DF snyder de ældre

Det er en fejl, når medier og politiske modstandere kritiserer Dansk Folkepartis kommunalbestyrelsesmedlemmer for nedskæringer på ældreområdet. Ansvaret er Dansk Folkeparti på
I de senere dage har en række medier skrevet om og kritiseret, hvordan Dansk Folkepartis kommunalpolitikere i flertallet af landets kommuner har lagt stemmer til nedskæringer på ældreområdet.

Kritikken retter sig imidlertid mod de forkerte. DF’s kommunalpolitikere agerer ligesom os andre i en økonomisk virkelighed, der betyder, at flertallet af landets kommuner hvert år er tvunget til at finde betydelige besparelser på vores budgetter. Det er ikke et valg, det er et vilkår.

Kritikken kan derimod med god grund rettes mod DF’s ledelse og folketingsgruppe. Som parlamentarisk grundlag for Venstre-regeringen kunne de have krævet at få skrevet ind i regeringsgrundlaget, at den kommunale økonomi skal styrkes i de kommende år. Det gjorde de ikke. Andre ting, som Pia Kjærsgaards formandspost, blev åbenbart prioriteret højere. Og resultatet blev som bekendt, at vi i kommunerne nu skal skære yderligere 1 procent af budgetterne i hvert af de kommende fire år - meget langt fra den stigning på 0,8 procent, som DF lovede i valgkampen. I min egen kommune (Faaborg-Midtfyn,red.) vil det over de næste fire år betyde cirka 100 millioner kroner mindre på den årlige drift. Det er et beløb, som det er umuligt at finde, uden væsentlige velfærdsforringelser også på ældreområdet.

DF’s ledelse siger til deres forsvar, at de vil prøve at rette op på de færre midler til kommunerne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Ud fra en Christiansborg-logik lyder det som en god idé, fordi DF så over to omgange kan komme i medierne med historien om, hvordan de (i modsætning til alle andre partier) gerne vil skabe bedre vilkår for landets ældre.

Først kan de stille sig op og skælde ud over de uansvarlige kommunalpolitikere, som igen skærer på de ældre som det for eksempel skete sidste år, hvor vi i min egen kommune (med DF’s stemmer) blandt andet var nødt til indføre vaccum-pakket til en gruppe ældre. Det fik blandt andet Pia Kjærsgaard helt op i det røde felt.

Og dernæst kan de i forbindelse med finanslovsforhandlingerne kæmpe en ældrepulje af en eller anden størrelse igennem og tage æren for noget, som forslår som et plaster på et åbent benbrud. Det var samme strategi, som DF brugte under Anders Fogh Rasmussen, hvor folkepensionen sammen med andre overførsler løbende blev udhulet, men hvor DF fik lov til at tage æren for at bruge en lille del af de sparede midler på ældrechecken.

Generelt er det en uskik, at Christiansborg afsætter særlige puljer i stedet for at give kommunerne frihed til selv at prioritere.

Generelt er det en uskik, at Christiansborg afsætter særlige puljer i stedet for at give kommunerne frihed til selv at prioritere. Det skaber bureaukrati og manglende sammenhæng i indsatsen, når vi i oktober tvinges til at gennemføre voldsomme besparelser, for derefter i december skal prøve at kompensere for de værste konsekvenser med ”nye” penge, som er topstyret fra Folketinget og hvor en pæn del af midlerne skal bruges på at dokumentere, at vi bruger dem fornuftig.

Retfærdigvis skal det siges, at det er en uskik, som alle Folketingets partier har bidraget til, men med DF’s seneste meldinger om sammenhængen mellem kommune-aftale og finanslov ser det ud til, at den bliver taget til nye højder. I sidste ende bliver det de ældre i landets kommuner, som kommer til at betale prisen men det er DF tilsyneladende ligeglade med, så længe de i medierne forsat kan få lov til at fremstille sig selv som landets ældreparti nummer et.

Hans Stavnsager (f. 1963) er gruppeformand for socialdemokraterne i Faaborg-Midtfyn Kommune.


Flere artikler om emnet

Annonce