Annonce

Pengepungen skal ikke afgøre vores muligheder

Det kan lyde tilforladeligt, når højrefløjen foreslår brugerbetaling, men det er en glidebane. I stedet skal vi bruge mere moderne velfærdsteknologi, så vi også i fremtiden kan undgå brugerbetaling.
Højrefløjen forsøger gang på gang at lancere muligheden for brugerbetaling på ældreplejen, på visse dele af vores sundhedssystem og ikke mindst på uddannelse. Det sker under dække af, at de med de højeste indtægter godt kan betale selv. Umiddelbart kan det lyde som et tilforladelig forslag. Men faktum er, at det over tid vil undergrave hele fundamentet for vores velfærdsmodel...

Den danske velfærdsmodel er ingen naturlov. Generationer før os har kæmpet hårdt for at opbygge det velfærdssamfund, vi kender i dag. Derfor har både vi og de kommende generationer en særlig forpligtigelse til at tage vare på og videreudvikle den danske velfærdsmodel.

Specielt i en tid med hårde økonomiske prioriteringer er det vigtigt, at vi som Socialdemokrater hele tiden husker på, hvad fundamentet for vores velfærdsmodel er.

Det må aldrig blive pengepungens størrelse, der bliver afgørende for, om vi kan få en uddannelse, den rigtige pleje eller den optimale sygehusbehandling.

Højrefløjen forsøger gang på gang at lancere muligheden for brugerbetaling på ældreplejen, på visse dele af vores sundhedssystem og ikke mindst på uddannelse. Det sker under dække af, at de med de højeste indtægter godt kan betale selv.

Umiddelbart kan det lyde som et tilforladelig forslag. Men faktum er, at det over tid vil undergrave hele fundamentet for vores velfærdsmodel, som jo netop bygger på, at vi hver især betaler skat således, at fællesskabet sikrer gratis uddannelse, pleje og sygehusophold til alle.

Åbner vi først døren på klem for brugerbetaling for de fundamentale ydelser i vores samfund, bevæger vi os ud på en glidebane, som ingen af os ved, hvor ender. For det vil være let hen over årene at redefinere, hvad en høj indtægt er, og på den måde risikerer vi, at indtægtsgrænsen for, hvornår der skal betales brugerbetaling, når et niveau, hvor hovedparten selv skal betale for uddannelse, pleje og sygehusophold. Derfor må vi som socialdemokrater aldrig medvirke til indførelse af brugerbetaling på disse områder.

Hvis vi ønsker at bevare velfærdssamfundet, som er det fundament, der gang på gang er hovedårsagen til, at vi bliver udråbt til at være en af verdens lykkeligste lande, skal vi i stedet bruge vores energi og kræfter på hele tiden at tænke i måder at bruge den nyeste teknologi på. Både i forhold til pleje, sygdomsbehandling og uddannelse.

Robotteknologi, velfærdsteknologi og nye metoder skal i langt højere grad dagsordensættes, så vi både nu og i fremtiden får råd til at undgå brugerbetaling på de mest vitale områder i vores velfærdssamfund.

For vi har pligt til at passe på Danmark, og det samfund vores forgængere har kæmpet så hårdt for, at vi i dag kan nyde frugterne af.

Erik Christensen (f. 1958.) er tidligere borgmester gennem 13 år i henholdsvis Ullerslev og Nyborg Kommune og ny folketingskandidat i Odense. Øst. Oven på borgmesterkuppet i Nyborg ved valget i 2013 fungerer Erik Christensen i dag som viceborgmester og formand for blandt andet Sundheds- og forebyggelsesudvalget. Erik Christensen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og en dedikeret fodbold- og håndboldspiller.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner og politiske bank til højrefløjen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet