Annonce

DF's lokalpolitikere har ansvar for gamle madpakker

Pia Kjærsgaard og Karin Nødgaard kritiserer de ni dage gamle madpakker til de ældre i kommunerne. Men det er Dansk Folkepartis egne lokalpolitikere, som har været med til at indføre ordningen - og dermed bør DF-toppen kritisere partifællerne ude lokalt og ikke regeringen.
Pia Kjærsgaard raser og kræver, at der gribes ind. DF’s socialordfører Karin Nødgaard siger ligefrem, at ministeren må tage sig sammen. Og jeg forstår da godt reaktionerne på nyheden om, at smørrebrød til de ældre kan være vakuum-pakket og ligge i hele ni dage, før det spises.

Men spørgsmålet er vel i virkeligheden, hvorhen kanonerne skal rettes? Det er ikke regeringen, som beslutter, hvilken mad ældre tilbydes. Det er kommunerne. Lad os rette et blik mod de tre kommuner, som bringer vakuumpakket smørrebrød ud en gang om ugen til de ældre: Nyborg, Faaborg-Midtfyn og Esbjerg.

I Faaborg-Midtfyn kalder DF’s gruppeformand Anne Møllegaard Mortensen ordningen for ”den bedste løsning” og siger, maden stadig ser lækker ud. I kommunens socialudvalg sidder DF’eren Claus Jørgen Bendtsen, der ikke ser noget problem med ordningen. Måske skulle Pia Kjærsgaard tage en snak med de to?

Alle tre kommuner er styret af en Venstre-borgmester. I alle tre kommuner sidder borgmesteren på Dansk Folkepartis stemmer.

I Nyborg er det sågar Dansk Folkepartis eget byrådsmedlem Carsten Kudsk, der er formand for Ældreudvalget, så der burde være alle muligheder for at ændre madordningen.

I Faaborg-Midtfyn kalder DF’s viceborgmester Anne Møllegaard Mortensen ordningen for ”den bedste løsning” og siger, maden stadig ser lækker ud. I kommunens socialudvalg sidder DF’eren Claus Jørgen Bendtsen, der ikke ser noget problem med ordningen. Måske skulle Pia Kjærsgaard tage en snak med de to?

I Esbjerg er ældreområdet dækket af Sundheds- og Omsorgsudvalget, som har venstremanden Henning Ravn som formand. I dette udvalg sidder også Freddie H. Madsen, der blev valgt for Dansk Folkeparti, men nu har brudt med partiet. De to DF’ere i byrådet støttede efter valget Johnny Søtrup (V) som borgmester.

Hvis Dansk Folkeparti virkelig er så oprevet over situationen, kunne Pia Kjærsgaard jo passende gribe knoglen og snakke med sine kommunale partifæller om situationen. Partifællerne har et kæmpe ansvar for den førte ældrepolitik ude i kommunerne, og i eksempelvis Faaborg-Midtfyn bakker de jo tydeligvis op om de ni dage gamle madpakker. I Dansk Folkeparti er der jo en stærk tradition for at rette ind, når ledelsen ringer, så det burde være en ganske effektiv metode.

 

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet