Annonce

Sjællandsk restaurant vrimler med importerede kinesiske kokke

Kinesiske beløbs-kokke arbejder til en timeløn helt ned til under 40 kroner og er indkvarteret i tarvelige, beskidte værelser uden vinduer, viser kontrolbesøg
Det vrimler nærmest med importerede kinesiske kokke – hentet til Danmark på den såkaldte beløbsordning – på Danmarks måske største restaurant, Tatami Restaurant, i Benløse ved Ringsted.

Det fremgår af dokumenter, som Netavisen Pio har fået aktindsigt i hos SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Styrelsen deltog i oktober-november 2017 – sammen med seks politikredse, Skat, Arbejdstilsynet og Center for Menneskehandel (CMM) - i den landsdækkende Aktion Menneskehandel.

Under aktionen på Tatami Restaurant mødte myndighederne fem rumænere, en afghaner ”og en del kinesere”.

Aktionen var ikke mindst rettet mod restauranter og spisesteder, der har importeret kokke fra Kina og det øvrige Asien på den såkaldte beløbsordning.

Aktion Menneskehandel lagde blandt andet vejen forbi Tatami Restaurant, der ifølge selskabsregisteret har op til 49 ansatte. Tatami Restaurant – der overvejende serverer japansk mad – betegner på sin hjemmeside sig som Danmarks største restaurant med et areal på 1.028 kvm. Og hele 348 siddepladser.

Sølle indkvartering

Myndighederne interviewede via tolk flere af kineserne. Hovedparten af dem var importeret fra Kina via beløbsordningen.

værelserne var uden vinduer, og generelt var der ikke særlig rent og rart i lokalerne

Myndighederne noterer således, at seks af restaurantens medarbejdere boede i ”en tidligere butik, som var ombygget til værelser”. Og ”værelserne var uden vinduer, og generelt var der ikke særlig rent og rart i lokalerne”.

Den ombyggede butik indeholdt også et badeværelse, men der var ”tydelige vandskader rundt om på gulvet”, og ”rummet var ikke beregnet for badeværelse”, fremgår det af akterne.

47 kroner i timen

En af de interviewede kinesere havde ikke selv en tilladelse til at arbejde efter beløbsordningen. Derimod havde hans far en tilladelse til at arbejde som kok efter beløbsordningen. Men han kunne ikke oplyse de danske myndigheder om, hvor hans far opholdt sig i Danmark – ud over at han ”arbejdede på en anden restaurant”.

Den interviewede har arbejdet på flere restauranter rundt om i Danmark. Blandt andet i København, Holbæk og Nykøbing – og altså nu i Ringsted.

Han har arbejdet i Danmark i ca. 3 år.

Den unge kinesiske mands mor arbejdede også i Danmark – hendes opholdsgrundlag var tilsyneladende, at hun har fået adgangskort til Danmark som ”medfølgende ægtefælle”.

Det giver en timeløn på maksimalt 47 kroner i timen

Den unge kineser tjener 3.-4.000 kroner om måneden. Han arbejder fire timer seks dage om ugen. Det giver en timeløn på maksimalt 47 kroner i timen.

Lønnen udbetales ”nogle gange kontant” og andre gange på hans bankkonto.

Sushi-kok til under 40 kroner i timen

En kvindelig kineser arbejder som sushi-kok på samme restaurant. Hun har arbejdet ca. to år i Danmark. Hendes opholdsgrundlag er tilsyneladende, at hun er ”medfølgende ægtefælle” til en kinesisk kok, der har arbejdstilladelse efter beløbsordningen.

Det fremgår, at hun arbejder ca. 130 timer om måneden. Og tjener ca. 5.000 kroner om måneden. Svarende til 38,5 kroner i timen.

Hendes mand, der har tilladelse til at arbejde som kok efter beløbsordningen, får udbetalt 20.200 kroner – efter skat. De bor i samme hus som ”chefen”. Hun mener, at parret betaler 3.-4.000 kroner i husleje om måneden, men hun er ikke sikker.

Parret kom til Danmark for 'at tjene penge, da en vens ven åbnede en restaurant i Danmark'

Parret kom til Danmark for ”at tjene penge, da en vens ven åbnede en restaurant i Danmark”

Vidste ikke at han var direktør

Myndighederne interviewer også en kok fra Kina, som har arbejdet hele seks år i Danmark med arbejdstilladelse efter beløbsordningen.

Den kinesiske kok arbejder efter egne oplysninger som køkkenchef på Tatami Restaurant og tjener 34.000 kroner før skat. Netop dét beløb, man skulle tjene i 2017 for at kunne opnå tilladelse til at få en arbejdstilladelse i Danmark.

Køkkenchefen stod anført som ”direktør” i cvr-registeret. Det var han ikke klar over. På andre ansattes ansættelseskontrakter står han også anført som ”direktør”. Den kinesiske kok kan ikke forklare, hvorfor han står anført som ”direktør”.

Han arbejder typisk 11 timer, seks dage om ugen. Det betyder, at han arbejder omkring 285 timer om måneden – mod de normale 160 timer.

Ifølge beløbsordningen burde hans timeløn ligge på 221,50 kroner i timen, men hans timeløn ligger i stedet nede på omkring 119 kroner i timen på grund af de mange og lange arbejdsdage.

mappen med de ansattes arbejdstimer ”forsvandt” under de danske myndigheders kontrolbesøg

Underskriften på køkkenchefens opholdskort svarer ikke til hans underskrift på de ansattes ansættelseskontrakter, noterer myndighederne.

Det fremgår af akterne, at mappen med de ansattes arbejdstimer ”forsvandt” under de danske myndigheders kontrolbesøg.

Ingen reaktion fra ejerne

Netavisen Pio har forgæves forsøgt at få svar fra Tatamis ejere på , hvor mange ansatte, der er hentet til Danmark via beløbsordningen. Og hvorfor ansatte, der er hentet til Danmark via beløbsordningen, alle tilsyneladende reelt får en timeløn, der er langt-langt under det tilladte.

Men Mo Zhang, der i selskabsregisteret og af ansatte angives at være Tatamis Restaurants aktuelle ejer, har ikke svaret på Netavisen Pio’s telefoniske henvendelser.

Mo Zhang, der i selskabsregisteret og af ansatte angives at være Tatamis Restaurants aktuelle ejer

Ifølge selskabsregisteret træffes Mo Zhang også via en mailadresse, der viser sig at tilhøre Jishuan Yan.

Jishuan Yan er tidligere ejer af Tatami Restaurant. Og han har tidligere i forskellige forbindelser givet interview til Dagbladet Ringsted/Sjællandske Medier, hvor han optræder som ejer.

Jishuan Yan’s mailadresse står fortsat anført som kontaktadresse til ejeren af Tatami Restaurant i selskabsregisteret.

Jishuan Yan har ikke reageret på Netavisen Pio’s mail-henvendelser.

Har tidligere haft ulovligt arbejdskraft

Tatami Restaurant er flere gange tidligere blevet sat i forbindelse med ulovlig arbejdskraft.

Marts i år skrev Sjællandske Medier, at politi og andre myndigheder i forbindelse med en social dumpning-razzia, fandt en 63-årig mand uden gyldig arbejds- og opholdstilladelse. Manden blev anholdt og senere udvist.

I januar 2017 var myndighederne også på besøg hos restauranten, og i den forbindelse forsøgte en 34-årig kineser forgæves at flygte fra stedet.

Manden havde ikke gyldig arbejds- og opholdstilladelse. Sagen kostede Tatami-ejerne en bøde på 10.000 kroner.

Tatami Restaurant har også haft problemer med at overholde reglerne for fødevarehygiejne.

Juli 2017 fik Jishuan Yan fire bøder af 15.000 kroner for forskellige overtrædelser af fødehygiejne-bestemmelserne

Juli 2017 fik Jishuan Yan fire bøder af 15.000 kroner for forskellige overtrædelser af fødehygiejne-bestemmelserne.

Bøderne er faldet, fordi personalet på den japanske restaurant – ifølge myndighederne – ikke havde ordentlig adgang til at vaske hænder. Derudover fik restauranten en bøde for et køleanlæg, der dryppede kondensvand ned i maden, ligesom restauranten blev straffet for dårlig vægisolering i køkkenet. Endelig fik ejeren en bøde for, at der har ligget rå muslinger og tigerejer med så høje temperaturer, at de blev kasseret på stedet.

der har ligget rå muslinger og tigerejer med så høje temperaturer, at de blev kasseret på stedet

Fagbladet 3F har i en række artikler afdækket, hvordan antallet af importerede kinesiske beløbs-kokke de seneste år er steget markant, og at beløbsordningen i stort omfang omgås på forskellig måde. Blandt andet ved at medfølgende hustru typisk arbejder gratis. Eller at den ansatte kinesiske kok tilbagebetaler en del af den løn kontant, som sættes ind på hans/hendes danske bankkonto.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det problem skal da løses af SKAT!
Hvorfor spørger I ikke der, fremfor at tro på tilbageringninger?
Jeg vil også gætte på, at moms-betalinger er en by i Kina...