Dommedag i bakspejlet
Dommedag i bakspejlet
Bent Meier Sørensen ser mørke kræfter overalt i samfundet, men hans dystre opgør med grænseløsheden bliver hæmmet af fejl, fordomme og fraværet af håb
Verden ligger i det onde. Sådan sagde de gamle missionsfolk, og med udtrykket mente de, at mørke kræfter havde taget magten i samfundet.
Disse dommedagsprofeter er for længst afgået ved døden, men deres dystre syn på verden lever såmænd endnu.
Bent Meier Sørensen, der er professor på CBS, Handelshøjskolen i København, har således skrevet en bog, der på 338 sider beskriver de onde kræfter, der har taget magten fra os og nedbrudt de grænser, som hidtil har beskyttet vores privatliv og værnet om vores liv med hinanden.
Som dommedagsprædikanternes arvtager taler han om frelse fra den fortabelsens vej, som de grænseløse kræfter har ledt os ind på
Det er fænomener som ungdomsoprørere, postmodernisme, fri porno og som techgiganternes invasion af vores hverdagsliv.
De sidstnævnte har ødelagt børns og unges evne til at læse og skrive og sået mistillid til de etablerede institutioner.
Dommedagsprædikanternes arvtager
Bent Meier Sørensen er bekymret, og han mener, at mange af vore ledende institutioner ikke har ydet den ønskede modstand mod grænseløsheden.
Læs også:Anmeldelse: Anne Applebaums bog er afgørende for at forstå kampen om en nyverdensorden
Som dommedagsprædikanternes arvtager taler han om frelse fra den fortabelsens vej, som de grænseløse kræfter har ledt os ind på.
Skift retning, skriver han. Vend om. Omvend jer! Meier Sørensen har ret i, at megen gammelkendt orden er under afvikling, og mange spørger; “hvad nu?”
Bent Meier ser verden gennem et bakspejl
Hvor bevæger vi os hen? Hans bekymrede bog er fyldt med mange kloge ord og dybe tanker, men der ruger et dystert mørke over dem alle.
At læse hans bog er som at gå gennem en tunnel, og det lys, der skinner for enden, befinder sig ikke foran, men bagude. Han er så betaget af sit mørkesyn, at det indimellem synes at spærre for indsigt og viden.
Det medfører blandt andet, at han medregner den såkaldte reformpædagogik blandt de nedbrydende kræfter.
Reformpædagogikkens onde kræfter?
Bent Meier Sørensen mener, at den kom til Dannmark i 1960’erne, hvor den ødelagde al sund autoritet, så folkeskolen i dag er et helvede af støj, uro og mistrivsel.
Læs også:Samfundsforsker: Der er forskel mellem at være autoritær og udøve autoritet
Dette er direkte forkert. Reformpædagogikken har dybe rødder i Europas kulturhistorie, og den står for det stik modsatte af det ødelæggende prøve- og karakterhelvede, der praktiseres i folkeskolen i dag.
Det havde klædt Bent Meier Sørensen, hvis han havde været bekendt med dette fremsynede og banebrydende kompromis
Den side af sagen kender Bent Meier Sørensen åbenbart ikke noget til. Han forfalder i stedet til populistiske fordomme og idealiserer den allersorteste skole, hvis disciplin var baseret på hån, frygt og fysisk afstraffelse, og som havde underkastelse og absolut lydighed som et ideal.
Bent Meier ser verden gennem et bakspejl, og han elsker den gamle sønderjyske sang om, at det haver så nyligen regnet.
For ham er den en af de vigtigste åndelige ressourcer for os som danskere, men sangen fremstiller tyskerne som ukrudt, og den er vist ukendt for de fleste i dag.
Hvordan kan et kristent menneske beundre den tekst?
Når den er glemt, skyldes det ikke techgiganternes indtog og heller ikke mangel på national dannelse, men i dag er tyskerne ikke længere vores fjender.
De er vores samarbejdspartnere, og det skyldes ikke mindst det politiske mesterstykke, som den danske statsminister H.C. Hansen lavede sammen med den tyske kansler Konrad Adenauer i 1956, da de aftalte rammerne for det fremtidige samarbejde mellem de to nationaliteter.
En bagudskuende pessimisme
Det havde klædt Bent Meier Sørensen, hvis han havde været bekendt med dette fremsynede og banebrydende kompromis, men det ville nok ikke passe ind i hans grundfortælling, der handler om at stå fast og yde modstand, om det så skal koste livet, for ”kunst og kamp kræver stadig stål”, som han skriver med et citat fra ”Den danske sang er en ung blond pige”.
Den sang elsker han også, og han omtaler den gentagne gange i bogen, men han er også et kristent mennesker, og i sangen står der, at ”det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes, det flammer hedest i bjarkemål”.
Hvad med bondefrigørelsen, grundloven, septemberforliget, kvindernes stemmeret og opbygningen af velfærdssamfundet?
Hvordan kan et kristent menneske beundre den tekst? Bjarkemålet er tekst fra den hedenske oldtid, hvor man ofrede mennesker ved et alterbål.
Kristendommen har altid taget afstand fra en sådan praksis. I den række af bibelske tekster, som man læser højt ved gudstjenesterne, står en tekst, der forbander dem, der “lader deres børn gå gennem ilden”.
I sangen hævdes det ikke desto mindre, at det er der, vi finder det, ”der inderst er os og vort”, men det kan da ikke passe.
Hvad med bondefrigørelsen, grundloven, septemberforliget, kvindernes stemmeret og opbygningen af velfærdssamfundet?
Efter at have læst hans dystre bog kan man kun sige, at festlighed, det trænger han til
De her anførte indvendinger bør ikke skjule, at Bent Meier Sørensens problemstilling er væsentlig. Hans anfægtelse er relevant, men hans mørke er knugende.
Det hele er meget åndeligt. Der er ingen visioner om en bedre fremtid, men små husråd om at vedligeholde sine venskaber, tale dansk, læse, synge, gå til alters og holde gode fester.
Læs også:Guld, gullasch og grådighed: Da Danmark blev ramt af millionærfeber
Efter at have læst hans dystre bog kan man kun sige, at festlighed, det trænger han til. Det gør vi alle.
Først når grænseløsheden har taget al lyst og livsmod fra os, har den sejret. Det må ikke ske. Så nyd sommeren, og hold nogle gode fester trods de mørke skygger, der truer os alle.
Bent Meier Sørensen: ‘De grænseløse. Hvorfor den europæiske civilisation tabte sin modstandskraft, og hvordan vi genvinder den’. Kristeligt Dagblads Forlag, 2025
Tilføj kommentar