Hvis du gerne vil se hvordan Ørkenens Sønner vil opføre sig under et gruppemøde  på Christiansborg eller opleve hvorledes Asger Reher ville klare sig som leder af religiøs kult, så er den nye dokumentarfilm ’Al magt til folket’ om den italienske Femstjernebevægelse (Movimento 5 Stelle) virkelig hele oplevelsen værd. Og jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke er kønt hele vejen igennem.

Budskabet er simpelt, forførende og helt igennem populistisk, når man igennem ’Al magt til folket’ følger hvordan Femstjernebevægelsen vinder stadig større opbakning i Italien.

Men det sker også på en bølge af engagement fortrøstning og optimisme for de mange italienere, der tilslutter sig det nye parti under sloganet ”Send dem hjem!”.

Det er det etablerede partisystem, de korrupte politikere og ikke mindst mafiaen, som italienerne vil sende hjem. Dokumentarfilmen tegner et klart portræt af den apati, frustration og politiklede som dominerer generelt italienerne og ikke mindst Femstjernebevægelsens fortrop.

Send Berlusconi hjem!
Dokumentarfilmen er for forståelsen skyld tildelt den danske titel ’Al magt til folket?, men i virkeligheden er den italienske undertitel “Tutti a casa” (Send dem hjem) mere sigende for Beppe Grillos politiske såkaldte post-politiske filosofi (hvis man kan tillade sig at kalde det en filosofi).

Den afmagt,  som er styrende for det noget bombastiske krav om at smide de indspiste levebrødspolitikere på porten, er i filmen personificeret ved mediemogul, tidligere premierminister og levemand Silvio Berlusconi. Han er filmens gennemgående skurk og bliver en slags opsamlingssted for al den vrede og frustration, som mange italienerne og særligt Movimento-medlemmer har.

Filmfoto: Silvio Berlusconi i direkte konfrontation med Beppe Grillo-tilhængere på åben gade.  

Og allerede her begynder paradokserne at skinne igennem for den politisk nyskabelse: Femstjernebevægelsen. Nøjagtig som Silvio Berlusconis slog igennem og opbyggede sin popularitet på TV, så har komikeren Beppe Grillo gennemlevet en tilsvarende karrierevej.

Det var Grillos tv-satire, som gradvist blev mere og mere politisk, der gav ham stjernestatus i den italienske offentlighed. Hvor flere TV-stationer faktisk begyndte at boykotte Grillo på grund af hans vedholdende politiske latterliggørelse af magthaverne.

Den politiske satire gav smag for et udvidet politisk engagement. Hvilket først førte til den helt afgørende blog: ”Blog di Beppe Grillo” og dernæst til etableringen af Femstjernebevægelsen.

Enerådig religiøs leder
Dokumentaren følger fire af bevægelsens nyvalgte parlamentarikere indtog på den politiske scene. Man bliver på overbevisende vis præsenteret for deres personlige historier, deres længsel efter at gøre tingene anderledes og ikke mindst deres frustration over Berlusconi og det korrupte politiske system.

Den åbenlyse frustration gennemsyrer både motivation for hvorfor filmens fire hovedpersoner overhovedet vælger at stille op, den beskriver hvordan de nye parlamentsmedlemmer oplever samarbejdet internt i det nye parti og hvordan partistifteren, der ikke engang er at finde i parlamentsgruppen optræden, som enerådig religiøs leder. Hvis Grillo siger det skal være sådan, så bliver det sådan.

Filmen udstiller på fornem vis de tydelige dilemmaer et parti, som Movimento på splitsekunder ender ud i. Det handler om konkrete resultater og storslåede idealer, det handler om at give vælgerne hvad man har lovet eller nægte det forpligtende ansvar, det handler om parlamentarisk rugbrødsarbejde eller udenomsparlamentarisk demagogi i megafonerne. Og så handler det om at lade medlemmer bestemme eller se passivt til, mens partistifteren uden at blinke sætter sin vilje igennem.

Femstjernebevægelsens parlamentsmedlemmer fejre, at de har overhalet de andre partier på de sociale medier. 

Paradokserne er mange filmen igennem. Men filmen lader det tydeligt skinne igennem at et parti som Femstjernebevægelsen er hårdt tiltrængt på den politiske scene i Italien, men den tegner absolut ikke noget glansbilleder af bevægelsen.

Dokumentaren gør heller ikke meget for at afkræfte eventuelle fordomme om iltre Italienere, der gerne tager et voldsomt skænderi for åben skræm eller gade.

Slavegjort af kompromisløse idealer
Som Femstjernebevægelsen klareste nybrud med de etablerede partier, benytter bevægelsen sig hyppigt af direkte demokrati. Man følger således hvordan parlamentsgruppen og Beppe Grillo selv sætter en række afgørende beslutninger direkte til afstemning blandt medlemmerne på partiets hjemmeside (en hjemmeside som samtidig fungerer som Beppe Grillos personlige blog).

Ikke bare politiske emner, men også beslutninger om personer. Der er blandt andet afstemninger om eksklusioner af parlamentsmedlemmer, der har formastet sig til at kritisere partistifteren og som under offentlige skueprocesser bliver smidt ud af bevægelsen. Der er kort proces!

På mange virker Femstjernebevægelsen til at blive gjort til slave af sine egne kompromisløse idealer. For bevægelsen er ikke ægte demokratisk og derfor ender den flotte vision om, at genopbygge politisk legitimitet, aflede vreden og indgyde nyt håb i ingenting.

Bevægelsen får ingenting gennemført fordi man nægter at samarbejde med de etablerede partier, afviser enhver form kompromis og vender ryggen til alle alliancer. Det ender som filmens nedslående paradoks og gør ikke Femstjernebevægelsen til et specielt anbefalelsesværdigt eksperiment.

Jeg sad tilbage med følelsen af, at Beppe Grillo ender med at fremstå som en latinamerikansk revolutionsleder, der nok styrtede dikatoren, men efterfølgende overtager alle forgængerens uvaner og enerådige sindelag.

På den kritiske side mangler der, desuden en tydelig disclaimer fra instruktør Lise Birk Pedersen om den særprægede politiske situation i Italien, der med regionale forskelle, mafia og korruption, ikke lige lader sig oversætte til situationen i resten af Europa.

Men bortset fra det ’Al Magt Til Folket” en meget seværdig og interessant politisk dokumentar.

”TUTTI A CASA - Al magt til folket?”. Dokumentarfilm. Instruktør: Lise Birk Pedersen. 60 minutter.