DF-vælgere afviser skattelettelser
DF-vælgere afviser skattelettelser
Skatten skal ikke sænkes, siger et flertal af Dansk Folkepartis vælgere i en ny meningsmåling. ”Det vil være klogt, hvis Dansk Folkeparti lytter til deres vælgere”, siger Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht.
Der er skattelettelser i sigte – i hvert fald hvis det står til regeringen. Når regeringen i morgen formiddag offentliggør deres forslag til 2025-plan og senere finanslovsforslaget for 2017, vil de nemlig foreslå en række skattelettelser. Især regeringens støtteparti Liberal Alliance har lagt sig fast på, at topskatten skal sænkes – det liberale parti har tilmed truet med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver sænket med mindst 5 %-point.
Det er dog hverken Lars Løkke Rasmussen eller Anders Samuelsen, der står med de afgørende mandater og i sidste ende afgør, om skatten skal sænkes eller ej. Det er derimod Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkeparti har ikke afvist noget på forhånd, selvom formand Kristian Thulesen Dahl netop har understreget over for Danmarks Radio, at partiet ikke ”bryder sig om” topskattelettelser.
Men hvis det står til et flertal af Dansk Folkepartis egne vælgere, skal der slet ikke bruges penge på skattelettelser. I en måling foretaget af Norstat for Altinget siger hele 56 % af Dansk Folkepartis vælgere således ”nej tak” til at sænke skatten som en del af de kommende økonomiske forhandlinger. Blot 29 % af Dansk Folkepartis vælgere vil gerne have, at skatten bliver sænket.
Klogt at lytte til sine vælgere
Hos det store oppositionsparti Socialdemokratiet har man også noteret sig, at Dansk Folkepartis vælgere ikke er specielt interesserede i, at skatten bliver sænket. ”Jeg har noteret mig, at der er kommet lidt forskelligartede meldinger fra Dansk Folkeparti i forhold til skattelettelser. Sådan lidt på den ene side og lidt på den anden side. Jeg synes, Dansk Folkeparti skulle komme med en klar tilkendegivelse af, om de ønsker skattelettelser”, siger Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht til Netavisen Pio.
”Uden at skulle være særlig rådgiver for Dansk Folkeparti, vil jeg også sige, at det vil være klogt af dem at lytte til deres vælgere. Dansk Folkepartis vælgere siger jo ret klart, at de gerne vil være fri for skattelettelser til de allermest velstillede”, siger Benny Engelbrecht.
Tilføj kommentar