Diktatorens rosenrøde humanisme

Anmeldelse: Nikolaj Cederholms opsætning af Chaplins ‘Diktatoren’ er vedkommende, men mangler den sidste kant.

Nikolaj Cederholm har givet sig i kast med Charlie Chaplins ikoniske ‘Diktatoren” i en ny opsætning på Nørrebro Teater. Den spiddende satire over Hitler føles mere relevant end nogensinde i en tid, hvor vi stadig har brug for at pille store egoer fra hinanden med komikken.

Opsætningen er flot, holdt enkelt med 9 skuespiller til alle roller, en drejescene og en huspianist, som med sin produktion af stemningsmusik og lydeffekter fanger ånden af en Charlie Chaplin-komedie. Det er en hyldest til Charlie Chaplin, og det kan man kun tage (bowler)hatten af for.

De store egoers tid
At pille store egoer, narcissistiske ledere og ideen om én mands vælde fra hinanden føles evigt vedkommende.

Hvor mange gange har man ikke kunne høre Donald Trump udbasunere sine egne overmenneskelige egenskaber som præsident? Og samtidig kunne følge med i, hvordan han bruger sin tid på smålige og ligegyldige diskussioner på Twitter. Eller kaste sig ud i en twitter-krig med Nordkoreas tilsvarende svulmende ego, Kim Jong-Un?

Vi har brug for at kunne give dem en stor, fjollet hat på, grine af deres oppustede ego, og de karikerede, smiskende undersåtter, der konstant bekræfter dem i deres eget selvbillede.

Vi har brug for at kunne bekræfte hinanden i, at det ikke er der magten ligger. Magten ligger hos den, der rejser sig og siger fra. Og i sin enkelthed er det også rigtigt. Det formår stykket med sin humor og satire at minde os om.

Kort fortalt handler ‘Diktatoren’ om en barber, der bliver såret under 1. verdenskrig, ligger i koma, og vågner op 20 år senere med hukommelsestab til en verden, hvor diktatoren Hynkel er steget til tops. Hynkel forfører befolkningen med sine bombastiske taler, og har omgivet sig med beundrende lakajer, som kan hjælpe ham i hans kamp for verdensherredømmet. Af omveje ender barberen med at blive forvekslet med den store fører, Hynkel, og får derfor en unik mulighed for at stoppe al galskaben.

Humanismen
Vores hovedperson, barberen i ‘Diktatoren’, er den eneste uden et navn. En symbolsk figur, som vi alle skal føle os repræsenteret ved. Og da han pludselig befinder sig i en position, hvor han har mulighed for at få taletid, siger han fra. Taler os alle til rette. Fortæller os, at vi bliver nødt til at minde hinanden om, at der skal være plads til alle. ‘Som man sår, høster man,’ siger han.

Det kommer tilbage og rammer dig, hvis du ikke behandler din næste, som de skal behandle dig.

I den sidste scene, står barberen pludselig - forvekslet med diktatoren - og skal tale til det nyerobrede folk af Østerlich. Han begiver sig ud i en afklædning af, hvad der foregår, og et forsvar for medmenneskeligheden. Derfra træder vi ud af scenen. Nu taler barberen til os - publikum - imens han skyder en badebolds-udgave af jordkloden rundt i salen.  Vi skal huske på, at alle væsener har værdi. Selv gærsvampen.

Selvom stykket er vedkommende, så virker denne sidste sekvens, for mig, en anelse banal. Måske er det en stigende kynisme i samfundet, som gør, at jeg har svært ved at blive opløftet af den rosenrøde fortale for humanismen. Måske mangler jeg bare lidt nuancer, lidt kant, lidt real talk. For ude i virkeligheden er der tusinder, der taler op hver dag. Der er tusinder, der danner protestgrupper, kæmper for lige rettigheder, fordømmer krænkelser af menneskerettigheder. Og alligevel sidder der stadig ledere trygt på deres troner, som kan true med atomkrig, krænke deres folk og grine hånligt af humanisterne.

Nikolaj Cederholm har i sin opsætning været særlig loyal over for Chaplins metode; den afvæbnende komik, slapstick-indslagene i kampen mellem jøderne og SS og det visuelles betydning for at udstille historiens budskaber. Det fungerer fremragende, særligt båret af Olaf Johannesens præstation som både barberen og Hynkel.

Diktatoren (2017), instrueret og dramatiseret af Nikolaj Cederholm. Manuskript af Charlie Chaplin. Medvirkende: Olaf Johannesen, Søren Pilmark, Peter Gantzler m.fl.

Opsat på Nørrebro Teater, i perioden 21/9-29/10 2017.   

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce