Det er interessant at følge udviklingen i den politiske debat. Engang imellem blusser tomme og indholdsløse påstande op til enorme størrelser, og bliver bredt accepterede sandheder, hvorefter de går i sig selv igen. Undervejs har påstandene dog nået at rodfæste sig så kraftigt i den politiske debat, at de trækker lange spor efter sig. Sådan er det eksempelvis med påstanden om det ”liberale ungdomsoprør”.

Hvem husker ikke euforien fra månederne i 2014 og 2015 hvor artikler berettede om ungdommens enorme skred hen mod liberalismen, og kulminationen ved Skolevalg 2015, hvor Venstre og Liberal Alliance tilsammen fik 38,4 procent af stemmerne og sikrede en massiv valgsejr til højrefløjen. Ungliberale hanløver som Rasmus Brygger og Alex Vanopslagh talte det påståede ungdomsoprør op, og medierne kørte med på vognen. Siden årsskiftet er det kun Rasmus Brygger der lidt forkølet har holdt krampagtigt fast i betegnelsen. Ellers er der blevet stille.

Den liberale flodbølge er et skvulp
Måske skyldes det at påstanden om det liberale ungdomsoprør simpelthen er forkert. Nuvel, højrefløjen har vundet stort ved Skolevalg 2015 og 2017, og i en periode gik en ungdomsorganisation som Liberal Alliance kraftigt frem i medlemstal. Da Thorning-regeringen var allermest upopulær havde højrefløjen da også flertal i enkelte målinger. Men der er ikke tale om en liberal flodbølge fra ungdommen mod velfærdssamfundet. Højst et skvulp.

Langt de fleste unge vælgere foretrækker partier til venstre for midten

Tværtimod kan vi generelt se en stærk opbakning til Socialdemokratiet og resten af rød blok blandt unge vælgere. Eksempelvis viser meningsmålinger foretaget af Epinion for DR, at blå blok kun har haft flertal i 5 ud af 18 meningsmålinger siden folketingsvalget blandt unge. Samtidig har Socialdemokratiet ligget stabilt som det største parti i hele 2017. En stor undersøgelse fra Norstat fra 2016 har også dokumenteret, at langt de fleste unge vælgere foretrækker partier til venstre for midten. Og selvom at blå blok vandt Skolevalg 2017, gik Venstre og Liberal Alliance samlet tilbage med 5,8 procentpoint. En markant tilbagegang!

Centrum-venstre kan samle ungdommen
Forsøger jeg dermed at sige at den liberale fare er drevet over, og Socialdemokratiet & Co. kan hvilke på laurbærrene i de næste mange år? På ingen måde. Rigtig mange unge stemmer blåt, og til de politiske debatter ude på uddannelsesinstitutionerne, er det tydeligt, at de ungliberale kræfter er stærke kommunikatorer, dygtige debattører og får god respons på enkeltstående politiske markeringer.

Men de debattør-platforme, den opmærksomhed og den fortælling som er blevet skabt og givet det liberale Danmark, i kølvandet på snakken om det liberale ungdomsoprør, har ikke haft nogen forbindelse til virkeligheden. Flodbølgen var kun et skvulp. Oprøret var kun en markant nuance. Jordskredet omfattede højst nogle enkelte sandbanker.

Snakken om det liberale ungdomsoprør, har ikke haft nogen forbindelse til virkeligheden. Flodbølgen var kun et skvulp

Nu bør centrum-venstre træde i karakter og ikke længere lade sig kue af falske paroler om det liberale ungdomsoprør. Ungdommen VIL gerne deltage i udviklingen af en solidarisk velfærdsmodel, som sikrer frihed og muligheder for alle mennesker. Derfor har vi nu en forpligtelse til at give stærke politiske svar på de enorme udfordringer de bliver mødt med i disse år: flere utrygge ansættelser, mere pres og psykisk sårbarhed, en ustyrlig markedsøkonomi, et skævere uddannelsessystem, færre billige boliger i byerne og mere usikkerhed i verden. Vi skal vise dem, at store drømme og ambitioner for eget liv sagtens kan gå hånd i hånd med et stærkt forpligtende fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden.

Det liberale ungdomsoprør er stendødt. Hvis vi sørger for at samle ungdommen om en stærk fremtidsvision, forankret i troen på frihed gennem fællesskaber, så bliver et sådant ungdomsoprør heller aldrig en realitet!

 
Frederik Vad Nielsen er studerende på Roskilde Universitet og forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.