DF fastholder illusionen om VLAK-regeringen

Leder: Regeringen er handlingslammet og må håbe på, at DF er klar til at ofre den sociale retfærdighed
Regeringens handlingslammelse er total. Og tilsvarende er idérigdommen ikke eksisterende. Det seneste slag i luften handler igen-igen om, at flere danskere skal senere på pension. En målsætning, der kun kan realiseres, fordi Dansk Folkeparti redder regeringen ved at kaste den sociale bevidsthed overbord.

Usædvanligt mange hjørnespark

De mest alvorlige udfordringer blev sparket til hjørne, den samlede økonomiske plan udeblev, og i stedet blev der lavet en lille flig af en aftale, så VLAK-regeringen kunne opretholde illusionen om, at de stadig udgør et politikformulerende regeringssamarbejde. Det må være konklusionen oven på ugens pensionsaftale mellem regeringen og DF.

Først måtte regering trække håndbremsen på Lars Løkkes mærkesag om at hæve pensionsalderen og nu har de udskudt løsningen af de såkaldte samspilsproblemer samt ideen om en tvungen opsparing. Det efterlader en reform med flere huller end en god gammeldags schweizerost.
Alligevel fejrer de nu med pomp og pragt at have leveret en reform, der med indførelse af ny pensionskonto, yderligere udvanding af efterlønnen og forlængelse af ratepensionen skal indfri drømmen om højere pensionsalder, som øjensynligt er det bedste, den opfindsomme, ambitiøse og handlekraftige statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan finde på at kaste sig over.

En klassisk omgang økonomisk udbudspolitik rettet mod landets svageste krydret med en minimal sænkelse af integrationsydelsen for at holde Dansk Folkeparti tilfredse.
Sælger de svageste igen

Det mest overraskende i den nye pensionsaftale er i virkeligheden, hvor billigt Dansk Folkeparti er villige til sælge ud af sine egne mærkesager, egne kernevælgere og frem for alt de svageste i det danske samfund.
Dansk Folkeparti er med aftalen gledet tilbage i tidligere tiders dårlige vaner. De står igen skulder ved skulder med Venstre, når der skal sendes regninger og forringelser ud til landets nedslidte, landets ældre og landets økonomisk trængte.

Dansk Folkepartis medvirken i pensionsaftalen ligner mest af alt et tilbagefald til den tilstand, der kostede danskerne forringelser af dagpenge- og efterlønsordningerne og forringelser af boligydelsen til danske pensionister. Historien har efterhånden lært os, at hvis ikke Dansk Folkeparti holdes til ilden af et stærkt socialdemokrati, taber de svageste i vores samfund.

Det er hævet om enhver tvivl at det var en stærk alliance mellem S, DF og fagbevægelsen, der forhindrede en generel hævelse af pensionsalderen. Det fortjener DF fortsat ros for. Kristian Thulesen Dahls udsagn om, at “Vi har fået den her bedre mulighed for at tale med Socialdemokratiet på de områder, hvor vi synes, regeringen trækker i den gale retning”, virker dog en anelse letkøbt, når Dansk Folkeparti uden at blinke forringer vilkårene for seniorer.

Dansk Folkeparti mangler fortsat at vise, at deres ønske om et samarbejde med Socialdemokratiet er dybtfølt, og at det bunder i et ønske om at forbedre den sociale stilling for den brede danske befolkning.


True colors for DF
Dansk Folkeparti får grundlæggende intet ud af den nye aftale og gør det alene for redde røven på VLAK-regeringen. Endnu engang stiller Dansk Folkeparti sig beredvilligt klar til at redde Venstre, når statsministerpartiet er i problemer. Det er true colors for DF, der så længe de vedbliver med at svigte landets ældre og nedslidte, aldrig bliver andet end en fast bestanddel af blå blok.
Når Socialdemokratiet sætter DF under massivt pres, så kan de tvinges til at bidrage til at løfte de sociale ansvar, men når de får lov til at gøre som de selv lyster, så koster det dyrt for landets svageste. Når man kigger historisk på DF’s track-record, så fornemmer man, at de er ganske ligeglade med landets svageste borgere.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook