DF’s nye politiske pinsler

Analyse: Dansk Folkeparti kan drømme sig tilbage til 00’erne, men den politiske og økonomisk virkelighed er forandret og partiet risikerer at blive klemt mellem en regering, der står på markante liberale reformer og centrum-venstres nye, progressive økonomiske politik.
’Nu bliver alting som i de glade 00’ere under Anders Fogh Rasmussen’. Det er Kristian Thulesens Dahl’s konklusion på dannelsen af den nye borgerlige regering. Dengang gav det Dansk Folkeparti mulighed for at få profil på deres kerneområder flygtninge og ældre. Derfor ville det være dejligt, hvis DF kunne genvinde den rolle. Og måske kan det få nogle af de bortløbne vælgere tilbage efter den store skandale med misbrug af tilskud fra EU-fondene.

Men DF gør regning uden vært. For både den politiske og den økonomiske situation er fundamentalt anderledes end i 00’erne.  I stedet for, at DF kunne pille varerne ned af hylderne uden synlig politisk betaling, så kommer partiet nu i klemme hele tiden mellem de politiske fronter. Både Lars Løkke og Mette Frederiksen har besluttet, at det er slut med at lade DF køre på frihjul.

Fogh lod økonomien sejle
Lad os gøre den økonomiske situation op først. Alle ved i dag, at den daværende VK-regering gennemførte skattelettelser og gav mange gaver til Dansk Folkeparti uden at betale regningen. Dengang undlod man at gennemføre de nødvendige strukturreformer og investeringer i uddannelse. Fundamentalt set var det en periode med en uansvarlig økonomisk ledelse. Den økonomisk kurs holder ikke i dag.

Og det politiske grundlag er langt fra det samme. For den nye regering har brug for at sætte nogle liberale fodaftryk. Selvom regeringsgrundlaget for størstepartens vedkommende er varm luft, så er der elementer, hvor regeringen vil spille ud med liberale projekter. Det gælder naturligvis især gennemførelse af betydelige skattelettelser, men også reformer af den offentlige sektor. Regeringen har brug for at vise, at de ikke bare sidder der som taburetklæbere.

Regeringen vil ikke være i stand til at ændre det store i den resterende del af valgperioden. Men de vil forsøge at skabe et politisk grundlag, som regeringspartierne kan gå til valg på.  Det tvinger tilsvarende Socialdemokratiet til at spille ud med politiske oplæg, hvor investeringer i arbejdspladser og velfærdssamfund er i fokus.

Vil DF lægge stemmer til reformer?
Derfor kommer DF i klemme. Vil de støtte større politiske reformer med tunge liberale elementer fra regeringen mod at få en betaling på udlændingepolitikken. Eller vil man sige nej for at tvinge regeringen til at forhandle bredere politiske udspil, som også inddrager S og de radikale. Vælger man den første vej kan det politisk blive en dyr fornøjelse for DF. Vælger man den anden, så forsvinder meningen med den nye regering og udsigten til nyvalg rykker nærmere.

Derfor vil DF hele tiden være i et dilemma. For DF er presset på grund af skandalesagerne og har ikke så meget at stå imod med. Den nye regering vil forsøge at presse DF skånselsløst til at legalisere nogle skrappe politiske indgreb. For DF er der nu en regning at betale i modsætning til i 00’erne.

Under den tidligere V-regering var der et treparti-domæne med S, V og DF, som kunne holde hinanden i skak. Derfor blev større nationale politiske tiltag gennemført med brede aftaler.

Med dannelsen af den nye regering er vi konfronteret med to politiske fronter. En borgelig-liberal blokdannelse, som nok er kommet til verden af nød, men som vil være tvunget til at holde sammen frem til det kommende folketingsvalg. Og den kan kun holde sammen, hvis de viser de skarpe liberale tænder frem. Venstrefløjen vil markere sig som velfærdssamfundets reelle bolværk, men også med en ny progressiv økonomisk profil, hvor der investeres i ny teknologi, produktionsudvikling, kompetenceudvikling og en langt mere dynamisk offentlig sektor, hvor der ikke skæres ned over en bred kam.

Hvad kan DF byde på med denne nye politiske frontdannelse. Holder flygtningekortet hele vejen frem til valget eller er man tvunget til at vælge den sociale profil, som man ofte iklæder sig. Tør man - med de dårlige meningsmålinger - for alvor at true trekløverregeringen på dens politiske grundlag. Dilemmaerne hober sig op. Og den velkendte DF-kynisme og uansvarlighed kan ikke overleve længe.

DF har kun indvandrerkortet
Problemet for DF er, at de kun har indvandringskortet at spille. Det skal man naturligvis ikke undervurdere. Men dels har Socialdemokratiet lagt sig på en mere realistisk flygtninge- og indvandrerpolitik, dels har den nye regering markeret, at der er grænser for hvor langt man vil lade sig trække rundt i manegen på dette politikområde. Og økonomisk har vi hårdt brug for at få integreret og uddannet de mange nye borgere i Danmark, hvis vi skal klare de stigende udgifter til den stadig større gruppe af ældre i fremtiden.

Ældrepolitikken bliver ikke overladt til DF. Begge fronter i det nye politiske spil kender betydningen af en aktiv ældrepolitik, som skaber mere tryghed. Det kort vil alle spille fremover.

Den nye trekløverregering ved godt, at DF er presset. Og det vil de naturligvis udnytte til at få deres nye politik igennem. For DF er problemet, at hvis man lader sig presse til betydelige nedskæringer i den offentlige sektor, så vil det være at hælde mere benzin på det bål, der brænder omkring dem. Men regeringen er tvunget til at kapre vælgere fra både DF og S, og derfor spiller de ud med store skattelettelser, som der ikke er dækning for.

Thulesen Dahl drøm kan sagtens vise sig at blive et mareridt i den næste to år.

Finn Larsen er tidligere sekretariatschef i LO.

Arbejder som selvstændig konsulent.


Kommentarer fra Facebook