Annonce

Det store dyr i åbenbaringen: Din guide til fritvalgskontoen

Netavisen Pio giver dig svar på dine spørgsmål om fritvalgskontoen.
I det første overenskomstforlig, der landede på industriens område i weekenden, er der fokus på fritvalgskontoen.

Over de næste tre år stiger indbetalingen til fritvalgskontoen fra fire til syv procent af lønnen for de ansatte i industrien.

Det svarer til, at en gennemsnitlig industriarbejdere kan se frem til 22.500 kroner årligt i 2023. Pengene kan proppes i pensionsopsparingen, bruges på mere fritid eller udbetales som ekstra lønkroner.

Det viser, at fleksibilitet ikke kun skal være for arbejdsgiverne, men også for lønmodtagerne

Det frie valg til at bruge overenskomstens gevinster til det, man selv ønsker, er kommet for at blive. Det mener arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fra FAOS.  

“Det er tydeligt, at det frie valg vil være et centralt element i fremtidens overenskomster. Det er udbygget mere, end vi nogensinde har set. Det viser, at fleksibilitet ikke kun skal være for arbejdsgiverne, men også for lønmodtagerne,” siger han til Fagbladet 3F.

Med industriens overenskomstforlig er der lagt endnu mere tryk på betydningen af fritvalgskontoen. Hvilket plus de ansatte i de øvrige sektorer kan se frem til på fritvalgskontoen, afhænger dog af de overenskomstforlig, som skal landes i den kommende tid.

Netavisen Pio guider dig her til at forstå spidsfindighederne i den ordning, som er blevet det helt store dyr i åbenbaringen.
 

Hvad er fritvalgskontoen?

En fritvalgskonto - eller Fritvalgs Lønkonto som er det officielle navn - er en konto, hvor du som ansat i en overenskomstdækket virksomhed hver måned opsparer en procentdel af din ferieberettiget løn.

Ligesom med dine feriepenge, fremgår din fritvalgskonto af din lønseddel

Ordningen har været en del af overenskomsterne siden 2007 og er skabt for at give dig mere fleksibilitet. Med det nye overenskomstforlig for industrien bliver indbetalingerne til kontoen udvidet betragteligt.

Ligesom med dine feriepenge, fremgår din fritvalgskonto af din lønseddel - hvis du altså har ret til en fritvalgskonto. På din seneste lønseddel kan du se, hvor meget du aktuelt har opsparet.

Præcis hvor meget, der indbetales til din fritvalgskonto, afhænger dog af de betingelser, du arbejder under på din arbejdsplads.

Hvad kan fritvalgskontoen bruges på?

De opsparede penge kan bruges på mere fritid, spares op eller udbetales som ekstra penge i lønningsposen. Udpenslet kan beløbet bruges til: 

  • Feriefridage

  • Ferie 

  • Pensionsindbetalinger 

  • Seniorfrihed 

  • To børneomsorgsdage årligt 

  • Barnets 2. sygedag eller barnets lægebesøg

  • Ekstra lønudbetalinger

For at bruge feriekontoen til “seniorfrihed” skal du have maks fem år til pensionsalderen og have indgået en seniorordning med din arbejdsplads. Derefter kan friheden bruges til at få nedsat din ugentlige arbejdstid, holde længere ferier eller få spredte seniorfridage.

seks ud af ti har fået udbetalt overskuddet på fritvalgskontoen som ekstra lønkroner

For at bruge kontoen til to børneomsorgsdage skal du have børn under 14 år. Og som noget nyt kan du, når den nye overenskomst træder i kraft i 2021, også bruge fritvalgskontoen til barnets 2. sygedag, eller til at tage dit barn til lægen.

En Epinion-måling foretaget blandt medlemmer i fagforbundet HK viste i maj 2019, at seks ud af ti har fået udbetalt overskuddet på fritvalgskontoen som ekstra lønkroner.
 

Hvor meget får jeg på fritvalgskontoen?

Med den nye overenskomstforlig for industriens arbejdere, øges indbetalinger til fritvalgsordningen fra fire til syv procent over de næste tre år.

Det konkrete beløb i kroner og ører afhænger naturligvis af din løn.

Stigning i fritvalgskonto for en gennemsnitlig arbejder i industrien

  • 2021: 16.000

  • 2022: 19.300

  • 2023: 22.500

Kilde: DR Nyheder.

Med overenskomstforliget er der lagt op til, at stigningen i fritvalgskontoen skal medregnes i de lokalaftaler om lønstigninger, som laves ude på den enkelte arbejdsplads.
 

Skønt, hvordan får jeg fingre i mine penge?

Du får fingre i pengene ved at bede din arbejdsgiver udbetale hele eller en del af dit opsparede beløb.

Det er aftalen på din arbejdsplads, der bestemmer hvornår og hvor tit du kan søge om penge. På nogle virksomheder kan du søge penge hver måneden, andre steder er det én gang årligt og så er det typisk inden den 1. april, du skal søge.

Din arbejdsgiver kan ikke bestemme, hvornår eller til hvad du bruger din fritvalgskonto

Modsat din feriekonto, ligger fritvalgskontoen hos din arbejdsgiver, og derfor er det hos din arbejdsgiver, du skal søge pengene. Det foregår altså ikke med Nemid inde på borger.dk.  

Hvis du stopper på arbejdspladsen, udbetales dit tilgodehavende på fritvalgskontoen sammen med din sidste løn.

Din arbejdsgiver kan ikke bestemme, hvornår eller til hvad du bruger din fritvalgskonto - deraf navnet.  


Men hvad med mig, der ikke arbejder i industrien?

Weekendens overenskomstforlig kaldes også spydspidsforliget, fordi forliget mellem DI og CO-industri sætter retningen for de øvrige overenskomstforlig, som i den kommende tid skal indgås mellem fagforbundene og arbejdsgiverorganisationerne i andre sektorer som transport, byggeri, handel og fødevareindustrien.  

Derfor er det heller ikke sikkert, at du som bager eller lastbilchauffør kan se frem til den samme stigning i din fritvalgskonto, som den der lægges op til for de ansatte i industrien.

I byggeriet står kampen mod løndumping fra udenlandske håndværkere f.eks. højere på prioritetslisten

Det skyldes, at rammen fra industriens overenskomstforlig kan blive omsat på forskellige måder i de øvrige OK-forhandlinger.

I byggeriet står kampen mod løndumping fra udenlandske håndværkere f.eks. højere på prioritetslisten. Derfor går 3F’s byggegruppe efter at konvertere plusset fra fritvalgskonto til en hævelse af mindstelønnen.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

de 22.500 gælder for alle 7% på fritvalgskontoen , og IKKE kun de 3% lønstigninger ved DENNE overenskomstforhandling. !!!