DF vil i regering med Venstre

Hermed er en stemme på DF en stemme på Lars Løkke som statsminister, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, forklarede op til partiets årsmøde i Herning i weekenden, at han gerne ser DF i regering efter det kommende valg – og at han ser det som det mest logiske, at det kun bliver med Venstre.

Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen minder om, at Thulesen Dahls udmelding betyder, at en stemme på DF hermed er en stemme på Lars Løkke som statsminister.

Afstand til LA og K
Kristian Thulesen Dahl kan ikke forestille sig at indgå et regeringssamarbejde med Liberal Alliance og de konservative, da han vurderer, at de ligger for langt væk fra DF på velfærdsområdet:

»Det virker mere logisk, at sådan et regeringssamarbejde ville komme op at stå mellem Venstre og Dansk Folkeparti.«

I samme interview forklarer han også, at han ikke umiddelbart kan forestille sig at fungere som støtteparti for en S-ledet regering efter et kommende valg – men at det kan komme på tale på længere sigt:

”Jeg siger bare, at realistisk taler vi ikke efter et kommende valg. Der er kun halvandet til to år til. Vi taler om noget på længere sigt,” siger Kristian Thulesen Dahl. Det kræver dog, at blå blok får flertal, og at DF opnår minimum 20 procent af stemmerne til det kommende valg.

Det sagde han til Berlingske forud for partiets årsmøde i weekenden.

Vælgerne bifalder S-DF parløb
Kristian Thulesen Dahls udmelding kommer efter måneder med et meget tæt samarbejde mellem S og DF, og noget tyder på, at vælgerne ville foretrække, hvis DF var fortsat i det spor.

En ny meningsmåling viser, at flertallet af de danske vælgere synes, at DF’s politik minder mere om den socialdemokratiske end om Venstres politik. Hele 48 procent af respondenterne svarer, at Dansk Folkeparti rent politisk ligger tættere på S end på V – og kun 30 procent mener, at DF ligger tættere på V.

Samarbejdet har mødt stor opbakning blandt Dansk Folkepartis egne vælgere, hvoraf hele 73 procent mener, at samarbejdet mellem de to partier ”primært er en god idé”. Kun 5 procent mener, at det mest er en dårlig ide. Det viser en ny måling foretaget for Altinget. Hos Socialdemokratiet er opbakningen til den nye alliance en anelse mindre. Her ser 61 procent det primært som en god ide, mens 13 procent synes, det mest er en dårlig ide.

S: En stemme på DF er en stemme på Venstre
Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen er umiddelbart klar til at fortsætte det politiske samarbejde med DF på trods af dagens udmelding:

En stemme på Dansk Folkeparti efter næste valg, det er også en stemme på, at Lars Løkke Rasmussen skal fortsætte som statsminister.

”Vi har et godt samarbejde med Dansk Folkeparti på rigtig mange områder, og det forventer jeg også, at vi vil have efter næste valg,” siger han.

Han understreger dog, at udmeldingen viser, at: ”En stemme på Dansk Folkeparti efter næste valg, det er også en stemme på, at Lars Løkke Rasmussen skal fortsætte som statsminister.”

Mette F: Du er bedst, når jeg er ved din side.
Uden at svare direkte på Thulesen Dahls bemærkninger, sendte Mette Frederiksen (S) dog en hilsen til DF fra den socialdemokratiske kongres i Aalborg, som fandt sted i weekenden:

Det er altså som om, du er bedst, når jeg er ved din side. Husk bare den finanslov, hvor du blev lokket til at skære i de ældres boligydelse

”Det er altså som om, du er bedst, når jeg er ved din side. Husk bare den finanslov, hvor du blev lokket til at skære i de ældres boligydelse.”

Lød det med henvisning til finansloven for 2016, som indeholdt besparelser på den boligydelse, pensionister kan modtage.

”Derfor kan jeg godt blive lidt bekymret for den kommende tid. Når Kristian Jensen lægger et smart regnestykke frem. Når Simon Emil Ammitzbøll taler om, hvor godt det er med ulighed. Og når Brian Mikkelsen leger "Hvem vil være millionær?"

- Så husk: Du har en livline. Du kan altid ringe til en ven,” sagde Mette Frederiksen fra kongressen i Aalborg.

 


Flere artikler om emnet

Annonce