DF opruster massivt på kampagner og annoncer

Partiregnskaber: Partiet fyrede i 2016 godt 9,4 mio. kr. af på annoncer – markant forøgelse i forhold til det normale niveau på 1,5 - 2 mio. kroner
 

Dansk Folkeparti bruger markant flere penge på markedsføring i forhold til tidligere. Således brugte partiet godt 9,4 millioner kroner af på annoncer i 2016 – hvor partiet normalt kun har brugt omkring 1,5 til to millioner kroner på annoncer årligt.

Det viser en gennemgang af DF’s partiregnskaber – inklusive det netop offentliggjorte 2016-regnskab -, som Netavisen Pio har foretaget.

Her er DF’s udgifter til annoncer og valg i tal – fordelt på år:
2013:   3.571.012 kr. Heraf 1.590.688 kr. til annoncer.
2014:   4.026.040 kr. Heraf 2.073.358 kr. til annoncer.
2015: 10.663.702 kr. Heraf 1.791.448 kr. til annoncer.
2016:  9.460.252 kr. Hele beløbet er anvendt til annoncer.

Hos DF bekræfter organisationskonsulent og organisatorisk næstformand Carl Christian Ebbesen tallene:

Og partistøtten skal jo anvendes i indeværende år. Ellers skal partistøtten jo sendes retur

”Den øgede udgift til annoncer afspejler sådan set bare, at vi ved folketingsvalget i 2015 blev dobbelt så store, og derfor har vi selvfølgelig skruet op for annonceudgifterne. Når partiet vokser, så vokser partistøtten også. Og partistøtten skal jo anvendes i indeværende år. Ellers skal partistøtten jo sendes retur,” understreger Carl Christian Ebbesen over for Netavisen Pio.

Var det nærmest svært at få brugt partistøtten?

”Du er en sjov fyr, men jeg har ikke yderligere kommentarer.”

Voksede fra 22 til 37 mandater
Dansk Folkeparti voksede ved folketingsvalget juni 2015 fra 22 til 37 mandater.

De 15 ekstra mandater betyder at Dansk Folkepartis offentlige partistøtte steg fra 13,3 millioner kroner i 2015 til 22,8 millioner kroner i 2016.

Af øgede indtægter på 9,5 millioner kroner er langt hovedparten – godt 7,4 millioner kroner – anvendt på annoncer og kampagner. Eksempelvis har Dansk Folkeparti trods øgede million-indtægter øget udgifterne til personale helt marginalt med 122.000 kroner fra 2015 til 2016.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce