Direktørerne fik en månedsløn, men klynker stadig

Skal man have ondt af danske direktører, der kun fik lønstigninger der svarer til en hel månedsløn for almindelige lønmodtagere?
Selvom overenskomstforhandlingerne på industriens område først finder sted næste år, så er Dansk Industri allerede nu i gang med deres kampagne i medierne. I sidste uge kunne man således læse i både Jyllands-Posten og i DI’s eget medlemsblad, DI Business, at direktørernes lønninger halter bagud. Ja, de får ligefrem mindre end ufaglærte arbejdere.

Ifølge DI er gennemsnitslønnen siden 2001 til gruppen af administrerende direktører steget 2,1 % om året, mens de ufaglærtes lønninger er steget 2,8 % i samme periode.

Umiddelbart ser disse tal jo meget tilforladelige ud, men de holder ikke helt til en nærmere granskning.

DI oplyser, at en direktør i gennemsnit tjener 1.380.000 kr. om året, mens en ufaglært tjener ca. 300.000 kr. om året.

De 2,1 pct, som direktørerne har hentet hjem, svarer altså til en lønstigning på 28.900 kr., mens den ufaglærte har fået ca. 8.400 kr.

Lønstigningen til direktøren var altså 3,5 gange højere end den ufaglærtes. Og i kroner og ører svarer direktørens lønstigning til mere end en månedsløn for den ufaglærte.

Det gør det lidt svært for almindelige mennesker at have ondt af de stakkels administrerende direktører.

Når det så er sagt, så skyder DI sig selv i foden, når de fremlægger disse tal, for det viser jo netop, hvor bevidste danskerne har været i krisen; de almindelige lønmodtagere har holdt igen med lønkrav, mens direktørerne ikke har holdt sig tilbage. Uanset om det går fremad eller tilbage, så skal topcheferne nok hente flere penge hjem til sig selv – mens de med alvorlige miner pålægger medarbejderne at udvise tilbageholdenhed.

I stedet for at klynke over en ”lav” lønstigningstakt for direktørerne, så burde DI og deres medlemmer gå foran med et godt eksempel, når der skal holdes igen på lønningerne.

Men der er vel en grænse for, hvor længe folk vil holdes for nar, og hvis man ikke passer på fra arbejdsgiverside med at komme med disse provokationer, er det ikke sikkert, at folk er så krisebevidste til de kommende overenskomstforhandlinger.

I stedet for at klynke over en ”lav” lønstigningstakt for direktørerne, så burde DI og deres medlemmer gå foran med et godt eksempel, når der skal holdes igen på lønningerne.

 

Kasper Palm (f. 1979) er faglig sekretær i Dansk Metal.

Forbundssekretær i Dansk Metal


Kommentarer fra Facebook

Annonce