I kommunalvalgkampen har Dansk Folkeparti sat gang i en større annoncekampagne rundt om i landet. På stationer og stoppesteder toner en storsmilende og velfriseret Kristian Thulesen-Dahl frem med et budskab om at ”stemme dansk”.

Det er som bekendt hverken muligt at stemme på det saudiske kongehus, det kinesiske kommunistparti eller den canadiske premierminister til det danske kommunalvalg, så med mindre kampagnen er et meget mærkværdigt angreb på Slesvigsk Parti i Sønderjylland, kan budskabet kun forstås på én måde: At det er mere dansk og patriotisk at stemme på Dansk Folkeparti end at stemme på andre partier.

At det er mere dansk at stemme på Dansk Folkeparti end at være liberal, socialist, konservativ eller radikal. At andre partier måske nok er danske i en eller anden udstrækning, men at de ikke er lige så danske, som Dansk Folkeparti er.

Det nationale fællesskab er en forening
Men i deres iver at profilere sig som danskhedens defensorer, gør Dansk Folkeparti selv samme danskhed svagere.

Den styrke, der er i det nationale fællesskab er, at vi alle sammen tilhører det. Ikke fordi vi gør noget specielt, mener noget specielt eller tænker noget specielt. Men fordi vi i det flygtige jordiske liv, vi har fået, bor og lever i det fladlandede, havblå rige, vi kalder Danmark. Det er det, der er styrken i nationen. At vi alle sammen tilhører den. Og med undtagelse af Corfitz Ulfeldt er der ikke nogen, der bliver ekskluderet fra det fællesskab.

Det nationale fællesskab er en forening, man ikke behøver melde sig ind i, og som man aldrig kan melde sig ud af.

I en tid, hvor de store fællesskaber – fra fagbevægelse til folkekirke – falmer i styrke, og globaliseringen buldrer derudaf, er det vigtigere end nogensinde at huske på netop det. At vi alle sammen hører til Danmark. At vi alle sammen er danske. At der er et bånd imellem os, og at vi hører sammen. Alle sammen.

…og må aldrig blive en rangstige
Dansk Folkeparti gør skade på det nationale fællesskab, når de fortæller, at de er mere danske end os andre. Hvis det nationale fællesskab bliver en rangstige, hvor man konstant skal gøre sig fortjent til sit medlemskab af klubben, og vi ikke alle sammen er fuldgyldige medlemmer, så mister nationen enhver betydning.

Hvis det at være dansk stopper med at være noget, vi alle sammen er, så mister danskheden sin betydning som samlende kraft. Så er nationen ikke længere et forenende fællesskab. Så bliver det i stedet en tom og polemisk skal, vi kan slå andre i hovedet med, hvis ikke de mener det samme som os selv. Så bliver danskhed noget, vi anklager anderledes tænkende for at mangle.

Det er den dør, Dansk Folkeparti åbner, når de udråber sig selv som værende mere danske end andre.

Det må vi simpelthen ikke give dem lov til.

Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.