Mange økonomer, politikere og kommentatorer taler om begrebet ”øget arbejdsudbud”, som er den hellige gral i den danske økonomidebat for tiden. Det er det især i gode tider, man skal have stor fokus på arbejdsudbuddet, ikke i krisetider

At ”øge arbejdsudbuddet”, betyder konkret, at der er flere mennesker på arbejdsmarkedet. Flere der søger job og står til rådighed. I den store teori bruges den tilgang til flere ting, blandt andet at sikre lønninger ikke stiger for meget, fordi medarbejderne ikke kan kræve så store lønstigninger, hvis de ved at der står andre klar til at tage arbejdet.

Det er dog som om, at alt er vendt på hovedet for tiden, i forhold til hvornår man bruger de økonomiske redskaber. Under VK-regeringen oplevede Danmark på et tidspunkt, at ledigheden forsvandt.

Det er godt for de fleste, for det betyder at alle, selv dem som normalt står allerbagerst i jobkøen, får arbejde. Det er godt for dem der allerede er på arbejdsmarkedet, for det betyder deres løn stiger og det er godt for samfundet, når flere betaler skat og færre skal have dagpenge eller kontanthjælp.

Den negative side ved den lave arbejdsløshed er, at lønningerne stiger forholdsvis meget, og skaber derfor en situation, hvor danske virksomheder bliver mindre konkurrencedygtige ude i verden. Der er desuden risiko for at skabe såkaldte ”flaskehalsproblemer”, hvor virksomhederne simpelthen ikke er i stand til at få nok kvalificeret arbejdskraft til deres produktion. Problemer der i disse tider virker som den rene luksus.

Mennesker er forskellige
Et er teorier på et skrivebord, noget andet er virkelighedens verden. Og i den er vi mennesker forskellige. Vi kan godt huske det fra skoletiden, hvor man godt vidste hvem der blev valgt først og hvem der blev valgt sidst, når der skulle spilles fodbold i gården.

Det samme gør sig gældende på arbejdsmarkedet, der er dem der, næsten uanset uddannelse eller kompetencer, bliver valgt sidst. Det kan være deres attitude, deres forventninger, fremtoning, eller slet og ret, fordi de ikke gør sig godt til de samtaler de bliver kaldt ind til.

Det er denne gruppe, som altid bliver taberne, når arbejdsudbuddet er for stort. Det er typisk også denne gruppe, som løber fra småjob til småjob, og i mellemperioderne, bliver de reddet af dagpenge eller kontanthjælp, eller det gjorde de i hvert fald tidligere.

De fleste virksomheder jeg besøger og taler med, får langt over 100 ansøgninger, når de slår job op. At øge arbejdsudbuddet i sådan en situation, betyder måske at de så nu får 150 ansøgninger, men gør det nogen forskel for samfundsøkonomien? Ja i den grad, for det betyder, at den nederste del af arbejdstagerne får endnu længere til job.

Tid til uddannelse
Når man kombinerer øget arbejdsudbud med afskaffelse af efterløn, nedsættelse af kontanthjælp, halvering af dagpengeperiode, fordobling af optjeningsperiode og sidst men ikke mindst gensidig forsørgerpligt, så er det en bombe for den nederste del af arbejdsmarkedet.

Risikoen er nemlig, at vi får parkeret den nederste del af arbejdsmarkedet helt uden for fællesskabet, hvilket i sig selv er samfundsøkonomisk dyrt. Al erfaring viser også, at jo længere tid folk har været væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere får de ved at komme tilbage.

Når arbejdsgiverne skal vælge, så vælges den mest kvalificeret ledige på markedet, og derfor ville denne gruppe, naturligvis, blive valgt sidst igen, og derfor er det faktisk en selvstændig pointe, at sætte ind med videre- og efteruddannelse i krisetider. Dels fordi det sænker arbejdsudbuddet en smule og giver den enkelte ledig bedre chancer for at komme i arbejde.

Så kære folketing, sørg for uddannelse og job først, og kig derefter på arbejdsudbuddet, så vi får alle med.

Niclas Bekker Poulsen (f. 1976) er 2. viceborgmester i Greve Kommune.