Annonce

Det hele er (ikke) din skyld

Regeringens opsang til forældre om ikke at vælge deltid klinger hult. I stedet burde regeringen arbejde for at ændre strukturerne, så begge forældre kan passe et fuldtidsarbejde.
Først skulle vi tælle vores æg og knalde for Danmark. Nu skal vi så droppe deltiden og se at komme i gang på arbejdsmarkedet. I hvert fald hvis vi skal lytte til opsangen fra to af Venstreregeringens fremtrædende ministre, børne- og ungeminister Ellen Trane Nørby og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.

Det er en opsang, der klinger hult. Den kommer nemlig fra to ministre i en regering, der er på sparetogt i den offentlige sektor. Når danske forældre hænger i en klokkestreng for at få cirkus hente-bringe til at gå op, er de direkte konsekvenser af nulvækst og hårde sparekrav til at få øje på.

De direkte konsekvenser af nulvækst og hårde sparekrav til at få øje på

Det ville klæde den borgerlige regering, hvis den havde mindre travlt med at gøre det til et individuelt problem og mere travlt med at gøre op med de strukturer, der skaber det. Men det beskæftiger regeringen sig ikke med. Niks. Du er din egen lykkes smed, og derfor er alle dine problemer dine og dine alene.

Det må du selv slås med
Logikken er desværre udbredt og velkendt i borgerlige kredse, hvor den behændigt løser de fleste problemer, vi slås med i samfundet. Lad mig fremhæve et par eksempler.

Problem: Mængden af ansatte i den offentlige sektor, der lægger sig med stress vokser og vokser.
Løsning: Vi skærer i budgetterne, mens du dropper den faglige stolthed.

Problem: Arbejdsløse har svært ved at finde et nyt job.
Løsning: Vi rammer dig på pengepungen, så du holder op med at dovne den som ledig på statens regning.

Problem: Flere og flere bliver overvægtige og lider af livsstilssygdomme.
Løsning: Vi løfter pegefingeren med en kampagne, der skal lære dig at lukke munden og lette røven.

Problem: Kvinder tjener stadig markant mindre end mænd for samme arbejde.
Løsning: Vi ændrer reglerne for de kønsopdelte lønstatistikker, mens du bare skal blive bedre til at banke i bordet og forhandle løn.

Svenske strukturer, tak
Det kan godt være, at vi bor i verdens bedste land, men man tager sig i stigende grad i at kigge over sundet til vores svenske venner. Et land, hvor familiepolitik rent faktisk er noget, man bedriver. Hvor – tada – strukturerne faktisk er lavet til, at begge forældre kan passe et fuldtidsjob.

Hvor institutionernes åbningstid matcher arbejdsmarkedet. Hvor der er reelle ordninger, der sikrer, at det er en mulighed at købe sig til hjælp til det tidskrævende arbejde i hjemmet. Hvor barselsmulighederne er attraktive for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Og hvor man ikke hele tiden skal høre, at hvis man bare tager sig sammen og tager det roligt, så er problemerne løst.

Svar: Chillax, forældre
Når børnefamilier ikke må have drømmen om mere tid sammen som ”en option”, hvad så? Nørbys svar er klart: Vi skal bare huske, at ”det er ok ikke at nå det hele på en gang”. Aha, okay. Hvorfor tænkte jeg ikke på det?!

 
Jeanette Ellen Bauer (f. 1979) er uddannet kontorassistent og cand. comm. Hun er tidligere regionspolitiker for S og arbejder som chefkonsulent i en fagforening.kommentarer
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Flere artikler om emnet