Efterkommere med ikke-vestlig baggrund vælger i høj grad at starte på de samme gymnasier. På den måde sker det, at en række gymnasier oplever at de etnisk danske elever kommer i mindretal. Denne opdeling efter etnicitet er skadelig for Danmark. Det er der tre grunde til.

Denne opdeling efter etnicitet er skadelig for Danmark

(1) Etniske opdeling stopper integrationen. Et mindretal af danske elever kan ikke integrere et flertal af ikke-vestlige elever.

(2) Et flertal af de ikke-vestlige efterkommere kommer fra hvad vi kalder gymnasiefremmede hjem. Sådanne elever klarer sig typisk dårligere end elever med forældre, der har en studentereksamen. Problemet bliver kun større, hvis du koncentrerer de gymnasiefremmede elever i de samme klasser.

(3) Når først en skole har fået en høj koncentration af ikke-vestlige efterkommere bliver skolen i stort omfang fravalgt, elevtallet falder, lærere bliver fyret, lokaler står tomme – alt imens de unge må pendle til gymnasier, der ligger langt væk fra, hvor de bor.

Det må konstateres at det frie skolevalg har spillet fallit. Det frie skolevalg fremmer en opdeling efter socialklasse og herkomst (ofte det samme).

Gymnasiedistrikter rummer mange fordele

Men hvad skal vi sætte i stedet? Undervisningsministeren har sagt, at der ikke må være mere end 30 procent med anden etnisk baggrund på nogen uddannelsesinstitution i Danmark. Men hvordan skal det foregå i praksis?

En anden mulighed er ganske simpelt at oprette gymnasiedistrikter

Det er ikke muligt at nægte elever optag på et gymnasium på baggrund af etnicitet jævnfør grundloven. Man kan fordele efter social baggrund. Det er en mulighed. En anden mulighed er ganske simpelt at oprette gymnasiedistrikter. Et forslag der er luftet af både Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Det er muligt at tegne gymnasiedistrikter således, at elevbasen i høj grad afspejler den etniske og sociale mangfoldighed i Danmark. Gymnasiedistrikter rummer også andre fordele. Når først distrikterne er fastlagt er der ikke brug for et bureaukratisk fordelingsudvalg, der skal forsøge at tilgodese elevernes skolevalg, og samtidig opfylde de centralt udstukne krav om kvoter.

Konkurrence om eleverne 

Det kan være hensigtsmæssigt med et fordelingsudvalg der kan flytte rundt på en begrænset mængde elever, så klasserne på enkelte skoler bliver fyldt, og der kan tages hensyn til udsving i den lokale demografi, men ideen om distrikter bør bestå som det bærende princip. Det skal naturligvis også være muligt for elever, der vælger særlige ordninger, der kun udbydes bestemte steder (såsom eliteidrætsudøvere) at vælge gymnasier der tilbyder disse ordninger, men ellers skal det ligge fast, hvilket gymnasium man skal gå på.

Med gymnasiedistrikter er der ikke nogen tvivl om, hvor eleven skal gå i skole. Det giver tryghed at vide, hvor man skal starte i skole. Og det gør det muligt for gymnasierne bedre at forudsige de næste års elevoptag.

Slut med at bruge skattekroner på at lave reklamer

En yderligere bonus ved gymnasiedistrikter er, at de definitivt stopper den meningsløse konkurrence mellem gymnasierne. Slut med at bruge skattekroner på at lave reklamer, hvis formål det er at stjæle elever fra andre gymnasier.

Der har i princippet altid været frit skolevalg i gymnasiet, så hvorfor er det overhovedet blevet et problem? Først og fremmest på grund af det taxametersystem man har indført, hvor gymnasierne får tildelt penge per elev. Der har startet en benhård konkurrence om elever, der er absolut spild af ressourcer.

Ideen med det det eksisterende system var, at konkurrence mellem gymnasierne skulle skabe bedre resultater. Man forestillede sig simpelthen, at underviserne oppede sig, og blev bedre undervisere når de skulle kæmpe om elevernes opmærksomhed. I stedet skabte man ghettogymnasiet.

Det er ikke et restaurantbesøg

Tanken om at kommende elever vælger gymnasier efter kvalitet er absurd. Effekten af undervisningen på den enkelte elev kommer til udtryk over et helt livsforløb. Det er ikke forbrugeroplevelse, der evalueres som et restaurantbesøg. I øvrigt er undervisningens indhold og praksis så lovreguleret, at der reelt ikke er noget de enkelte gymnasier kan gøre anderledes for at skille sig ud. Det svarer til at vi har frit restaurantvalg, men alle restauranter skal servere den samme menu.

Det svarer til at vi har frit restaurantvalg, men skal servere den samme menu

Men er gymnasiedistrikter (eller en ændring af taxametersystemet), noget der kan gennemføres politisk? Der er tradition for brede forlig i undervisningspolitikken i Danmark. Det indebærer, at ændringer kan være svære at gennemføre, da mange partier, takket være kravet om konsensus, reelt har vetoret. Men når så forskellige partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker indførelsen af gymnasiedistrikter, er der grund til optimisme.

Men hvad med Venstre og De Radikale? Er de parat til at opgive konkurrencen mellem gymnasierne?

Det bliver spændende at følge med i undervisningspolitikken i den kommende tid.