Dansk Folkeparti er ubetinget den største succeshistorie i nyere dansk politik. 1995 år bestod partiet af fire folketingspolitikere, der efter et tumultagtigt forløb på Fremskridtspartiets landsmøde var brudt ud og havde dannet deres eget parti. Eksperterne levnede ikke partiet mange chancer. Tyve år senere er partiet blevet Folketingets næststørste, det største i blå blok og endda større end regeringspartiet Venstre.

Partiets absolutte mærkesag har i alle årene været modstanden mod indvandring fra især muslimske lande. Partiet lagde hurtigt Fremskridtspartiets uhæmmede liberalisme med krav om massive skattelettelser og nedskæringer i den offentlige sektor bag sig, og gjorde sig dermed spiselig for både frafaldne Socialdemokrater og Venstrefolk.

De fire partistiftere, 1995: Fra venstre Ole Donner, Poul Nødgaard, Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard

Dansk Folkeparti blev i første omgang køligt modtaget af både politiske kommentatorer og de øvrige partier. Udlædingepolitik stod ikke højt på dagsordenen hos hverken Venstre eller Socialdemokratiet. Og de politiske kommentatorer gav ikke partiet mange chancer for at overleve. Partiet blev dømt ude – hvilket er sket mange gange siden hen i partiets historie.

Netavisen Pio har gennemgået partiets historie, illustreret med en række grafikker og billeder der viser partiets stigende opbakning årene igennem. Vejen til et egentligt modsvar mod et højrepopulitiske parti som Dansk Folkeparti kræver forståelse for dets succes.

1998: I Folketinget med 13 mandater
Dansk Folkeparti skulle bestå sin første store prøve i marts 1998, da Poul Nyrup Rasmussen udskrev folketingsvalg. Eftersom udlændingepolitik endnu ikke for alvor var blevet et tema, som nogen af de store partier interesserede sig for, havde Dansk Folkeparti stort set hele banen for sig selv, bortset fra de få rester af Fremskridtspartiet, der kæmpede med spærregrænsen.

Dansktop-sangeren Richard Ragnvalg synger ”Kære lille Pia” til Pia Kjærsgaard

Valget gik over alt forventning: Dansk Folkeparti fik godt et kvart million stemmer, svarende til 7,4 procent. Det rakte til 13 mandater. Allerede dengang tegnede der sig et klart mønster i DF-stemmerne, som senere skulle blive gentaget ved de øvrige folketingsvalg: Opbakningen til partiet var især stor i Københavns Amtskreds (Københavns Omegn), på Sjælland og i Sydjylland. Derimod stod partiet ikke stærkt omkring de store byer som København og Aarhus.

DF’s valgresultat fordelt på daværende amtskredse (Kilde: DST).

De næste år levede Dansk Folkeparti en tilværelse uden den store politiske indflydelse, men fik til gengæld rig mulighed for at promovere sin mærkesag nummer 1, udlændingepolitikken. Det var da partiet i 1999 forslog, at en hel familie skulle kunne deporteres fra Danmark, hvis eksempelvis sønnen begik kriminalitet, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen lod de berømte ord falde om, at ”uanset hvor mange anstrengelser man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig”.

Udtalelsen får dog den stik modsatte virkning. Partiet voksede støt i meningsmålingerne gennem 1999 og 2000. Samtidig ændrer partiet retorikken på den økonomiske politik – væk fra den økonomiske liberalisme, der kendetegnede Fremskridtspartiet, hen imod en omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsmodel. Dermed bliver partiet attraktivt for mange socialdemokrater, der er utilfredse med SR-regeringens udlændingepolitik.

Også kampagnen mod Euroen i år 2000, hvor partiet overbeviste mange socialdemokrater om ikke at lytte til Nyrup og Lykketoft og i stedet stemme ’Nej’, gav medvind. Efter terrorangrebene 11. september 2001 kom spørgsmålet om islam og indvandring endnu højere på dagsordenen.

Pia Kjærsgaard fejrer valgsresultatet

2001-2005: Støtteparti bag 24-årsreglen og skattestop
Dansk Folkeparti gik ved valget i november 2001 frem til 22 mandater og blev efterfølgende parlamentarisk grundlag for Fogh-regeringen. Partiet går frem i alle dele af landet, inklusiv de store byer. Det er dog fortsat i Københavns Omegn, Sjælland og i Sydjylland, at opbakningen er stærkest.

I Københavns Omegn er det især frafaldne socialdemokrater partiet appellerer til, mens det på Sjælland og i Sydjylland også i høj grad er Venstrefolk. I selve København oplever partiet næsten en fordobling i forhold til 1998-valget.

DF’s valgresultat fordelt på daværende amtskredse (Kilde: DST).

Partiet er i 2002 med til at få gennemført en række opstramninger af udlændingepolitikken, blandt andet indførelsen af 24-års reglen. Til gengæld stemte Dansk Folkeparti for regeringens finanslov og støttede Foghs skattestop. Også regeringens strukturreform og den kontroversielle krig i Irak opnår støtte fra DF. Bortset fra mindre kontroverser om blandt andet dagpenge, så fortsatte samarbejdet forholdsvis gnidningsfrit de første år, da Anders Fogh holder sig tilbage fra store reformer af velfærdssamfundet.

Op gennem nullerne udvikledes der et solidt parløb mellem Fogh og Kjærsgaard 

2005-2007: Stabilitet og værdifællesskab
De følgende år etableres samarbejdet med VK-regeringen som en nærmest rituel dans: Dansk Folkeparti får indrømmelser på udlændingeområdet og typisk også en luns til de ældre, mens VK-regeringen til gengæld får sine finanslove igennem og støtte til skattestoppet. I 2006 er partiet en del af det store velfærdsforlig sammen VK-regeringen og Socialdemokratiet, og året efter stemmer partiet for VK-regeringens forslag om ufinansierede skattelettelser.

Fætrene Langballe og Krarup spillede en vigtig rolle i at få gennemført en strammere udlændingepolitik

I 2006 taler Venstres chefstrateg, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, ligefrem om, at Venstre og Dansk Folkeparti har udviklet et ”værdifællesskab”. Derimod er forholdet mellem Dansk Folkeparti og de Konservative køligt. Ved valget i januar 2005 går partiet frem til 24 mandater, og i november 2007 til 25 mandater. Partiet ser ud til at have fundet et stabilt leje og en fast rolle i dansk politik.

2007-2011: Velfærdsnedskæringer og tilbagegang
Kort efter valget i 2007 begynder der imidlertid at komme kurer på tråden. Først kommer den såkaldte Metock-dom, der angiveligt gør det muligt at omgå de danske udlændingestramninger. Pia Kjærsgaard er også utilfreds med, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i stigende grad rejser rundt i udlandet for at pleje sit kandidatur til NATO-generalsekretær.

Kort efter rammer den økonomiske krise, som for en stund flytter hovedfokus fra udlændingepolitik til den økonomiske politik. Krisen betyder også, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til en række økonomiske opstramninger. I foråret 2010 er partiet med til at halvere dagpengeperioden fra fire til to år, og samtidig fordoble genoptjeningskravet til et helt år. Og året efter deltager partiet i en aftale, som de facto afskaffer efterlønnen og samtidig forhøjer pensionsalderen.

Dansk Folkeparti leverede gang på gang de afgørende stemmer til en række store økonomiske aftaler.

Dansk Folkeparti lægger også stemmer til milliardstore skattelettelser, blandt andet en afskaffelse af mellemskatten og en stigning i grænsen for at betale topskat – en reform som døbes ”rødvinsreformen”.

Ved folketingsvalget i 2011 oplevede Dansk Folkeparti for første – og hidtil eneste – gang at gå tilbage, da partiet 1,5 procent af sin opbakning, knap 43.000 stemmer og tre mandater i Folketinget. Set i lyset af, at hovedfokus denne gang var skiftet fra at handle om udlændinge til at handle om økonomi og arbejdspladser og Dansk Folkepartis forudgående støtte til velfærdsnedskæringer, kunne tilbagegangen dog opfattes som forholdsvis begrænset.

DF’s valgresultater fordelt på storkredse (Kilde: DST).

2011-2015: Kovendinger, ny formand og valgsejr
Efter valget i 2011 ryger partiet igen ud på et sidespor. I 2012 overtager Kristian Thulesen Dahl formandsposten fra Pia Kjærsgaard. Thulesen Dahl skruer ned for retorikken på udlændingeområdet, og forsøger blandt andet at appellerer til de mange socialdemokrater, der er utilfredse med den økonomiske politik under Thorning-regeringen.

Dansk Folkeparti tager ikke del i de mange arbejdsmarkedsreformer, blandt kontanthjælpsreform, reform af førtidspension og fleksjob, SU-reform og skattereformen. Partiet lægger også afstand til de nedskæringer på dagpenge, det selv var med til at gennemføre.

Efter i første omgang at have støttet et salg af dele af DONG Energy til Goldmann Sachs, skifter Thulesen Dahl kurs og ender med at stemme imod salget, hvilket giver ham yderligere kant til især Socialdemokratiet.

Kristian Thulesen Dahl overtager efter Pia Kjærsgaard i 2012

Samtidig formår partiet at promovere sig på nye områder, eksempelvis modstanden mod centralisering. Da Venstre samtidig løber ind i store problemer, og antallet af asylansøgere vokser markant i slutningen af Thorning-perioden, er alt lagt til rette til en stor fremgang ved valget i sommeren 2015.

Denne gang er det især Venstrefolk i Sydjylland, som tager springet over til Kristian Thulesen Dahl. Her oplever partiet næsten en fordobling i sin tilslutning, fra 14 procent i 2011 til 28 procent. Også på Sjælland står partiet stærkt og får omkring hver fjerde stemme. Derimod er tilslutningen i Københavns Omegn nu ikke længere over landsgennemsnittet. Partiet får dog fortsat tilslutning fra socialdemokrater: 36.000 vender det gamle arbejderparti ryggen til fordel for Dansk Folkeparti.

DF’s valgresultat fordelt på storkredse (Kilde: DST).

 
Det gule Danmark: Godt et år efter, at Dansk Folkeparti blev landets største borgerlige parti, sætter Netavisen Pio i artikelserien ’De gule Danmark’ fokus på Dansk Folkeparti, den største succeshistorie i nyere Danmarkshistorie.