DF mister to byrådsmedlemmer til Vermund: Føler sig svigtet af partitoppen

"Vores partiskifte kan måske inspirere andre, der også oplever at partitoppen ikke lytter til dem,” siger den ene af afhopperne, Heino Hahn
Dansk Folkeparti mister to byrådsmedlemmer i Vordingborg. Nemlig Heino Hahn og John Pawlik, der i en årrække har repræsenteret DF i byrådet.

Men nu har de to meldt sig ud af DF og i stedet meldt sig under fanerne hos Nye Borgerlige.

Heino Hahn og John Pawlik har fået nok af en egenrådig partiledelse, der ikke lytter til baglandet. Tilliden til DF-partiledelsen røg i vinteren 2018, da Dansk Folkeparti fik forhandlet et udrejsecenter på øen Lindholm på plads i forbindelse med det kommende års finanslovsaftale.

De lokale DF'ere blev ikke forud for aftalen informeret om, at der skulle sendes udviste kriminelle, personer på tålt ophold og fremmedkrigere til øen midt i Stege Bugt - på trods af at Lindholm ligger i Vordingborg Kommune:

De bad om en kommentar til Lindholm, og der stod jeg så helt uforberedt. Det var bare ikke i orden

“Søren Espersen (DF’s næstformand, red.) sad endda med til vores julefrokost på Bogø. Han sagde intet om Lindholm. Under julefrokosten blev jeg så ringet op af TV2. De bad om en kommentar til Lindholm, og der stod jeg så helt uforberedt. Det var bare ikke i orden,” siger Heino Hahn til Netavisen Pio.

Heino Hahn siger til Netavisen Pio, at andre DF-medlemmer af kommunalbestyrelser kan tænkes at følge deres eksempel:

“Altså DF-toppen lytter ikke til os rundt om i kommunalbestyrelserne. Så jeg kan sagtens forestille mig, at der sidder andre DF’ere lokalt og kunne finde på at skifte fra DF til Nye Borgerlige. Vores partiskifte kan måske inspirere andre, der også oplever at partitoppen ikke lytter til dem,” siger Heino Hahn.

Heino Hahn og John Pawlik har været medlem af Dansk Folkeparti i henholdsvis 18 og otte år. Heino Hahn har siddet i byrådet for partiet i mere end ti år og var viceborgmester indtil seneste kommunalvalg. Pawlik har siddet i byrådet i seks et halvt år.

Espersen: Intet med politik at gøre

Espersen afviser, at de to byrådsmedlemmers udmeldelse i DF - og indmeldelse i Nye Borgerlige - har noget med politik at gøre:

“Jeg bor selv i Vordingborg, kender det hele, min kone har siddet i Vordingborg byråd gennem halvanden sæson. Så vi kender hele spillet dernede, og det, det drejer sig om i Vordingborg, er, at de skændes så det brager de to fraktioner imellem, og det er det, det bunder i. Det har ikke et klap med politik at gøre,” siger han til TV 2.

Så vi kender hele spillet dernede, og det, det drejer sig om i Vordingborg, er, at de skændes så det brager

Heino Hahn fastholder over for Netavisen Pio, at hovedproblemet er, at lokale DF’ere ikke bliver hørt af partitoppen:

“Det gælder både sagen om Lindholm, hvor vi føler os svigtet ikke alene af Søren Espersen, men også af Rene Christensen (DF’s finansordfører, red.) og til dels også Kristian Thulesen Dahl. Men vi har også forgæves bedt partitoppen om hjælp til at blive enige lokalt i byrådsgruppen, hvor vi har været uenige om nogle ting. Ikke småting, men store ting som budgetaftalen for næste år. Men hjælpen kom bare aldrig,” siger Heino Hahn.

Men vi har også forgæves bedt partitoppen om hjælp til at blive enige lokalt i byrådsgruppen

Glæde hos Nye Borgerlige

Hos Nye Borgerlige glæder man sig over at få to nye kommunalbestyrelsesmedlemmer:

“Vi har talt grundigt med de to om de forskellige politikområder. Og de ligger på linje med os. De har fundet et sted, hvor de føler de hører mere hjemme politisk. Vi er meget glade for at fået de to meget dygtige folk,” siger politisk næstformand og medlem af Folketinget for Nye Borgerlige, Peter Seier Christensen, til Netavisen Pio.

Vi er meget glade for at fået de to meget dygtige folk

Regner I med at modtage flere kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Nye Borgerlige?

“Det er jo svært at svare på. Der er jo bevægelse i dansk politik i øjeblikket,” siger Seier Christensen, der ikke vil svare på, om Nye Borgerlige aktuelt har gang i forhandlinger med andre mulige overløbere fra Dansk Folkeparti.

Hidtil har Nye Borgerlige kun haft et enkelt medlem - på landsplan - i en kommunalbestyrelse, nemlig Mette Thiesen, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Hillerød. Hun er samtidig også medlem af Folketinget for partiet.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

DF har vel aldrig været "Blå" nok. Muligvis derfor der er dukket en Pernille Vermund op. Udsprungen af et halvt i opløsning parti som DF og Konservative. Pernille Vermund som en "BLÅ " stormvind.Mere "BLÅ " end noget. "KONGEBLÅ""blåfarvet" mere end nogen anden. Bare så SYNLIGT. Og hørbart. Pernille Vermund giver LYD fra sig.
Promoverer sig selv til "blå sejr". Med en massehypnose og manipulerende karakter "dybblåt" og fast i "programmet". Hun styrer efter at feje gulvtæppet væk under tidligere "blå amatører" der ikke har været "BLÅ " nok. Nu vil hun til bordet og fadet.Det er DET hun går efter.Vejrer vind og har opdaget at hun kan høste en stor andel hos DF og hos øvrige borgerlige. Vogt jer for hende. Hun ved hvad hun går efter. Med tro på sig selv siger hun "de rigtige ord" når de skal siges. MANIPULERING intet andet for at kunne rejse sig når nogen mindst venter det.Hun er i gang med at "samle tropperne".På hendes præmisser. Potentialet er "BLÅT". Altfor "BLÅT". Denne kvinde skal ALDRIG til magten. Aldrig nogensinde have nogen som helst indflydelse.

NB ønsker ikke at deltage i forlig, for så skal de tage et ansvar og det vil de ikke ,for så kan de jo blive sat til at have et ansvar og det tør NB ikke Det er så dejligt, at skælde ud på alle andre ikke`?

Annonce