DF vil melde Danmark ud af Europarådet

Danmark skal ikke længere være medlem af Europarådet, mener Dansk Folkeparti.
Danmark skal melde sig ud af Europarådet og skrive Menneskerettighedskonventionen ud af dansk lov.

Det er to af de politiske forslag, som skal være med til genrejse Dansk Folkeparti, efter vælgerlussingen ved folketingsvalget, hvor partiet tabte 21 mandater. Det skriver DR.

Valgnederlaget har fået partiet til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal ”forny” partiets politik. En gruppe, som tidlige folketingsmedlem Martin Henriksen har stået i spidsen for.

Et af de forslag, som partiet nu er klar til at præsentere, er et vidtgående ønske om, at Danmark skal træde ud af Europarådet.

Det vil samtidig betyde, at Danmark ikke længere er forpligtet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og dermed ikke længere skal følge afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen.

”Det er et forslag, som man skal se i lyset af, at Europarådet og institutionerne under jo med jævne mellemrum blander sig i dansk udlændinge- og retspolitik. Vi har store problemer med at udvise visse kriminelle udlændinge. Vi vil gerne være herrer i eget hus,” siger Martin Henriksen.

Hvis forslaget gennemføres, vil domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke længere gælde i forhold til Danmark og danske forhold, ligesom danske borgere så ikke længere vil kunne klage til Menneskerettighedsdomstolen, hvis man mener ens menneskerettigheder er blevet overtrådt.

Fakta: Hvad er Europarådet

Europarådet blev oprettet i 1949 af 10 vesteuropæiske lande, herunder Danmark, for at sikre fred og internationalt samarbejde efter 2. verdenskrig. Europarådet har i dag 47 medlemmer.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er Europarådets domstol.

Europarådet og menneskerettighedsdomstolen har til opgave, at sørge for at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Udover menneskeretlige spørgsmål, beskæftiger Europarådet sig også med kultur og økonomi, men som oftest bliver Europarådet forbundet med netop det juridiske arbejde inden for menneskerettighedsområdet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det kommer ikke til at ske. Hverken V eller S hopper på den tåbelige ide

Annonce