DONG-salget udstiller svækket Finansministerium

Intet tyder på, at ideen om at lukke Goldmann Sachs ind i DONG's ejerkreds blev fostret i Finansministeriet. Forløbet viser, at Finansministeriet mangler viden og kompetence til at hamle op med professionelle erhvervsfolk.
Beslutningen om at sælge statens aktier i DONG Energy, så statens andel reduceres til 50,1 procent, har endnu engang rejst kritik af forløbet omkring det statslige energiselskab. Da det første salg af DONG-aktier blev diskuteret for to år siden, mente mange, at prisen var for lav, og at DONG’s likviditetsbehov skulle dækkes på anden måde end ved aktiesalg.

At der nu ventes en fordobling af aktiernes værdi siden aktieudvidelsen for to år siden, giver naturligvis den gamle kritik ny næring. Det bidrager også til kritikken, at den daglige ledelse i DONG i forbindelse med aktieslaget fik en bonusordning, som afhang af forskellen i aktieværdi mellem de to tidspunkter får aktieudvidelse.

Der står et solidt politisk flertal bag begge aktiesalg, så der vil sikkert gå mange år, før det kan blive endeligt fastlagt, hvilket grundlag de afgørende beslutninger er truffet på, og hvem der var den drivende kraft i beslutningerne. Uden fuld indsigt i forløbet, vil kritikken fortsætte og ansvaret for mulige fejl vil hænge i luften, hvilket giver grundlag for fortsatte gætterier om, hvad der i grunden skete.

Tre afgørende begivenheder - tre afgørende parter
Det er tre afgørende begivenheder, der er kernen i forløbet, og i alle tre tilfælde er det uklart for offentligheden, på hvilken grundlag beslutningerne blev truffet, og hvem der var den drivende kraft.

De tre begivenheder er for det første den strategisk afgørende beslutning om, at DONG skulle omdannes til et grønt energiselskab. Den anden afgørende beslutning var afskedigelsen af den administrerende direktør, Anders Eldrup og den daglige ledelse af DONG’s nyetablerede havvindmøllevirksomhed, og den tredje afgørende beslutning var at løse DONG’s behov for mere likviditet ved en aktieudvidelse, hvor det amerikanske investeringsfirma Goldmann Sachs kom ind i DONG’s bestyrelse.

Der er tre parter i forløbet, som alle har et medansvar, og som i princippet også kunne være den drivende kraft i beslutningerne. Det er DONG’s ejer (Finansministeriet), det er bestyrelsen for DONG med bestyrelsesformanden i spidsen, og så er det den daglige ledelse af DONG. Alle tre parter kan være den drivende kraft i at udforme beslutningsgrundlag og opnå enighed hele vejen rundt – en enighed som er nødvendig for at træffe så store beslutninger.

Verdens førende grønne energiselskab
Grundlaget for den første afgørende beslutning om at omdanne DONG Energy til et grønt energiselskab er tilsyneladende skabt af den daglige ledelse i DONG, men der har næppe været den store modstand fra hverken bestyrelsen eller ejeren, Finansministeriet.

Men der må have været diskussioner af især risikoen ved at skabe verdens førende havvindmøllevirksomhed. At det trods risikoen var en realistisk ambition skyldtes to forhold. Det ene var, at Danmark er hjemsted for verdens førende virksomheder inden for havvindmøller, og den anden var, at DONG udviklede en investeringsmodel til finansiering af havvindmølleparker.

Danmark er hjemsted for verdens førende virksomheder inden for havvindmøller

Det afgørende i modellen var en kombination finansieringspartnere og afdækning af risiko, så pensionsselskaber kunne deltage inden for de stramme regler, der gælder for pensionsselskabers risikotagning.

Det var imidlertid ikke kun havvindmøller, som skulle danne grundstammen i et nyt grønt energiselskab, der blev også satset på andre bæredygtige energiformer, og en del må være lykkedes, i hvert fald udtaler den nuværende administrerende direktør for DONG Energy forbindelse med det aktuelle aktiesalg, at DONG i dag er Europas førende grønne energiselskab.

Bestyrelsesformand præsenterede aktieudvidelse
Alligevel blev den tidligere administrerende direktør for DONG og den daglige ledelse af havvindmøllevirksomheden afskediget med den begrundelse, at bestyrelsesformanden og bestyrelsen ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om lønforholdene i havvindmøllevirksomheden.

For udenforstående virker det ubegribeligt, at en virksomhed satser på et stort nyt forretningsområde, som viser sig at være et guldæg, men alligevel afskediger hele ledelsen, fordi de ikke oplever, at være blevet tilstrækkeligt informeret om ledelsens lønforhold.

DONG’s investeringsmodel var skabt til at løse finansieringsbehovet ved bygning af nye havvindmølleparker, og dermed forebygge at DONG kom i likviditetsproblemer. Med afskedigelsen af den administrerende direktør og den daglige ledelse i vindmøllevirksomheden, var det ikke længere muligt, og der måtte findes en anden løsning. Det blev så ideen om aktieudvidelse og ønsket om at få en international investor ind i bestyrelsen for DONG.

Der intet der tyder på, at Finansministeriet har forstret ideen

På hvilket grundlag den beslutning blev truffet og hvem der var den drivende kraft i beslutningen, ved vi ikke.  Men det har næppe været ejeren. Der intet der tyder på, at Finansministeriet har forstret ideen, tværtimod har reaktionen fra finansministeren været, at det var DONG’s bestyrelsesformand, der kom til Finansministeriet med både problemet og forslaget til løsning.

I hvilken udstrækning det har været bestyrelsen og bestyrelsesformanden for DONG eller den daglige ledelse, der har forstret ideen om aktieudvidelse og indlemmelsen af en international investeringsvirksomhed i bestyrelsen, ved vi heller ikke, og får det måske aldrig at vide, men vi ved, at det var bestyrelsesformanden, der i offentligheden informerede om planerne.

Finansministeriet har ikke erfaring med virksomheder
Hvis ideen om at løse DONG’s selvskabte likviditetsproblemer ved en aktieudvidelse og invitation til internationale investeringsselskaber kommer fra DONG’s bestyrelse og bestyrelsesformand, rejser det spørgsmålet om, hvorfor DONG’s ejer, Finansministeriet ikke går imod en sådan ide, der både er politisk umulig og økonomisk dårlig.

Danske ministerier, også finansministeriet, har kun én politisk udpeget minister, resten er embedsmænd

DONG’s bestyrelse var og er en magtfuld forsamling med administrerende direktører for nogle af Danmarks førende virksomheder, og den daværende bestyrelsesformand er kendt som en både erfaren og karismatisk erhvervsmand, så det ville naturligvis kræve en betydelig viden, kompetence og magt at gå imod et ønske fra DONG’s bestyrelse og bestyrelsesformand.

Finansministeriet havde selvfølgelig magten til at gøre det, men havde ministeriet også den nødvendige viden og kompetence til at overtage forløbet og finde en anden løsning?

Det kan man tvivle på. Danske ministerier, også finansministeriet, har kun én politisk udpeget minister, resten er embedsmænd, og som vi kender Finansministeriet i dag, er der ikke ret mange af embedsmændene, der har erfaring med at håndtere de vanskelige opgaver som ejere at store erhvervsvirksomheder.

Problemet med at staten ejer store erhvervsvirksomheder er i Danmark og mange andre lande ”løst” ved at udnævne ledende embedsmænd, som regel tidligere departementschefer, til direktører i statslige virksomheder, men den ”løsning” var jo netop kortsluttet af DONG’s bestyrelsesformand.

Politiske udnævnte toprådgivere kunne give andet forløb
Problemet med Finansministeriets håndtering af henvendelsen fra DONG’s bestyrelsesformand kunne sikkert også være løst på en bedre måde, hvis vi i Danmark havde haft tradition for, at en minister udpeger særlige rådgivere til at hjælpe ministeren med at håndtere politisk vanskelige opgaver.

Hvis finansministeren havde udpeget en tidligere direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller en pensionskasse til at hjælpe sig med at varetage Finansministeriets ejerskab af statslige selskaber, er det meget svært at forestille sig, at DONG forløbet kunne gå så skævt og komme til at koste staten så mange milliarder, som tilfældet er.

Problemet med for ringe politiske beslutningskraft i danske ministerier bliver diskuteret i en bog af Peter Loft og undertegnede, Hvem har ansvaret, som kommer til september. I bogen fremlægges et kontrafaktisk eksempel på, hvordan DONG’s aktieudvidelse kunne have forløbet, hvis der i Danmark var politisk udnævnte toprådgivere i ministerierne.

 

Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Kommentarer fra Facebook