Det værste, der kan ske, er, at du bliver klogere

Fødevareminister Dan Jørgensen havde egentlig ikke set sig selv som politiker. Han skulle være NGO-medarbejder og redde jorden. Men Svend Auken overbeviste ham om, at idealisme også findes på toppen.
”Hold da op, Dan. Du har da fået ny kunst på væggen,” siger jeg, da jeg træder ind på ministerkontoret.

”Ja, min departementschef ved heller ikke helt, hvad han skal gøre af sig selv, når han ser det,” svarer landbrug- og fødevareminister Dan Jørgensen. Eller madens minister, som han ynder at kalde sig selv.

Billedet er malet af den danske kunster Ib Monrad Hansen og forestiller en mand og en kvinde på en slette. Kvinden er iført en transparent kjole. På hende kravler en masse små, nøgne mennesker. Manden ved siden af nærmer sig - måske for at redde hende, måske for at skade hende. Han er iført våben fra top til tå, og der er noget meget mystisk og uhyggeligt over billedet. Ikke særligt Dan Jørgensen-agtigt, der er kendt som en gæv fynbo, der storsmilende tager selfies af sig selv og dem, han møder på sin vej, og derudover gerne fortæller en joke eller to – også selvom den er blevet fortalt før.

”Når man læser om dig, så er der ikke tvivl om, at Svend Auken har været din store inspiration. Men jeg har ikke kunnet få noget svar på, hvad det var, Svend gjorde, som fik dig ind i folden… Så at sige.”

”Politisk var det idealismen. Det kan lyde banalt, men det synes jeg ikke, det er. Politik bliver meget tit reduceret til magtkamp og kommunikation: hvordan kan man nu smartest og strategisk komme ud af en situation. Det er selvfølgelig også spændende, og kan man lide at se The West Wing, så er det fedt, men det er bare ikke det, der bør drive værket,” siger Dan Jørgensen og fortsætter:

”Det grundlæggende i et politisk system, mener jeg, bør være mennesker, som kæmper benhårdt for de idealer, som de har.”

Vi skal også redde ålen
Det gjorde Svend Auken. Kæmpede for sine idealer. På trods af, at han selv havde været centrum for nogle af Socialdemokratiets hårdeste magtkampe og var en knivskarp kommunikatør. Dan Jørgensen oplevede ham tæt på. Først som formand i Frit Forum Århus og senere som kampagnemedarbejder. Samarbejdet blev til venskab:

”Han ringede tit, da jeg var i Bruxelles. Men det var aldrig taktik, han snakkede om. Det var altid… »Vi skal også redde ålen, Dan. Tænk, hvis vi ikke kan få et stykke med ål. Fantastisk dyr«. Svend overbeviste mig om, at idealismen godt kunne være i toppen af politik. Jeg var aldrig blevet andet end socialdemokrat, men det var ikke sikkert, at jeg var blevet politiker, hvis ikke jeg havde mødt ham.”

For meget spin og fnidder-fnadder
Dan Jørgensen stillede første gang op for Socialdemokraterne i 2004 til Europa-Parlamentsvalget. Her var Poul Nyrup Rasmussen spidskandidat. Fem år senere stod Dan Jørgensen så selv øverst på listen, og det gik overraskende godt. Som forholdsvis ukendt kandidat opnår han 233.266 personlige stemmer.

Men der var ikke mange, der havde forudset, at Dan Jørgensen ville blive kaldt hjem til en ministerpost i Fødevareministeriet i forbindelse med, at Morten Bødskov trak sig som justitsminister i december 2013, og der efterfølgende kom rokade.

”Jeg har flere gange hørt dig sige, at du savner den tilgang til politik, som der er i EU, og samtidig kritisere, at der for meget spin og fnidder-fnadder i dansk politik. Men hvordan undgår du som minister at ryge med i den mediemølle?”

”Jamen, kommunikation er da vildt vigtigt. Det må bare aldrig blive kommunikation uden indhold. Det mest ærgerlige er, at den danske politiske debat er blevet sådan, at det nærmest er blevet forbudt at lytte til andres argumenter. Man har næsten fornemmelsen af, at det værste, der kan ske for en dansk politiker, er, at vedkommende bliver klogere.”

Dan Jørgensen mener, at hele forestillingen, om at en politiker skal vide alt om et emne fra dag ét, fastlægge sin holdning og samtidig stå ved den holdning til man dør, er et dårligt demokratisk ideal at have.

”Jeg ved ikke, om du kan huske et eksempel på en Christiansborg-politiker, der er kommet ud fra en forhandling og sagt: »Jeg ved godt, at jeg sagde noget andet i morges, men nu har jeg lige hørt på, hvad oppositionen sagde, og det må jeg indrømme, det havde de sådan set ret i«. Det hører man jo aldrig! Men sådan burde det da være.”

Samråd er næsten det bedste eksempel, mener Dan Jørgensen:

”Jeg har endnu ikke til et samråd fået et spørgsmål, hvor jeg reelt fornemmer, at grunden til, at spørgsmålet bliver stillet, er fordi, det er noget, den politiske modpart reelt gerne vil vide. Det er spørgsmål, der bliver stillet for enten at få mig ned med nakken eller for at få lov til at anskueliggøre for verden, hvad de selv mener. Det er jo ikke særlig rationelt for demokratiet.”

”Vi må aldrig tale til menneskets frygt”
Da vi er over halvvejs i interviewet, beder jeg, Dan Jørgensen om at fortælle, hvad der ifølge ham kendetegner en socialdemokrat. Han citerer Erling Olsen og siger, at det er troen på, at alle mennesker hører sammen og har et ansvar for hinanden. Og at der findes værdier, som ikke kan måles i penge. Ikke noget om grisebasser, sociale medier eller madspild:

”Der er stadigvæk ulighed i Danmark, vi har stadig børn, der har det svært, og vi har stadig negativ social arv, og det må og skal være en kerneopgave for Socialdemokratiet at adressere det. Det er nok én af de debatter, som har fyldt lidt for lidt.”

Men samtidig må og skal det også være Socialdemokraternes opgave at levere svar på, hvordan danskerne stadig kan føle tryghed i en globaliseret verden:

”Når lønningerne bliver sat under pres, arbejdspladser flytter ud og en global krise opstår, så kan den enkelte nemt komme til at føle sig ret lille i en stor verden. Og der har vi i vores bevægelse nok ikke helt været gode nok til at sige, vi har svarene på, hvordan man også kan have tryghed og muligheder i sit liv i sådan en verden. Der er det nemmere at være højreorienteret, nationalistisk, fordi der taler man til menneskets frygt.”

Dan Jørgensen synker en gang og trækker vejret ind:

”Vi skal aldrig tale til menneskers frygt, men vi skal være bedre til at tale til deres håb. Jeg er socialdemokrat, fordi jeg mener, at alle mennesker hører sammen, og vi har et ansvar for hinanden. Det skal vi huske. Grunden til at vi har alle de her muligheder for at forfølge vores egne drømme, det er netop, fordi vi har levet efter den grundregel, at vi skal tage os af hinanden.”

Netavisen Pio har igennem en række interviews forsøgt at finde ud, hvad det vil sige at være socialdemokrat. Interviewet med Dan Jørgensen er det ottende og for nu sidste interview i rækken.

Læs her tidligere interview med:
Jesper Petersen
Mette Gjerskov
Knud Heinesen
Claus Jensen

Jacob Bundsgaard
Thomas Gyldal Petersen
Nick Hækkerup


Kommentarer fra Facebook