Rollen som politiker ændrer sig mærkbart i disse år. Der er udfordringer på flere planer, herunder embedsværket og borgernes forventninger til hvad en politikers opgave er.

Den politiske hverdag udvikler sig i en retning, hvor flere og flere politikere er på vej til at blive bybude med hang til enkeltsagsbehandling. Der er risiko for, at sognerådspolitikken er på vej tilbage. Vi har derfor behov for en reel debat om det politiske håndværk – snitfladen til embedsværket, forventningsafstemning med borgerne og ikke mindst, en bedre uddannelse af nye politikere.

 Der er risiko for, at sognerådspolitikken er på vej tilbage.

Hvis udviklingen fortsætter usagt og uden refleksion, bevæger vi os i en farlig retning, der har potentiale til at skævvride vores samfund og endda udfordre selve demokratiet. For det bliver en selvforstærkende udvikling, hvor de stærkeste sogne vinder og hvor deres valgte repræsentant hovedsaligt varetager sognets interesser. Ikke bare som venlige forespørgsler til en forvaltning, men direkte ind på de politiske udvalgs dagsordener.

De øvrige politikere accepterer udviklingen, fordi de kan konstatere, at det rent faktisk i en valgsammenhæng kan svare sig af at være direkte repræsentant for et sogn, så længe det ikke er for lille – og ellers kan man jo repræsentere et par stykker.

I denne politiske tankegang er intet for småt, men meget er for stort. Det bliver billedligt talt køledisken i det lokale supermarked der bliver afgørende for den politiske dagsorden.

Helhedsbetragtninger bliver vanskeligere
Al ære og respekt for dialogen med borgerne, foreningerne, interessenter og organisationer. Den er - og bør være – uundværlig og jeg vil nødigt undvære den. Men der er forskel på at lytte, bearbejde indtryk og politikudvikle på den ene side – og så blindt rende ærinder man ikke altid lige får baggrundstjekket.

Det spilder det politiske arbejde, udfordrer samarbejdet mellem embedsværk, forvaltninger og det politiske niveau. Herudover risikerer man, at det politiske mod til reel langsigtet udvikling forsvinder, ligesom ansvaret for de vanskelige beslutninger i bedste fald skubbes rundt i manegen – og i værste fald ikke vedtages.

Den samlede kommunale planlægning – helhedsbetragtninger og en sammenhængende politisk dagsorden bliver vanskeligere, ligesom præcedensskabende skævvridninger og dermed egentlig politisk kvalitet risikerer at lide et alvorligt knæk.

Helhedstænkningen må ikke vige for sagsbehandling af enkeltsager

Derfor en opfordring til, at vi i byrådene tager ansvaret for det politiske håndværk på os. Vi må overveje hvordan vi finder ind til den samarbejdende kultur der med respekt for såvel embedsværk som politiske holdninger fører frem mod kommunernes udvikling.

Men det er også værd at overveje, hvordan vi får gentænkt og udviklet den politiske uddannelse. Det er ikke gjort via et ”Kattegat-kursus” over en weekend. Jeg mener, vi skal overveje en egentlig kompetenceudviklende uddannelse som kommunalpolitiker. Vi må have mere fokus på det samlede ansvar hvert enkelt byrådsmedlem har påtaget sig ved at lade sig vælge til kommunalbestyrelsen. Helhedstænkningen må ikke vige for sagsbehandling af enkeltsager.

Der skal fortsat være dialog og respekt for køledisken i det politiske supermarked. Men der må findes en balance der sikrer, at der stadig er kød i køledisken og politik i byrådssalen. Den politiske rolle bør stå skarpt i den måde vi agerer på – både over for borgere og os selv som politikere.

 
Christian Haugk er gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd – og han er også partiets borgmesterkandidat.
‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.