Disruption er nødvendighedens politik 2.0

Leder: Du er enten med på bølgen eller tabt bag en vogn, du er omstillingsparat eller maskinstormer og du er reaktionær eller fremsynet. Der er politiske potentiale i disruption, som den nye ’nødvendighedens politik’, der skal få os alle sammen til klikke hælene sammen og adlyde.

Politikere har for det meste en dagsorden. De fleste af dem er opvokset i politik med klare målsætninger, ideologiske drømme og politiske ambitioner. Sådan er vores statsminister Lars Løkke Rasmussen bestemt også.

På et tidspunkt står enhver politiker dog overfor et dilemma: Skal man udbasunere sine ideologiske drømme for fuld udblæsning, eller skal man forsøge at gemme dem lidt væk og måske føre dem ind af bagvejen? Det sidste bliver ofte den gedulgte fremgangsmåde, og det var netop også den Lars Løkke, vi skal læse mellem linjerne i årets nytårstale.

Statsministerens har opfanget tidens buzzword
Veltalende med sine konkrete og personlige eksempler holdt Lars Løkke en flot nytårstale, der helt grundlæggende handlede om den teknologiske om udvikling og de kommende fremskridt. Som statsministeren formulerede det: ”Det eneste konstante er forandring. Mulighederne bliver større. Det er godt”

Det er uden tvivl en sandhed med modifikationer. Fremtiden bliver ikke partout bedre og udviklingen kommer langt fra alle til gavn. Ligesom der i øvrigt også er masser at hente i vores erfaringer og oplevelser fra fortid. Men når landets politiske førstemand slynger om sig jubeloptimistiske fraser som denne, så bliver fremtiden til en ensrettet vej: ”Derfor ved vi, at det siden den tid, Matador skildrer, kun er gået én vej: Fremad! Vi er rigere. Lever længere. Har større frihed til at gøre, som vi vil. Nutiden er bedre end fortiden. Og fremtiden? Den kan blive endnu bedre!”

Der ingen tvivl om, at Lars Løkke har fanget tidens mest dominerende buzzword på sin radar. Disruption er lynhurtigt blevet til talk of the town. Det begreb, som alle politiske kloge-åger snakker om, tænker på og får tiden til at gå med. Kort fortalt betyder disruption oversat til dansk afbrydelse eller opbrud –og  i den aktuelle debat bliver det brugt til beskrive tidens revolutionerede teknologiske gennembrud, som forandre vores hverdag og virkelighed. Uber, Netflix og Airbnb er blot et par simple eksempler på den disruption, som allerede er blevet en del af mange danskere hverdag.

Det har gjort disruption til en varm kartoffel, der er dukket op på mange skriveborde landet over, hvor beslutningstagere og interessevaretagere reagere simpelt på begrebet: ”So ein ding muss wir auch haben”.

Du vælger selv: med på bølgen eller tabt bag en vogn?
Fremtiden kan vi som bekendt ikke undgå og det samme gælder også den teknologiske udvikling. Derfor betyder disruption, at du enten kan være med eller være imod – du er enten med på bølgen eller tabt bag en vogn, du er omstillingsparat eller maskinstormer og du er reaktionær eller fremsynet. Fremtiden tilhører de tech-troende.

Du ved bedst selv, hvilken kategori der er bonus i at tilhøre næste gang du bliver inviteret til familiefest og skal underholde moster Sarah og fætter Finn. Derfor er der i virkeligheden heller ikke tale om et reelt valg. Og netop det udgør det enorme politiske potentiale i et ret tomt og uforståeligt ord, som kun de færreste forstår hvad betyder. Styrken ved dette nye buzzword ligger dels i at ingen forstår præcis hvad det dækker og ingen rigtig kan være imod det. Det gør disruption til den politiske guldkalv, som Lars Løkke kan bruge til at snige sine ideologiske drømme ind af bagvejen. Når disruption er noget, som man hverken forstår hvad betyder eller kan være imod, så har vi opskriften på ’nødvendighedens politik 2.0’.

Vi kan blot læne os tilbage i stolen og vente på, at det sker: Inden året er omme vil disruption være blevet brugt som et argument for tiltag i stil med at sænke lønninger, øget tempoet i den offentlige sektor og nedlægge en masse arbejdspladser. Ikke fordi det nødvendigvis vil være disruption, der forårsager dette, men fordi begrebet kan misbruges, som et argument for alverdens tiltag. Historisk har den teknologiske udvikling skabt både nye job, højere produktivitet og højere løn, hvorfor den ikke er et problem i sig selv. Det bliver først problematisk, hvis den betyder at nye virksomheder nægter at betale skat, hvis vi ikke har sikret en arbejdsstyrke med de rette kvalifikationer eller ikke kan fastholde de arbejdstagerrettigheder, der sikrer danskerne tryghed på arbejdspladserne.

Men det fedeste for politikerne er at disruption ligesom ’nødvendighedens politik’, ikke kræver uddybende forklaringer, tydelige argumenter eller besvarelse af trælse journalist-spørgsmål. Det er jo noget, der partout kommer til at ske, noget man ikke kan være imod og noget der gavner os alle. Det bliver et politisk prærogativ – en slags politisk must.

Disruptionstilhængernes hurtig-snakkereer en reel trussel
Det er således heller ikke tilfældigt, at Venstres forlængede arm og hofskribent  Thomas Larsen fra Berlingske i ugerne op til nytårstalen slet skjult forsøgte at forberede danskerne på denne nye ’nødvendighedens politik’: ”Løkkes nye dagsorden er uhyre vigtig hvad enten man er rød, blå gul eller grøn”.

Det er ikke fordi disruption er ligegyldigt eller ubetydeligt. Vi har som danskere brug for, at vores nation, vores fagbevægelse og vores arbejdsmarked tager de nye teknologiske udfordringer alvorligt. Vi skal fastholde vores nuværende rettigheder, vi skal skabe nye arbejdspladser og vi skal bane vejen for en teknologiske udvikling, der også gavner det store flertal. Der er masser af muligheder og gevinster at hente på at håndtere den såkaldte disruption rigtigt.

Men vi må ikke købe præmissen om, at disruption er noget, som vi alle sammen bare skal neje og bukke for, ligesom vi heller ikke må sluge narresutten om, at der ikke er forskel på blå og rød, når det handler om håndtere udfordring og mulighed. Der er faktisk tiltag og nyskabelser, som vi godt må sige nej til.

Hvis rød blok og fagbevægelsen ikke er vakse ved havelågen og modstandsdygtige overfor tidens hurtig-snakkere, så risikere disruption at blive den nye tids ’nødvendighedens politik’.

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør på Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce