Det kan undre, at det officielle Danmark er bekymret igen - man høster, som man så

Det kan godt undre, at det officielle Danmark nu er blevet bekymret igen.

PISA-resultaterne har fået alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg. Der skal analyseres, forklares og handles. Som om nogen pludselig har opdaget, at der står vand i kælderen.

Men vandet er ikke kommet i nat, og PISA er ikke katastrofen, men PISA er regningen.

PISA-tallene handler ikke bare om, at unge ikke gider læse. Den forklaring er bekvem, men ikke hele sandheden. Det handler om noget langt mere alvorligt, nemlig den skolekultur, vi som samfund har bygget op omkring dem.

Læs også:Pisa og panik

For vi har gennem mange år opbygget en samfundskultur og dermed også en skolekultur, hvor døren altid står på klem. 

Man kan lige mærke efter og lige spørge hvorfor. Lige overveje, om man egentlig har lyst. En kultur, hvor næsten alting skal forklares, begrundes og helst give mening for den enkelte.

Vi er blevet så gode til at tage hensyn, at vi nogle gange har glemt at tage stilling.

Et helt kontroltårn af mennesker

Undervisning er ikke et borgermøde. En lærer kan ikke sende dagens matematik i høring, og skolen kan ikke fungere som et hotel, hvor man selv bestemmer, hvornår man tjekker ind. 

Passer det ikke lige mig, så er det de andre, der har et problem. Og så behøver jeg da ikke være der eller deltage.

Det er isoleret set ikke bare et fraværsproblem. Det er et kulturproblem.

For når fællesskabet bliver noget, man kan logge ind og ud af, bliver det også sværere at fastholde de ting, som ikke skal forhandles hver morgen.

De politikere, der nu står med bekymringen i hånden, har i mange år stået med sparekniven i den anden

Samtidig har vi bygget en skole, hvor eksperter, reformer, modeller og rapporter står i kø. Vi har fået et helt kontroltårn af mennesker, der kan forklare, hvordan skolen skal fungere.

Alt imens det sker, står læreren stadig i klasselokalet og måske er det dér, vi har mistet noget.

Vi har gjort skolen mere og mere optaget af, hvordan den skal være, og mindre optaget af, hvad den skal kunne.

Nu står vi så med PISA-resultatet og bliver bekymrede. Det er næsten det mest interessante ved det hele. For man høster, som man sår.

Når regningen kommer

Og så er der den lille detalje, som måske er værd at huske, før vi går i gang med endnu en redningsplan.

De politikere, der nu står med bekymringen i hånden, har i mange år stået med sparekniven i den anden.

Der er blevet skåret lidt her og effektiviseret lidt der. Fjernet nogle hænder her og lagt lidt mere oven på dem, der blev tilbage.

Det er næsten finurligt.

Læs også:Lærerformand: Den sociale slagside i folkeskolen er desværre kun blevet stærkere med tiden

Når der mangler penge, kalder vi besparelserne en nødvendighed. Når regningen kommer, kalder vi det en krise.

Måske er sandheden mere kedelig og simpel. Vi står med en skole, der både har fået en dårligere kultur og færre ressourcer til at håndtere den.

Det er en dårlig kombination, og den kan ikke analyseres væk.

Nu står de fortvivlede politikere så med bekymringen i hænderne og kigger på PISA-tallene, som om skolen pludselig er gået i stykker af sig selv.