Det må ikke blive dyrere at blive arbejdsløs

Debat: På centrum-venstrefløjen bør vi ikke købe højrefløjens præmisser i kontanthjælpsdebatten. I stedet bør debatten drejes hen imod, om det bør blive dyrere at blive arbejdsløs.
Debatten om kontanthjælpsloftet har i høj grad været ført på højrefløjens præmisser. Desværre har vi på centrum-venstrefløjen i alt for høj grad accepteret præmissen om, at det økonomiske incitament er det centrale.

I stedet bør vi vende diskussionen på hovedet. Det bør for os handle om, at det ikke må blive dyrere at blive arbejdsløs.

Det skal forstås sådan, at jeg faktisk er stolt af, at vi har et system i Danmark, hvor man ikke skal gå drastisk ned i indtægt, blot fordi man mister sit arbejde. Hvor man ikke får forringet sin økonomiske situation og levestandard og risikerer at skulle foretage nogle voldsomme dispositioner i sin privatøkonomi, blot fordi man rammes af arbejdsløshed.

Arbejdsløshed er et kollektivt problem
Set med venstreorienterede briller er arbejdsløshed nemlig grundlæggende et kollektivt problem – og ikke et individuelt problem. Man er i udgangspunktet arbejdsløs, fordi man er offer for det strukturelle fænomen i en samfundsøkonomi, der kaldes arbejdsløshed, som er særligt afhængigt af konjunkturerne, indlandsefterspørgslen og alt muligt andet.

Man kan desuden indvende, at det sociale sikkerhedsnet - og dermed security-delen i flexicurity-modellen - i forvejen har fået store huller med både VK-regeringens katastrofale dagpengereform og den generelle udhulning af dagpengenes kompensationsgrad gennem de sidste årtier. På den måde er der al god grund til ikke at gøre maskerne større i sikkerhedsnettet gennem et kontanthjælpsloft eller andre forringelser.

Alligevel har vi i kontanthjælpsdebatten set, hvordan vi på centrum-venstrefløjen har accepteret Venstres præmis for kontanthjælpsdebatten. Vi forsvarer, at det bestemt kan betale sig at arbejde, at SR-regeringens skattereform har hjulpet på vej, og at gruppen uden nævneværdigt økonomisk incitament i øvrigt er meget lille.

Ved at acceptere den præmis accepterer vi også en masse implicitte højreorienterede værdier. Vi er med til at reproducere højrefløjens framing, som undergraver vores eget værdisæt og vores egen opfattelse af, hvad arbejdsløshed er for en størrelse og hvad både årsager og løsninger kunne være.

Antallet af udbudte job er ikke lig med antallet af arbejdsløse
De arbejdsløse er ikke arbejdsløse, fordi de er dovne. Der kan naturligvis være mange individuelle, gode grunde til, at det kan være svært for en at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, og vi skal både hjælpe og opkvalificere, hvor det behøves. Men arbejdsløshed er et kollektivt og strukturelt problem og bør behandles som sådan. For ved at købe den højreorienterede præmis er vi også med at lægge skylden for arbejdsløsheden over på den enkelte.

I debatten om kontanthjælpsloftet hører vi, at kontanthjælpsmodtageren, der nu får skåret i sin ydelse, jo bare kunne tage et arbejde. Som om det er noget, man tager ned fra hylden i supermarkedet. Men vi har altså stadig til gode få den graf fra højrefløjsdebattørerne, som viser, at antallet af udbudte job er lig med antallet af arbejdsløse. Sådan er det selvfølgelig ikke.

De højreorienteredes evige sang om, at de ”bare kan finde sig et arbejde”, er dermed også helt håbløs og urealistisk. Der kommer ikke flere job af, at de arbejdsløse, herunder rigtig mange syge og ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, bliver fattigere. Tværtimod. Vi på centrum-venstrefløjen skal ikke købe højrefløjens præmisser for debatten. I stedet skal vi holde fast i vores egne værdier og forsvare vores samfundsmodel: Det må ikke blive dyrere at blive arbejdsløs.

Jakob Esmann er retorikstuderende ved Københavns Universitet og er medlem af DSU's forretningsudvalg. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce