DF’s offerrolle i EU-debatten når nye højder

Dansk Folkeparti indtager en uklædelig offerrolle i EU-debatten. Både når det kommer til debatten om partiets tilbagebetaling af uretmæssigt anvendte EU-midler og partiets holdning til en parallelaftale om Europol.
Der er næppe gået manges næse forbi, at Dansk Folkeparti i sidste uge fik påbud om at betale 2,9 millioner kroner tilbage, som partiet uretmæssigt har brugt til kampagneaktiviteter.

Den umiddelbare afklaring på miseren er kommet: En del af pengene skal betales tilbage; naturligvis under store protester, for DF er ikke enig i afgørelsen. Som Kristian Thulesen-Dahl siger til DR: “Det er som om, vi bliver vurderet på andre grundlag ud fra andre fortolkninger, end man lægger til grund, når man vurderer andre partiers gøren og laden”.

DF bliver altså ifølge partiet selv vurderet efter andre standarder end alle andre, når det kommer til at bruge de europæiske skatteborgeres euro.

Offerrollen køres i stilling
Det er en udlægning, vi også flere gange har hørt fra Morten Messerschmidt: Det er vores politiske modstandere, der dømmer vores brug af midlerne, og derfor er der en iboende risiko for, at de dømmer os uretfærdigt - alene fordi de er uenige med os.

Partiet stiller sig altså i en form for offerrolle, hvor det er udsat for, at “de store tryner de små”. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at Europa-Parlamentets præsidium, som har truffet den enstemmige afgørelse om, at pengene skal returneres, består af parlamentets formand samt 14 repræsentanter fra forskellige grupper i parlamentet, heriblandt også flere EU-skeptikere.

Jeg hørte et interview med Messerschmidt i  P1 Morgen, da sagen netop var kommet frem. Her blev dette offerkort også lystigt spillet for at forklare, hvor uretfærdigt behandlet han og DF følte sig.

Offer for komplot mellem Løkke, Tusk og Juncker?
Et andet eksempel på denne offerrolle er, at (blandt andre) DF ikke vil anerkende, at det faktisk bliver sværere end nej-partierne lovede op til folkeafstemningen i december at få en parallelaftale på Europol.

Ifølge DF’s EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, er der gang i en ”rituel stammedans”, ”hvor Donald Tusk og Juncker maler sig op i det ene hjørne - i øvrigt efter aftale med Lars Løkke Rasmussen, som jo sagde, at det her ville blive svært. Og så står vi andre i det andet ringhjørne og siger, at det her kan lade sig gøre.”

Tidligere erfaringer viser, at parallelaftaler faktisk tager lang tid at forhandle

Ud over at være en rituel stammedans, må man forstå, at der altså også er tale om et politisk komplot, hvor Tusk og Juncker “efter aftale med Lars Løkke Rasmussen” tillader sig at påpege, at en parallelaftale ikke er noget, man bare sådan lige får.

Som modpol til dette komplot står DF som de “andre” og insisterer på, “at det her kan lade sig gøre”. DF stiller sig i opposition til dette påståede komplot på højeste politiske niveau og gør sig underforstået til talsmand for “de andre”, som i dette tilfælde må formodes at være “den almindelige dansker” eller en lignende konstruktion.

Selv om DF insisterer på, at en parallelaftale er i alles interesse og derfor burde være let at opnå, bør man i parentes bemærke, at tidligere erfaringer viser, at parallelaftaler faktisk tager lang tid at forhandle (op til fire-fem år), da det er en ret omfattende omgang.

Hvis man ser det fra EU’s side…
Hovedargumentet for, at det burde kunne lade sig gøre, er, at det er i både Danmarks og resten af EU’s interesse, at Danmark kommer med i Europol-samarbejdet; uanset om det sker gennem en parallelaftale eller ved en folkeafstemning. Og der ér da også bred enighed om, at deltagelse i netop Europol vil være i alle interesse.

Jeg er på ingen måde overbevist om, at vi er vidne til ”rituel stammedans”

Men hvis man set det fra EU’s side (altså EU som den helhed, hvor 28 medlemslande skal kunne arbejde sammen) må man nødvendigvis på et tidspunkt begynde at tvivle på sammenhængskraften i EU, hvis alle lande forventer særaftaler på centrale områder frem for at deltage fuldt ud. Så jeg er på ingen måde overbevist om, at vi er vidne til ”rituel stammedans”, og at aftalen i virkeligheden ligger klar i en skuffe og bare venter på at blive underskrevet.

En mere nuanceret analyse af Tusks udmelding om, at det “måske bliver umuligt” for Danmark at få en parallelaftale, finder man på Politikens hjemmeside. Artiklen fremhæver, at en parallelaftale bliver meget vanskelig at opnår på grund af tre faktorer:

  • Danskerne har selv stemt sig ud
  • Tidspunktet er elendigt
  • Tiden er meget, meget knap

Så det er vist - og her er jeg flink - en tilsnigelse at sige, at der udelukkende må være tale om en “rituel stammedans”, når det problematiske i at opnå en parallelaftale luftes.

Det er derfor nærliggende at opfatte denne klare afvisning af problemerne ved at opnå en parallelaftale som endnu en udgave af det offerkort, som DF åbenbart ønsker at spille i EU-debatten.

 
Sabina Askholm Larsen er uddannet cand.mag. i retorik og arbejder til daglig på DTU. Hun er desuden formand for Politisk Udvalg i den tværpolitiske forening Europabevægelsen.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Uddannet cand.mag. i retorik. Arbejder til daglig på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor hun bl.a. arbejder med videnskabsformidling inden for byggeri og anlæg samt DTU's arktiske aktiviteter.


Flere artikler om emnet

Annonce