Det stille oprør

Der er behov for et opgør med New Public Management, der har forvandlet borgerne til forbrugere i velfærdsbutikken.
Et oprør er i gang rundt om i Danmark – et oprør mod New Public Management (NPM) og dermed den styringsfilosofi, der har været fremherskende i den offentlige sektor inden for de seneste 20 år.

Omdrejningspunktet i NPM er at basere den offentlige sektor på en markedsbaseret logik.

Det er indtil videre ikke noget højrøstet oprør – faktisk har det været så stille, at størstedelen af statsforvaltningen tilsyneladende endnu ikke har opdaget det. Men rundt om i mange af landets kommuner arbejdes der med aktivt medborgerskab, samproduktion af velfærd, New Public Governance og andre alternativer til den fremherskende styringslogik. Både ud fra en erkendelse af, at NPM ikke virker nær så effektivt, som fortalerne ellers har hævdet, at den ville, men også ud fra en voksende holdningsbaseret modstand imod at reducere borgerne til forbrugere i velfærdsbutikken.

Før sommerferien satte en række af landets førende forvaltningseksperter ord på oprøret med et debatoplæg med titlen ’En innovativ offentlig sektor, der skaber kvalitet og fælles ansvar’. Titlen har muligvis begrænset debatoplæggets folkelige gennemslag. Det er ærgerligt, for der tales faktisk temmelig lige ud af posen, når forfatterne eksempelvis skriver:

”Vores bestræbelser på at udvikle nye løsninger bryder med forestillingen om, at offentligt ansatte, borgere eller andre interessenter udelukkende handler ud fra et ønske om individuel nyttemaksimering”.

Centraliseringen af den offentlige sektor har kun i meget begrænset omfang medført effektiviseringer, men har derimod på negativ-siden skabt en betydelig og bekymrende afstand mellem det offentlige og borgerne.

Dette sætter meget præcist fingeren på det ømme punkt, når det kommer til NPM – ikke mindst set fra et socialdemokratisk synspunkt: At omdrejningspunktet i NPM er at basere den offentlige sektor på en markedsbaseret logik.

Borgerne er ikke borgere men forbrugere, der agerer på et marked for velfærdsydelser. De ansatte skal motiveres gennem lønsystemer, der baserer sig på den enkelte ansattes ønske om at forøge indtjeningen. Og den offentlige sektor skal centraliseres og strømlines, så konkurrencen maksimeres.

Det kræver ikke en overbygningsuddannelse på statskundskab at gennemskue, at de værdier, der ligger til grund for NPM, ikke just er fremdyrket i den socialdemokratiske baghave. Når ideen alligevel har vundet så meget frem, som tilfældet er – også under socialdemokratisk ledede regeringer – skyldes det en frustration over en vildtvoksende og på mange måder ustyrlig offentlig sektor. Her har NPM tilbudt en hurtig og letforståelig løsning. Et quickfix om man vil.

Derfor er man i gang med at ændre synet på indbyggerne fra individuelle markedsoperatører til lokale borgere, der er klar til i fællesskab med andre borgere at tage ansvar i forhold til de offentlige tilbud.

Hvis NPM virkelig var denne effektive løsning, kunne man som socialdemokrat måske overveje at se stort på principperne og leve med den.  Men resultaterne har langt fra stået mål med forventningerne. Centraliseringen af den offentlige sektor har kun i meget begrænset omfang medført effektiviseringer, men har derimod på negativ-siden skabt en betydelig og bekymrende afstand mellem det offentlige og borgerne. Hvilket i øvrigt har fået en række af de ministre og topembedsmænd, der i 90’erne havde ansvaret for introduktion af NPM, til at stille spørgsmålstegn ved den retning, som den offentlige sektor har bevæget sig i siden da.

Heldigvis er der også politikere og embedsfolk, der ser fremad og forsøger at skabe alternativer – ikke mindst på kommunalt niveau. I mange af de sammenlagte kommuner har man erkendt, at det kun er gennem en aktiv borgerinddragelse, at man er i stand til at skabe en offentlig service, som er tilpasset de forskellige forudsætninger og behov, som eksisterer i kommunens forskellige lokalområder. Og derfor er man i gang med at ændre synet på indbyggerne fra individuelle markedsoperatører til lokale borgere, der er klar til i fællesskab med andre borgere at tage ansvar i forhold til de offentlige tilbud.

Det er stadig et stille oprør, men forhåbentlig bliver det snart højlydt nok til også at vække Slotsholmen.

 

Hans Stavnsager (1963) er kommunikationsrådgiver.


Kommentarer fra Facebook