Dolly Parton var countrydronning og et samlende ikon i en splittet tid

Countrystjernen Dolly Parton er død, og det har sat alle verdens medier og alle de sociale medier ud på en fælles kurs, der udelukkende handler om, at netop hun var en samlende figur, i en tid, hvor alting virker så splittende. 

Det viser sig mest af alt ved, at selv Donald Trump og flere fra Demokraterne har kondoleret og talt om, hvordan USA har mistet noget essentielt. 

Også herhjemme er det tydeligt, når alle de politiske fløje og positioner også har behov for at skrive om Dolly Partons død. Hun blev 80 år gammel, og hendes ønske var, at hun skulle gå over i historien som en stor sangskriver. 

Med hele 49 soloalbums og mange tusinde sange i bagagen, samt et utal af hits, er der ikke nogen tvivl om, at hun nåede denne målsætning. 

Men Dolly Parton var så meget mere, end hendes ellers formidable evne til at skrive hits, og på mange måder var det hele hendes personlighed og hendes performative fremtræden, der samlet set har gjort hende til et udødeligt ikon.

Dolly Parton var først og fremmest en af den amerikanske countrymusiks dronninger, der som kvinde formåede at skabe et ståsted for sig selv i en ellers ret så mandsdomineret verden. 

Læs også:Robert Redford var både sexsymbol og evig idealist

Et af hendes helt store hits, ‘I Will Always Love You’ fra 1973, handler om hvorledes Dolly Parton måtte kæmpe for at blive selvstændig og dermed afkoblet fra sin mandlige makker, der ikke ville give slip. 

Sangen, der er så smuk og uden aggressioner, er et ret godt eksempel på, hvorledes Dolly Parton fandt sin egen vej, der gjorde hende enestående og mere fri end de fleste. 

Ikke behov for at tale politisk

Når hun blev spurgt om hun var feminist, svarede hun "nej", simpelthen fordi hun aldrig har haft behov for at tale politisk, eller gå med i store demonstrationer, ligesom hun aldrig har ytret, at det mandlige køn er forkert på den. 

Samtidig har hun gennem hele sin karriere lavet materiale, der netop er feministisk. Hun har derfor været både et ikon for feminismen, men også dennes fjende, fordi hendes store, kunstige bryster og blonde hår fremstod som et tilbagefald for den moderne, frigjorte kvinde. 

Men Dolly Parton har altid sagt, at hun meget tidligt var fascineret af kvinder (og mænd), der af andre bliver kaldt for "trash", fordi de er "løse på tråden". 

Det viste sig at være en nærmest overmenneskelig styrke

Det blev for Dolly Parton et ideal og et våben, hvor hun altid hævdede, at når folk hånede og kritiserede hende for at være "billig", "falsk", "kunstig" og meget andet fra samme skuffe, så var det ikke et udtryk for, hvordan hun selv skulle opfattes, men derimod et udtryk for disse personers egne indskrænkninger - og had. 

Og på en eller anden mirakuløs måde lykkedes det for Dolly Parton aldrig at svare hadefuldt tilbage. Det viste sig at være en nærmest overmenneskelig styrke. 

At tage den faldne kvindes position, samtidig med at have så stort et talent som Dolly Partons, må have krævet en form for afslappet tålmodighed. 

Hendes mange megahits i halvfjerdserne, der slog rekorder på listerne over countrymusik, var nærmest som en parallel verden, der sjældent krydsede over i den mere mainstream verden af pop og rock. 

Et afgørende vendepunkt

Det er i grunden forbløffende, hvordan en genre som country har kunne leve sådan parallelt, og først langsomt blevet en uundgåelig del af fortællingen om den amerikanske kulturindustri, samtidig med, at countrymusikken såmænd altid har haft mange fans, og derfor også været en kæmpe industri. 

Det er derfor, at Dolly Partons sang, ‘I Will Always Love You’ blev et afgørende vendepunkt for hende, da Whitney Houston sang den som et soundtrack til filmen 'The Bodyguard' fra 1992. 

Her blev skotterne mellem countrymusikken og popmusikken for alvor slået ind, og rent kommercielt var det nok Dolly Partons bedste indtjening nogensinde for en sang. Det har hun i hvert fald selv sagt. 

Læs også:Jørgen Leth gik fra arbejderklasse til elite og folkeeje

Hendes andre store hits, såsom 'Just because I’m a Woman' fra 1968 og ‘9 to 5’ var Dolly Partons særlige tilgang til den mere konkrete feministiske kamp, mens ‘Coat of many Colors’ blev hendes absolutte country-stempel, der vidnede om hendes svære, fattige opvækst i syden, hvor de ægte protestantiske og arbejderistiske dyder træder tydeligt frem. 

Sangen handler om hvordan hendes moder syr hende en jakke af tøjrester, som lille Dolly elsker, men som hendes klassekammerater driller hende med, og budskabet er, at der er forskellige former for rigdom, og at penge ikke er den højeste form for lykke. 

Dollywood

Dolly Parton endte med at blive et imperium i sig selv med Dollywood, der på mange måder er en art Disneyland for sine fans. Mere end 400 mennesker arbejder i forlystelsesparken, og som musikalsk fænomen overgår den angiveligt både Graceland eller det ormstukne efterbillede af en blakket Michael Jackson. 

Det er i grunden utroligt, hvad Dolly Parton har kunnet slippe afsted med, uden at blive hængende i fortiden som en art anakronisme. 

Da hun var med i filmen ‘The Best Little Whorehouse in Texas’ fra 1982, hvor hun spiller bordelmutter overfor Burt Reynolds, er stort set alle alarmklokker, der i dag kan igangsættes, tændte og glødende. 

Læs også:Nekrolog: William Friedkins bidrag til moderne film er uovertruffen

Den vil nok ikke overgå i filmhistorien som et mesterværk eller en klassiker, men på den anden side er den heller ikke blevet problematiseret i den grad, som det kunne være tilfældet, og mens Burt Reynolds nok i dag fremstår som en skuespiller, der var en del af sin samtid, er det som om, at Dolly Parton har kunnet skinne videre. 

Selvfølgelig har Dolly Parton både udviklet sig og eksperimenteret, men aldrig sådan, at man kan tale om en lige linje, der peger fremad. Heller ikke musikalsk, hvor hun gennem hele livet eksperimenterede med nyt og gammelt. 

De dummestes kritik

Det mest slående er nok, at hendes fremtoning og spil som den evigt glade og positive 'blondine' altid har gjort, at de dummeste har ment sig berettiget til at kritisere hende groft. 

Det viste sig for eksempel i 2014, da hun optrådte i Danmark, og hvor Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo selvfølgelig omtalte hendes bryster, der nu var "helt flade", og hvor selv Politikens musikanmelder Simon Lund ikke kunne nære sig for at skrive, at der vist nu kun var botox tilbage. 

Derfor kunne hun - underligt nok - rummes af begge de politiske fløje i USA

Berlingskes musikanmelder var også skuffet, og han skrev, at Dolly Partons samlede oeuvre (der for øvrigt består af mere end 3.000 sange) var for tynd, og at en koncert som denne viste disse huller. 

Bevares. Koncerten var nok en skuffelse, fremført af en meget aldrende stjerne, der nok havde sin storhed tidligere i livet, men i dag er der slet ingen tvivl om, at sådanne måder at anskue Dolly Parton og hendes musik på står til skamme. 

Det er ofte sådan, at så store stjerner, som det er tilfældet med Dolly Parton, nok kan udskammes og ses ned på, men når hun nu er død, er det slående, hvor stor hendes succes i grunden har været, og hvor mange hits hun i virkeligheden har skabt, både for sig selv og andre. 

En samlende figur

Det er indlysende, at en af grundene til, at Dolly Parton ikke splittede, men i stedet var en samlende figur, har handlet om, at hun ikke svarede sine mobbere igen med vrede og modhad, og at hun aldrig har udtalt sig direkte om politisk ståsted. 

Derfor kunne hun - underligt nok - rummes af begge de politiske fløje i USA. 

Læs også:Mod solens fjerne Pandæmonium i Vest: Nekrolog over Cormac McCarthy

Om en sådan strategi kunne virke i dag, er nok tvivlsom, men måske sådan en tvivl netop beror på, at undertegnede, ligesom de fleste andre, ikke har samme tro på kærligheden og smilets kraft, som Dolly Parton havde det?

Men måske respekterer man mest hendes eftermæle, hvis flere begynder at forstå, at når de håner andre mennesker, kalder dem for "fattige", for "trash", for "kunstige" osv, så viser de i virkeligheden mestendels noget om sig selv og egne fordomme.