Annonce

DF om skandaleramt østrigsk søsterparti: Ændrer ikke vores vurdering

En mulig korruptionsskandale får ingen konsekvenser for samarbejdet mellem DF og Østrigs Frihedsparti.
I weekenden blev det højre-nationale østrigske parti FPÖ, ramt af en kæmpeskandale, som nu har tvunget regeringen i Østrig til at gå af og præsidenten til at udskrive nyvalg.
 

Afsløret af lokkedue

Skandalen blev udløst, da den nu forhenværende partiformand og vicekansler Heinz-Christian Strache blev fanget på video i at have tilbudt statslige kontrakter til en niece af en russisk oligark, til gengæld for økonomisk støtte til sit parti. Af videoen fremgår også planer om gennem en aktiemajoritet at påvirke Østrigs største avis i en mere højrenational retning. Kvinden viste sig dog blot at være en lokkedue.

Sagen får dog ingen konsekvenser for partiets samarbejde med Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet.
 

Deler visioner med Dansk Folkeparti

Det er meldingen fra Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet Anders Vistisen.

Sagen har overhovedet ingen betydning for vores vurdering af dem

"Sagen har overhovedet ingen betydning for vores vurdering af dem som en del af den nye alliance," siger han til Altinget med henvisning til, at Dansk Folkeparti i april præsenterede et nyt samarbejde med en række andre højrenationale og EU-skeptiske partier, heriblandt FPÖ.

Ifølge Dansk Folkepartis gruppeformand ændrer sagen ikke på, at de to partier har ensrettet interesser.

"Hvis man vil have en gruppe i Europa-Parlamentet, så sidder man jo med folk, man deler interesse med på europæisk plan. Sagen her ændrer jo ikke på vores vurdering af, at FPÖ er forkæmpere for vores linje med mere plads og selvbestemmelse til nationalstaterne," uddyber Anders Vistisen overfor Altinget.

FPÖ er forkæmpere for vores linje


En sag for de østrigske vælgere

Sagen vedrører således ikke hverken Dansk Folkeparti eller alliancens øvrige medlemmer, lyder det fra Vistisen.

Han ser det i stedet som den østrigske befolknings opgave at vurdere, om FPÖ bør komme til orde i Europa-Parlamentet eller ej.

"Partiet har reageret, og nu har man valgt en ny ledelse. Og så er det jo de østrigske vælgere, der skal finde ud af, hvad der skal ske herfra ved det nationale og det europæiske valg," siger Anders Vistisen.

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet