Jeg ta'r lige det ledige standpunkt i et øjeblik: Det taler for Danmarks vanvittige evne til rationel liberalisme at vi til stadighed har et samfund der tillader folk at bolle deres husdyr.

Det er klamt. Det er mere anti-mainstream end offentlighedsloven. Alligevel har vi ikke forbudt det ved lov. Det har vi ikke, fordi vores stat er robust nok til at anerkende, at dyresex i sig selv ikke indebærer skade for nogen af de involverede. Dyremishandling er i forvejen forbudt, så hvis du har mistanke om at Jørgen inde ved siden af ikke kun klasker sine hunde blidt i numsen, men rent faktisk efterlader røde mærker, så har du vær'sgo at politianmelde ham.

At dyresex er tilladt er et tegn på, at det danske samfund vurderer rationel rummelighed over småborgerlig facade. At Danmark er mere Richard end Hyacinth.

Derfor undrer det heller ingen at det er DF der går i front for et forbud. Småborgerlig facade er nemlig kernen i den politik, som partiet fører. Uanset hvor meget DF forsøger at iklæde sig en Socialdemokratisk dyreham som en anden Loke, så er faktum at DF ligner den ultra-borgerlige Tea Party-bevægelse langt mere:

Dagene i Fremskridtspartiet
Dansk Folkeparti anføres af Kristian Thulesen Dahl og hans sjak af ultra-liberale økonomiske anarkister fra dagene i Fremskridtspartiet. Hvis de er gået fra Glistrups idéer om en total fjernelse af indkomstskatten til at være socialdemokratiske kerneideologer, er der tale om det største holdningsskift siden Lucifers fald fra himmerig.

Hvis man er i tvivl skal man blot kigge på, hvordan DF har stemt i Folketinget de sidste 10-15 år: for forringelser af dagpengene, for tilbagerulning af velfærden, imod tiltag mod social dumping, imod regler der ville hjælpe den gennemsnitlige arbejder.

Danskhed er frikadeller og juletræer og et fravær af brune mennesker.

Mangler sympati for virkelighedens dansker
Ligesom Tea-party bevægelsen ikke udviser patriotisme mod virkelighedens amerikanere, begrænser Dansk Folkepartis solidaritetsfølelser sig til et imaginært Danmark, der aldrig har eksisteret. Thulesen Dahls skjulte had til velfærdsstaten afslører hans totale mangel på medfølelse for den virkelige dansker.

For DF er danskhed kun symboler, ikke rigtige mennesker. Danskhed er frikadeller og juletræer og et fravær af brune mennesker. Jeg kan også godt lide frikadeller og vil gerne sætte denne fænomenale spise på listen over ting, der gør mig dansk.

Jeg bilder dog mig selv ind at min danskhed, som jeg er meget stolt af, udgøres af andet og mere. Min danskhed er en robust velfærdsstat, der tager sig af alle i samfundet. Min danskhed er min tillid til min nabo. Og ja, dyresex er danskhed. Det er danskheden, der samtidig kan væmmes ved noget og acceptere at det eksisterer, for danskhed er også rummelighed. Når Dansk Folkepartis hedeste ønske er at undergrave alle disse ting, bliver de for mig et af de mest anti-danske partier i Folketinget.

Forsvaret af ”det pæne menneske”
Den amerikanske religiøse højrefløj er generelt kendetegnet ved modstanden mod ting, som ”pæne mennesker” ikke syntes er specielt pæne. For eksempel homoseksualitet, som DF kun kan hverves til at forsvare hvis det handler om at bøsser bliver banket af islamiske ekstremister. Så snart det handler om reel ligestilling med resten af landets borgere melder DF pas.

Skønt hverken Tea Party-bevægelsen eller DF tager afstand fra homoseksualitet i deres partimateriale, er flere af de ledende personer og en god del af partiets centrale medlemmer alt andet end venligt stemt overfor alternativ seksualitet. Sex med firbenede er et prima eksempel: Det eneste reelle argument der er for et forbud mod Jørgens fascination af sin ko Magdalene, er at os pæne mennesker ikke syntes, at det er særlig pænt. Men det er mere end nok til, at Dansk Folkeparti griber til fakler og høtyve.

Dansk Folkeparti er stuerene
Jeg forstår godt, at der er danskere, der stemmer Dansk Folkeparti. Selvom jeg er ude med riven efter partiet og dets top, kunne jeg aldrig finde på at slå størstedelen af partiets vælgere oven i hovedet. Ligesom Tea-party bevægelsen stiller Dansk Folkeparti skarpt på nogle politiske problemstillinger, som er reelle, og som de andre partier har berøringsangst overfor.

Men når Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerene, havde han misforstået partiet fuldstændig fatalt. Stuerene er det eneste, som Dansk Folkeparti er. Der er ingen kant eller politisk vilje til bæredygtig forandring i partiet, kun indebrændt vrede på anderledesheden og en illusion om en ”pæn danskhed,” der aldrig har eksisteret i virkeligheden. Når det kommer til reelle politiske løsninger på reelle politiske problemer – som f.eks. økonomiske udfordringer eller integrationsvanskeligheder – så er DF ligeså fattigt som en dyresex-turist kan købe sig i Danmark.

Casper Gronemann (f. 1987) er stud.scient.adm. på Roskilde Universitet og kolportør af socialdemokratisk propaganda på modkraft.dk.