En kontanthjælpsreform rammer jo ikke kun Dovne-Robert. Den rammer også de mange, der sender stribevis af ansøgninger afsted i håb om at få et job.

Ledigheden vokser og antallet af unge, der parkeres uden for samfundet med en kontanthjælpscheck stiger voldsomt. Sådan lyder parolen fra de borgerlige, i deres kamp mod det offentlige system. Det kan nemlig ikke betale sig at arbejde, og derfor er der et stort behov for at øge incitamentet til at arbejde, lyder det.

LÆS OGSÅ: How low can you go?

Kampagnen mod de arbejdsløse er en del af de borgerliges bestræbelser på at forringe kontanthjælpssystemet.

Debatten eksploderede da nihilisten Dovne-Robert tonede frem på skærmen og stolt fortalte, at han havde modtaget kontanthjælp i elleve år, og det havde han tænkt sig at fortsætte med, indtil samfundet tilbød ham et job han synes var værdigt.

Forargelsen ville ingen ende tage, og de borgerlige stod i kø for at udbrede budskabet om systemet der har fejlet. Dovne-Robert blev, i de borgerlige optik, beviset på at det ikke kan betale sig at arbejde. Men Dovne-Robert og eventuelle ligesindede udgør ikke flertallet af de ledige. Faktisk er ’problemet’ forsvindende lille. Som Mogens Lykketoft har skrevet, udgør andelen for hvem det ikke kan betale sig at arbejde, kun en halv procent af arbejdsstyrken.

LÆS OGSÅ: B.T. individualiserer arbejdsløshedsproblemet.

Dovne-Robert passer som fod i hose til de borgerliges kampagne mod de arbejdsløse. Det er den enkeltes ansvar at finde job. Arbejdsløshed generelt er blevet et individuelt ansvar, og skal løses af individet alene.

Alligevel ser vi nu enkeltsager ophøjet til sandhed for et helt system. Ingen vil stille spørgsmål ved Dovne-Roberts medansvar for at han er ledig. Han siger det jo selv, han forsøger at undgå at arbejde. Men en kontanthjælpsreform rammer jo ikke kun Dovne-Robert. Den rammer også de mange, der sender stribevis af ansøgninger afsted i håb om at få et job.

Men Dovne-Robert passer som fod i hose til de borgerliges kampagne mod de arbejdsløse. Det er den enkeltes ansvar at finde job. Arbejdsløshed generelt er blevet et individuelt ansvar, og skal løses af individet alene. Det virker til, at de borgerlige har glemt, at samfundet er til for borgerne, ikke omvendt. Arbejdsløshed er et strukturelt problem, og dermed også et samfundsansvar. Det kan aldrig pålægges den enkelte alene. Kan vi løse de samspilsproblemer der opstår? Måske, men en kontanthjælpsreform der rammer de mange, er ikke løsningen på et ’problem’ der udgør en halv procent af arbejdsstyrken.