For ikke så længe siden var de fleste danskere enige om det gode i en social tryghed, der ikke tvang mennesker, der blev syge eller fyret, ud af deres bolig og vante tilværelse.

Mange af dem, der af al kraft griber ud efter selv de ringeste job, kan faktisk ikke få arbejde. Alligevel mister de efter to år retten til dagpenge.

Vi var rundhåndede med dagpenge og investerede massivt i en aktiv arbejdsmarkedspolitik, fordi vi havde en ambition om at afvise de ringest lønnede job her i Danmark. Vi troede på, at vi kunne opkvalificere de ledige til at få arbejde til anstændig løn.

Nu hamrer især Venstre, Konservative og Liberal Alliance løs med krav om, at der skal være større forskel på folk. Skattelettelser tilbydes kun til dem, der er i arbejde. Dagpengeperioden er halveret og genoptjeningskravet fordoblet. Nu skal der også skæres i kontanthjælpen. For der er – siger de - for mange, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde. Og man må acceptere, at bunden for aflønning er lav.

Men selv om man har ikke større ambitioner, så kan det ikke understreges for ofte, at vi ikke har borgerløn i Danmark; at man slet ikke får penge fra det offentlige, hvis man som rask og rørig afviser tilbud om uddannelse eller arbejde.

Mange af dem, der af al kraft griber ud efter selv de ringeste job, kan faktisk ikke få arbejde. Alligevel mister de efter to år retten til dagpenge, og står tilbage som fortsat arbejdsløse med en ringere eller slet ikke nogen ydelse.

Det fremstilles som en succes ved forkortelsen af dagpengeperioden, at 10-20 procent ekstra af dé ledige, der står over for at miste dagpengeretten, finder et lavtlønnet job tidligere end de ellers ville komme i arbejde.

Selv et flercifret milliardbeløb flytter måske kun nogle få hundrede af de godt 9.000, der i dag ikke har udbytte af arbejde, fra et marginalt minus til et marginalt plus.

Men prisen for denne ’adfærdsregulering’ er, at mange gange flere mister dagpengeretten: Nogle af dem, der har mest brug for en håndsrækning fra et stærkt samfund, bliver kastet ud i social deroute, fordi der ikke er arbejde til dem.

Venstre ser ikke problemer i disse konsekvenser af dagpengestramninger, man selv har gennemført, og som den nuværende regering overgangsvis har afbødet virkningerne af.

Venstre har derimod voldsomt fokus på, at der fortsat er nogle få tusinde danskere, som i deres helt aktuelle livssituation kan få lidt flere penge på overførselsindkomst end ved at tage arbejde til markedets laveste løn. Partiet vil forhøje beskæftigelsesfradraget for at ’løse’ dette problem. Men selv et flercifret milliardbeløb flytter måske kun nogle få hundrede af de godt 9.000, der i dag ikke har udbytte af arbejde, fra et marginalt minus til et marginalt plus. Til gengæld vil man skabe et nyt og større socialt problem, hvis skattelettelsen – som det vist er meningen - skal finansieres ved at nedskære kontanthjælp m.v. for titusinder af borgere.

De berørte borgere beholder cirka 64 procent af en ekstra indtægt efter skat. Hvis der alligevel ikke er overskud ved at komme i arbejde skyldes det uheldige samspil mellem skat, nedsat boligsikring, øget betaling i børnehave

Forklaringen på at Venstres ’løsning’ ikke dur, er, at det aldrig er skatten, der er skyld i, at det ikke kan betale sig at komme fra overførselsindkomst til lav løn. De berørte borgere beholder cirka 64 procent af en ekstra indtægt efter skat. Hvis der alligevel ikke er overskud ved at komme i arbejde skyldes det uheldige samspil mellem skat, nedsat boligsikring, øget betaling i børnehave - eller nedsat kontanthjælp hos par, der begge får kontanthjælp. Men de fleste tilfælde er formentlig enlige forsørgere mere to eller flere børn i førskolealderen.

Disse kendsgerninger er den helt forståelige forklaring på, at Venstre som regeringsparti i over 20 af de seneste 31 år ikke kom med en løsning på problemet.

Der findes effektive, men dybt usympatiske løsninger som en massiv nedsættelse dagpenge og kontanthjælp eller at afskære nogle af de fattigste familier i vores samfund fra boligstøtte og friplads i daginstitutioner.

Den mest sympatiske og kreative løsning er De Radikales idé om at forsinke af afviklingen af boligstøtte og friplads, når fattige småbørnsforældre går fra overførselsindkomst til arbejde. Det koster noget, men næppe dramatiske beløb.

 

***

 

Ps. Og så lige en fodnote til diskussionen om, at det ikke kan betale sig at arbejde: En Venstre-MF’er talte under Folketingets åbningsdebat om 14.000, der ligger hjemme på sofaen, fordi det ikke kan betale sig for dem at arbejde. Påstanden var forkert på to måder: 1) Der er ikke længere 14.000, der med Venstres ordvalg bliver straffet for at arbejde. Det faktiske tal er godt 9.000 eller 3 promille af arbejdsstyrken.  2) De fleste af de 9.000 er faktisk på arbejde, fordi de ikke kan komme på overførsler, når der er arbejde til dem. Desuden ved de fleste i denne gruppe godt, at deres videre liv bliver trist og perspektivløst på hvis de kunne snige sig på overførselsindkomst, blot fordi det en kort periode i deres liv ’kunne betale sig’.

 

Over de næste par uger vil Mogens Lykketoft (S) dissekere den seneste politiske diskussion i forhold til vore traditionelle opfattelser af velfærdssamfundets ide og funktionsmåde. Dette er det første indlæg i denne serie.