Annonce

Det ved vi om den nye pension

Inden regeringen præsenterer sit udspil til en model for tidlig pension, er flere elementer allerede fremme
Det er endelig blevet store Arne-dag, dagen hvor regeringen på et pressemøde klokken 13:00 fremlægger sit længe ventede udspil om en tidlig pension for nedslidte danskere.

På forhånd holder regeringen kortene tæt til kroppen, men flere medier har ”talt med flere kilder, der har et detaljeret kendskab til indholdet af udspillet”, som TV 2 skriver.

Både TV 2 og DR skriver således, at der bliver tale om en såkaldt trappemodel, hvor du optjener ret til tidlig pension, afhængig af hvor længe du har arbejdet.

Skal være startet som 17-19-årig

Ancienniteten på arbejdsmarkedet bliver udregnet på baggrund af oplysninger fra ATP. Perioder med ledighed og barsel og i et vist omfang deltid vil tælle med. Det skal sikre, at kvinder ikke bliver dårligere stillet.

Det bliver opgjort, når du er 61 år, og hvis du til den tid har været på arbejdsmarkedet i 42 år, kan du gå på pension et år tidligere end folkepensionsalderen.

Har du har arbejdet i 43 år, kan du gå to år tidligere, og har du 44 års anciennitet, kan du gå tre år før. Men andre ord skal du skal være begyndt på arbejdsmarkedet som 17-19-årig for at få del i den kommende ret. Hvis altså det ender med regeringens model.

Samtidig skal den tidlige pension angivelig være på niveau med folkepensionen og altså på 13.500 kroner om måneden før skat.

Og endelig må du ikke have mere end to millioner kroner på pensionsopsparingen, hvis du skal kunne komme i betragtning til en tidlig pension.

Arnes tur

Socialdemokraterne præsenterede forslaget om en ny ret til tidlig pension i januar sidste år. Ifølge det oprindelig forslag vil den nye ordning koste tre milliarder kroner. Heraf skal de 1,5 milliarder kroner komme fra en ekstra skat på banker. Og et tilsvarende beløb skal hentes ved at tilbagerulle skatteletelser på høje aktieindkomster og fjerne muligheden for, at virksomheder kan trække store lønninger fra.

Forslaget blev et vigtigt element i den efterfølgende valgkamp, og efter Mette Frederiksen blev statsminister slog hun fast, at nu var det "Arnes tur"; bryggeriarbejderen Arne Juhl, som har personificeret det socialdemokratiske forslag

Statsministeren fremlægger pensionsplanen sammen med tre ministerkolleger på Danish Crown-slagteriet i Horsens klokken 13:00.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet