Sådan skriver digteren, Victor Boy Lindholm, i den nys udkomne bog, ’Isbogen’. Han har skrevet den sammen med glaciologen, Sebastian H. Mernild, men hurtigt opdager man, at sidstnævnte mere er inspirationskilde og vidensbank for Victors skriverier.

Og indledningen lover godt. Vi skal høre historien om isen, lige fra den spæde begyndelse, hvor den brændende planet blev bombarderet af ismassiver, der nedkølede den og skabte grundlaget for det liv, vi lever i dag.

Vi får at vide, at varmen som vi kender til den, blot er et nanosekund i menneskehedens historie, og at størstedelen af historien har været præget af livet på is.

Indledningen lover også godt, fordi Victor forsikrer os om, at vi skal høre om isens kulturhistorie, og lytte til Goethes, Kants og mange andre store tænkeres og kunstneres refleksioner om isen.

Upersonligt portræt

Men derfra går det desværre støt ned ad bakke. Vi introduceres til Sebastian H. Mernilds vilde liv som forsker, en moderne rejsende på ekspeditioner til nogle af verdens mest mennesketomme områder.

Vi får løbende et portræt af denne spændende mand og hans forskning, men det er upersonligt, for fanpræget og uden egentligt tankevækkende passager om hans bedrifter.

de lovede beskrivelser af for eksempel malerkunstens store ismalere udebliver, eller benævnes blot, uden at der bliver reflekteret over det

Det samme med hele bogen: Den beretter om ekspeditioner, og om de kendte danskere, der rejste hen over indlandsisen. Vi hører om inuitterne og mange andre stammefolk, om evolutionen og ”den lille istid”.

Men det er fragmentarisk, og de litterære midler, der anvendes, for eksempel når Victor Boy Lindholm lige lader Fridtjof Nansen hvile sig på sin rejse, for senere at vende tilbage til ham, er decideret animeret og irriterende.

Og de lovede beskrivelser af for eksempel malerkunstens store ismalere udebliver, eller benævnes blot, uden at der bliver reflekteret over det.

På de skrøbelige isflager

Og så begiver Victor Boy Lindholm sig ellers helt ud på de skrøbelige isflager, og erklærer, at Den Franske Revolution var foranlediget af den megen kulde og is, som ”den lille istid” havde afstedkommet.

Ligesom han filosoferer over, at et voldsomt vulkanudbrud var grunden til at mange emigrerede til Den Ny Verden i slutningen af det nittende århundrede.

Og man ærgrer sig virkelig over, at glaciologen Sebastian ikke har taget mere over, og beretter mere i første person

Problemet er ikke, at han beskæftiger sig med klimaforandringer og disses indflydelse på menneskehedens historie, men derimod at han gør det så vagt, at man egentlig ikke bliver overbevist.

Og man ærgrer sig virkelig over, at glaciologen Sebastian ikke har taget mere over, og beretter mere i første person. For hele bogen mangler præcision, og man savner den art poesi, der opstår fra folk, der er dybt nede i deres felt, og som er fascineret på en anden og mere central facon.

For det er netop den trend, vi ser i disse årtier: ”Nature Writing”, som man kalder det, hvor ekstremt vidende mennesker beretter om deres kærlighed og fascination til naturfænomener, samtidig med at de udfolder det kulturelt, historisk, filosofisk og politisk.

Manglende rød tråd

Denne bog formår det desværre ikke. Den mangler en rød tråd, noget der gør, at isen som fænomen kan drive en frem gennem teksten, uden alt for store brudflager, fanget og fascineret, mens ens videbegær bare vokser og vokser.

Tænk blot på Johannes V. Jensens evolutionære roman, ’Den lange Rejse’, hvor et menneske skærer bugen op på en bjørn og flytter ind i den, for at overleve kulden. Eller tænk på de mange forliste søfarere, der blev fanget af isen, og endte som kannibaler.

Ingen af dem er med i ’Isbogen’.

Tænk på Leonardo DiCaprio i storfilmen, ’The Revenant’ fra 2016, hvor han netop må flytte ind i en bjørn for at overleve kulden, en film, som senere gjorde, at han var med til at lave den miljøaktivistiske film om isen, der smelter, ’Ice on Fire’ fra 2019.

Eller hvad med Peter Høegs succesroman, ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ fra 1992, eller Kim Leines selvbiografiske roman, ’Kalak’ fra 2007? 

Der er også de to danske mesterfotografer, Jacob Aue Sobol og Henrik Saxgren, begge internationalt anerkendte, der har studeret isen og dens beboere.

Ingen af dem er med i ’Isbogen’.

Poetisk efterord

Victor Boy Lindholm formår ikke at skabe sådanne billeder på ens indre nethinde.

Der er ingen tvivl om, at det for Sebastian H. Mernild handler om at anskueliggøre for menneskeheden, at isen smelter i ubegribelig hast, og at det er en gigantisk katastrofe. Det skriver han selv i efterordet, der underligt nok er mere poetisk, omend helt enkelt, end selve bogen.

Emnet fejler ikke. En bog om isens historie kunne være så gennemgribende interessant og poetisk skrevet, men her mangler der bare noget, desværre.

Sebastian H. Mernild & Victor Boy Lindholm: Isbogen: Hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt. 274 sider. Forlaget Gyldendal, 2023.