Annonce

DF 20 år: 10 ting de mente engang

På Dansk Folkepartis 20-års-dag kigger vi på partiets første principprogram: Store offentlige nedskæringer, lav skat, revselsesret og ingen pasningstilbud til arbejdsløses børn.
Selv om Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, fik partiet først sit første rigtige principprogram i 1997. Men hvordan så det egentlig ud? Og hvordan adskiller det sig fra i dag?

Vi har været i arkiverne og gennemgået det første DF-program fra september 1997. Det blev udarbejdet af en arbejdsgruppe, som havde Kristian Thulesen Dahl i spidsen. Dengang var hans politisk næstformand. Søren Espersen, der dengang var pressechef, var også med, ligesom Peter Skaarup, der var sekretariatschef.

1) Privatiser, udliciter, beskær det offentlige og sænk skatterne
”De offentlige udgifter skal gøres væsentligt mindre. Og øgede offentlige indtægter som følge af konjunkturgevinster skal øremærkes til henholdsvis skattelettelser og gældsafdrag. (…) For at kunne nedsætte de alt for høje skatter og afgifter ønsker Dansk Folkeparti besparelser på de offentlige budgetter. Derfor skal en lang række opgaver privatiseres og udliciteres.”

2) Ret til at slå børn
”Forældrenes revselsesret bør genindføres. Ophævelse af revselsesretten har kriminaliseret forholdet mellem børn og forældre og er en socialistisk inspireret tanke om, at børn er samfundets ejendom.”

3) Indkomstskat på 30 procent
”Indkomstskatten nedsættes kraftigt, idet Dansk Folkeparti ønsker et højt skattefrit bundfradrag. Herudover betales en realskat på 30 pct. på al overskydende indkomst.” I praksis er det altså en stor skattesænkning for de største indkomster og en mindre skattesænkning for folk med normale indkomster.

4) Lediges børn skal ikke i daginstitutioner
Partiprogrammet siger: ”Arbejdsledige skal selv passe deres børn med mulighed for en pasningsgaranti, såfremt den ledige igen får job.” Dvs. ingen socialisering i børnehaven for de lediges børn, som skal være derhjemme.

5) Afskaf selskabsskat, ejendomsskat og arveafgift
Selskabsskatten fjernes over en årrække. Der bør først ske beskatning, når penge trækkes ud af virksomheden. Herefter vil den almindelige realskat på 30 pct. gælde. (…) Ejendoms- og jordskatterne skal afskaffes. Ejendomsskatter bygger på den illusion, at folk køber huse som en investering, de skal tjene penge på. Dette er langtfra tilfældet. (…) Arveafgiften skal totalt afvikles.”

6) Mindre formynderi
”Dansk Folkeparti vil forvandle formynderstaten til et samfund bestående af frie danske borgere, som ønsker at klare sig selv og bestemme over sig selv,” er det noget af det første, der står i programmet. Dansk Folkeparti er siden blevet kendt for forskellige formynderiske forslag som at ville forbyde både brug af høretelefoner for cyklister, dyresex og parabolantenner.

7) Afskaf den statslige partistøtte
”Statsstøtten til de politiske partier skal afskaffes, så interessen for det politiske arbejde bliver ægte og uegennyttig,” hedder det. Med det flotte valgresultat i juni kan DF næste år se frem til omtrent 23 millioner kroner i offentlig partistøtte.

8) Færre ministerier
”Dansk Folkeparti ønsker sammenlægning af en række ministerier, så antallet af ministerier nedbringes,” lyder det i programmet. Sidenhen har DF foreslået både et dyrevelfærdsministerium (foreslået to gange) og et turismeministerium (foreslået hele tre gange).

9) MF’ere, der bliver ministre, skal nedlægge deres mandater
”Såfremt et folketingsmedlem udpeges til minister, skal pågældende, så længe han varetager dette hverv, nedlægge sit folketingsmandat,” står der i principprogrammet. Det handler ikke om DF’s egne potentielle ministre, men generelt om rammerne for folkestyret.

10) Ulandsbistand skal privatiseres – men nedbringe børnetallet i ulandene
”Dansk Folkeparti ønsker den statslige u-landshjælp privatiseret. (…) Det skal være en betingelse for de u-lande, der vil modtage dansk bistand, at disse indgår aftaler om børnebegrænsningsprogrammer. Vi mener derfor, at danske statslige u-landsmidler hovedsageligt skal gå til projekter, som tager sigte på at nedbringe befolkningstallet i u-landene.”

Der er dog særligt tre ting, som partiet ikke rigtigt har rørt siden 1997: Stor modstand mod EU, en skrap udlændinge- og asylpolitik og en kriminel lavalder på 12 år er nemlig fortsat partiets politik.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce