Det klinger hult, når blå partier og arbejdsgiverforeninger er imod retten til tidlig pension

Opinion

Det klinger hult, når blå partier og arbejdsgiverforeninger er imod retten til tidlig pension

Flexicurity – som på engelsk er en sammentrækning af ordene ”flexibility” og ”security” – er intet værd, hvis ikke sikkerheden for lønmodtagerne/arbejdstagerne er lige så vigtigt som fleksibiliteten for arbejdsgiverne

Nicolai Krølbøll og Celina Felthaus
Billedtekst
Nicolai Krølbøll, formand i Blik og Rør Ungdom og Celina Felthaus, næstformand i Malerforbundet Ungdom
Foto: Blik og Rør Ungdom/Malerforbundet Ungdom
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

I dag, den 1. august, er på mange måder en dag, som alle andre – og så alligevel ikke helt. 

I dag er det årsdagen for retten til tidlig pension. Den var nemlig den 1. august 2021, der blev åbnet for ansøgninger til tidlig pension.

Tilbage i januar 2019 fremlagde Socialdemokratiet – som daværende oppositionsparti – et udspil om en ny ret til tidlig pension for dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og ofte har fysisk hårde jobs.

Modstanden og kritikken var stor fra starten – især fra borgerlige/blå politikere samt arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer. Helt forventeligt, fristes man til at sige.

Men i efteråret 2020 lykkedes det den socialdemokratiske regering – med opbakning fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti – at lande en politisk aftale om en ny ret til tidlig pension.

Første udvidelse i vores levetid

Indførelsen af retten til tidlig pension var en stor sejr for fagbevægelsen (især i mange af de gamle LO-forbund), som igennem mange år havde råbt op om behovet for en differentieret pensionsalder og et mere retfærdigt pensionssystem. 

Som unge faglærte (VVS-installationstekniker og bygningsmaler) vil vi gerne gå så langt at sige, at det både var og er en af de vigtigste politiske aftaler i mange, mange år – nok også i årtier.

Læs også:Fagbosser frygter udhuling af Arne-pension: At ”gå ude i al slags vejr og knokle med tunge løft sætter sine tydelige spor på kroppen”

I vores levetid har vi været vant til, at når der i dansk politik blev talt om ”reformer”, så betød det ofte nedskæringer og forringelser under skriftende regeringer – især i forhold til arbejdsmarkedspolitikken. 

Men med retten til tidlig pension var der endelig en reform, der gik den modsatte vej. En reform, der udvidede sikkerhedsnettet og trygheden for lønmodtagerne. 

Måske den første reelle udvidelse af velfærdssamfundet i vores levetid.

Et bærende princip

Der er heldigvis kommet mere fokus på det fysiske arbejdsmiljø i vores fag og brancher, og der er flere tekniske hjælpemidler, så det ikke er lige så nedslidende, som det var engang. 

Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så ændrer det altså ikke på, at dét at være håndværker – eksempelvis VVS’er eller maler – er et fysisk hårdt arbejde.

Det handler også om retfærdighed

Vi har faktisk ikke noget principielt imod, at pensionsalderen stiger lidt i takt med, at vi heldigvis lever længere.

Men… Det skal være et bærende princip, at man har ret til at trække sig værdigt tilbage, INDEN man er nedslidt.

For apropos ”principielt”, så handler retten til tidlig pension netop om noget meget principielt – nemlig at vi skal have et pensionssystem, der tager højde for, at vi har forskellige arbejdsliv. 

Det handler også om retfærdighed.

En ny arbejdslivskontrakt

Vi stiller vores arbejdskraft til rådighed – og vi er fleksible på et arbejdsmarked under hastig forandring. 

Til gengæld kræver vi, at der er et sikkerhedsnet. Det handler faktisk om noget så simpelt som ret og pligt.

Derfor klinger det også hult, når borgerlige partier og arbejdsgiverforeninger er imod retten til tidlig pension. 

For flexicurity – som på engelsk er en sammentrækning af ordene ”flexibility” og ”security” – er intet værd, hvis ikke sikkerheden for lønmodtagerne/arbejdstagerne er lige så vigtigt som fleksibiliteten for arbejdsgiverne.

Læs også:Fagboss om ny pensionsalder: “Der er for langt fra Borgen til byggepladsen”

Når pensionsalderen stiger som følge af velfærdsforliget, er der brug for at styrke og udvide retten til tidlig pension. 

For hvis retten til tidlig pension bare følger stigningen i pensionsalderen, så udvander man ordningen.

Det bør være en samfundskontrakt om vores arbejdsliv. Vi kunne kalde det en arbejdslivskontrakt.

Nicolai Krølbøll

Udlært VVS-installationstekniker og formand for Blik og Rør Ungdom

Celina Felthaus

Udlært bygningsmaler og næstformand i Malerforbundet Ungdom

Kommentarer

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 01.08.2025 - 22:09

Det jeg godt kan lide ved den tidlige pension ( Arne ) er at det en rettighed som man opnår efter X antal år på arbejdsmarkedet - og ikke som med seniorpensionsordningen der kræver at man bliver lægeligt visiteret , for at kunne komme i betragtning til at kunne gå fra før tid .
En ting er at de borgerlige og deres toneangivne medier er modstandere af den tidlige pension. Det er jo forventeligt .
Men at høre de Radikale blæse sig op med et angreb på ordningen , som de tillader sig at kalde et generationstyveri . Hvor de hellere vil bruge pengene på børnefamilierne og den grønne omstilling i deres 2030 plan , som de har døbt en “ny generationskontakt” . Det handler om prioriteringer forsvarer de sig med.
Og er vel endnu et bevis på at de Radikale grundlæggende er et borgerlig parti.

Indsendt af Bo Thomassen (ikke efterprøvet) den Mandag den 04.08.2025 - 10:49

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Ret enig!
Men er bl.a. Socialdemokratiet egentlig ikke et borgerligt parti (også) hvad angår tidlig pension? Folketingsmedlemmerne går jo gang på gang ind og vedtager forlængelse af arbejdspligten ud over de 67 år....

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Mandag den 04.08.2025 - 13:57

Som svar til af Bo Thomassen (ikke efterprøvet)

S har meldt ud at når pensionsalderen i 2040 rammer 70 år. Vil partiet ikke fremover stemme for den automatiske forhøjelse af pensionsalderen , som ellers hidtil har været en del af velfærdsforliget fra 2006 og som S er forpligtet af.
S ønsker i stedet at der skal forhandles en ny pensionsaftale på plads, set med nutidens øjne og af den voksende teknologiske udvikling på arbejdsmarkedet.
Et stort arbejde venter. Jeg ser for mig Folketingets partier give den til den tid siddende regering et mandat til at prøve på at lande en treparts aftale for området .
Det vil efter min mening være en retfærdig aftale som også bør have en udløbsdato ,hvor aftalen så igen skal genforhandles.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 02.08.2025 - 19:28

Alex Vanopslagh (LA) kan da slet slet ikke forstå sådan en tidlig pension overhovedet skulle være nødvendig. Desuden kan Jord & Beton arbejderen jo bare spare op og pensionere sig selv lige som Alex's partikammerat Ole Birk Olesen (LA), som har udsigt til at indkassere 11.000.000 kr. skattefrit gennem slag af en herskabslejlighed i det centrale København - Forsørgelsen er sikret resten af Ole og hans familie resten af deres dage. Helt uden Arne pension - Så let kan det gøres.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Manden, der har lagt navn til tidlig pension