kasse, straffer gennemgående sine ledige medlemmer i højere grad end alle andre A-kasser gør.
Det viser tal fra Jobindsats’ databank, som Netavisen Pio offentliggjorde onsdag. Jobindsats er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet.
Tallene viser, at Det Faglige Hus A-kasse i tre af fire kvartaler i årene 2024, 2023 og 2022 er den A-kasse, der sanktionerer sine ledige medlemmer mest blandt samtlige 21 A-kasser.
Det Faglige Hus og Det Faglige Hus A-kasse anfægter over for Netavisen Pio ikke tallene, men fagforeningen og dens A-kasse afviser derimod, at tallene er udtryk for, at Det Faglige Hus A-kasse straffer sine medlemmer mere end andre A-kasser:
”I Det Faglige Hus – A-kasse straffer vi ikke vores medlemmer,” hedder det i en skriftlig kommentar fra Det Faglige Hus A-kasse.
Den gule A-kasse understreger, at man blot administrerer efter lovgivningen:
Vi administrerer dagpengelovgivningen i henhold til de bekendtgørelser og vejledninger
“Vi administrerer dagpengelovgivningen i henhold til de bekendtgørelser og vejledninger, der gælder for statsanerkendte a-kasser – og som skal sikre, at statsbetalte ydelser som ex. dagpenge udbetales på korrekt vis.”
Det Faglige Hus A-kasse mener, at offentligheden snarere burde interessere sig for, hvorfor andre A-kasser i mindre grad end Det Faglige Hus pålægger sine ledige medlemmer rådighedssanktioner:
“I det lys vil det måske have større journalistisk og samfundsmæssig interesse at undersøge, hvorfor nogle a-kasser sanktionerer deres medlemmer i langt mindre grad end andre.”
Her er tallene
Som omtalt i Netavisen Pio onsdag sanktionerede Det Faglige Hus A-kasse i gennemsnit 9,3 procent af sine ledige medlemmer i 1. kvartal af 2024.
BUPL A-kasse sanktionerede i samme periode sine medlemmer næstmest, nemlig 8,8 procent af sine medlemmer, mens A-kassen Frie - en anden gul A-kasse - straffede 7,5 procent af sine ledige medlemmer i 1. kvartal af 2024.
I 2. kvartal af 2024 er det igen Det Faglige Hus A-kasse, der topper listen. Den gule A-kasse idømmer således 9,6 procent af sine medlemmer en sanktion.
Næst hårdest i perioden er A-kassen Frie ved sine medlemmer: 8,3 procent af A-kassen Frie ledige sanktioneres.
På tredjepladsen kommer BUPL A-kasse, der har sanktioneret 8,2 procent af sine ledige medlemmer.
I 3. kvartal af 2024 er det igen Det Faglige Hus’ A-kasse, der sanktionerer sine ledige medlemmer i størst omfang. 10,1 procent af Det Faglige Hus A-kasses ledige medlemmer bliver således sanktioneret.
FOA A-kasse sanktionerer i perioden 8,6 procent af sine ledige medlemmer, mens BUPL A-kasse og Metalarbejdernes A-kasse må dele tredjepladsen. Begge A-kasser har i perioden sanktioneret 8,0 procent af sine ledige medlemmer.
Kun i 4. kvartal af 2024 bliver Det Faglige Hus overgået af BUPL A-kasse.
Læs også:Gule Johnny indrømmer: Vi ”høster frugterne” af andres anstrengelser
BUPL A-kasse har således sanktioneret 10,8 procent af sine medlemmer i perioden. Mens Din Sundhedsfaglige A-kasse har sanktioneret 10,0 procent af sine ledige medlemmer.
Det Faglige Hus A-kasse kommer ind på en tredjeplads over de A-kasser, der straffer sine medlemmer mest.
Den gule A-kasse har således sanktioneret 9,9 procent af sine ledige medlemmer i 4. kvartal i 2024.
Også i 2023 og 2022 er Det Faglige Hus A-kasse gennemgående i førertrøjen, når handler om at idømme sine ledige medlemmer en rådighedssanktion.
Læs også:Gul fagforening giver op: Det Faglige Hus henviser medlem til at søge hjælp hos 3F
Således slår Det Faglige Hus A-kasse procentvis ned på flest af sine ledige medlemmer i forhold til alle andre A-kasser i tre af fire kvartaler i hvert af de to år.
Eksempler på sanktioner
A-kasserne kan tildele sine ledige medlemmer flere typer af rådighedssanktioner.
Tildeles den ledige en karantæne på tre uger
A-kasserne kan eksempelvis udelukke sine medlemmer fra dagpenge i en afgrænset periode.
I tilfælde af, at den ledige siger nej tak til et tilbudt arbejde uden gyldig grund, tildeles den ledige en karantæne på tre uger. Og gentager det sig, får den ledige en gentagelseskarantæne.
Udebliver en ledig fra en samtale uden at have meddelt afbud i tide, bliver den ledige typisk frataget en dags dagpenge.
Der er en række tydelige forskelle mellem de traditionelle og de såkaldt gule fagforeninger. De traditionelle fagforeninger forhandler overenskomster for medlemmerne, og er en del af det etablerede konfliktsystem. De traditionelle fagforeninger har af samme grund tillidsfolk på nærmest hver arbejdsplads - og på større arbejdspladser en gruppe af tillidsfolk med en fællestillidsmand i spidsen. Gule fagforeninger er billigere at være medlem af, da de ikke indgår og vedligeholder overenskomster - eller kun indgår et fåtal af overenskomster. Tillidsfolk har de typisk heller ikke nogen af. De traditionelle fagforeninger organiserer typisk folk inden for ét specifikt fag i et enkelt fagforbund. I modsætning til de gule fagforeninger, som typisk er tværfaglige. Det er svært at være medlem af en gul fagforening under konflikt. Det kan du læse meget mere om her.Forskellen på de traditionelle og gule fagforeninger
Kommentarer
Det Faglige Hus kører med på…
Det Faglige Hus kører med på Fake News bølgen.
De gule fagforeninger er…
De gule fagforeninger er firmaer, der må opfattes som arbejdsgivernes alternative fagforeninger for mere ubefæstede sjæle.
Derfor kan det da ikke undre, at de presser de ledige som et bidrag til de borgerliges arbejdsudbudsreformcirkus, der jo reelt blot er en myte, der fremmer lønpres og modarbejder, at lønnen løftes op på på den markedsbestemte løn.
Det er jo netop ved markedsprisen, at udbud er lig med efterspørgsel. Manglen på arbejdskraft opstår først, når man manipulerer arbejdsmarkedet for at rykke lønfastsættelsen ned under den markedsmæssige balance.
Der mangler ikke arbejdskraft!! kun vilje til at betale den markedsbestemte løn, og det vi ser er den bekvemme løgnehistorie om mangel på arbejdskraft markedsført som en faktuel udefrakommende sandhed.
Men manglen er konstrueret, serveret med det formål at fremme ulighedsskabende berigelse af arbejdsgiversiden gennem markedsmanipulation og for lavt ansatte lønninger.
Tilføj kommentar