DR gør de unge en bjørnetjeneste med ny serie om rydningen af Ungdomshuset

Der står stadigvæk en gabende tom byggetomt på Nørrebro: Jagtvej 69. Den vidner om et slag, en kamp, der kom til at præge København i årevis, for her stod Ungdomshuset, der den 7. marts 2007 blev ryddet.

Samtidig vidner hullet i husrækken om den magt, som de unge - gennem vold og hærværk - faktuelt har haft ret stor succes med at gennemtrumfe.

Danmarks Radio har nu lavet en miniserie om dagene op til rydningen af Ungdomshuset. I ‘Ungeren - Overgi’r sig aldrig’ følger vi især to unge - et kærestepar - der bor i Ungdomshuset.

Og skildringen er ret klar: De er meget unge og de ved ikke helt hvad der er under opsejling, samtidig med, at de indtager forskellige holdninger til hvorledes den stadigt stigende konflikt skal håndteres.

Historien om huset, der blev givet til de unge af kommunen tilbage i 1982, men i 2000 solgt til et selskab, der senere forvandlede sig til den yderliggående, kristne sekt, frikirken Faderhuset, er på mange måder lige til at plukke for en instruktør, der holder af revolutionsromantik.

Og det må man antage, at Mads Matthiesen gør, for miniserien er søbet ind i denne måde at fremstille forløbet på.

Det viste sig, at autonome fra hele Europa havde tilsluttet sig kampen

I miniserien ser man også den første egentlig konfrontation med politiet, den 14. december 2006.

Demonstrationen, der foregik i området omkring Jagtvej, men senere også brød ud andre steder, var af en karakter, der blev skelsættende for det videre forløb.

Det viste sig, at autonome fra hele Europa havde tilsluttet sig kampen, der blev meget voldelig og ekstrem.

Og herfra blev selve den holdning, at de unge havde delt sig i en fredelig og en mere radikalt voldelig del, også mere eller mindre ukendelig.

Vold som middel

I miniserien bliver de to hovedpersoner til symbolske figurer i denne interne konflikt. 22-årige Iben (spillet af Thit Aaberg) frygter volden og ønsker en mere fredelig tilgang, mens hendes kæreste, Alex (spillet af Elias Budde Christensen) indigneret vil bruge vold som et middel.

Og det er helt sikkert et dilemma, der har præget de unge, dengang det hele spidsede til.

I serien ser man bare nogle unge, der kan lide at feste og lytte til punkmusik

Problemet er bare, at miniserien slet ikke tager disse forskellige tilgange seriøst, ligesom serien heller ikke bruger energi på at fremvise alle de drømme og visioner, som de unge rent faktisk havde.

I serien ser man bare nogle unge, der kan lide at feste og lytte til punkmusik, og som kan lide at indsamle mad fra containere, fordi de ikke ønsker at være med i tidens kommercialiserede virkelighed.

Det er både meget plat og faktisk også helt igennem uigennemskueligt, hvad der faktisk skete, når tilgangen er så forfladiget.

Før og efter den voldelige konfrontation den 14. december 2006 havde de unge udført et utal af aktioner, der både var kreative og ikke-voldelige, men også andre aktioner, der var mere konfrontatoriske.

Det var selve eskalationen, der var så ekstrem og derfor også er gået over i danmarkshistorien som et hændelsesforløb, der ikke er til at komme udenom.

Mangler de dybe lag

Som ung fotojournalist blev jeg selv knyttet til det autonome miljø, og i dagene efter rydningen stod hele byen i brand.

Det var så intenst, og det mest overraskende var nok, hvor mange mennesker der lod sig påvirke af situationen, og som endte med at deltage i aktionerne, hvor der blev brændt biler af og kastet med brosten.

Det er derfor også en stor skuffelse, at miniserien slet ikke beskæftiger sig med de mere dybe lag

Selv de journalister, som jeg omgikkes med, der alle var ansatte på de store dagblade, var i affekt. Det var så vildt at opleve denne energi, der på mange måder ikke rigtig lader sig forklare.

Det er derfor også en stor skuffelse, at miniserien slet ikke beskæftiger sig med de mere dybe lag, der måske kan forklare hvorfor kampen var så vigtig for de unge, foruden at de bare gerne ville have et sted, der var deres.

Deres visioner, og deres kritik af det omgivende samfund, stak meget dybere, og det var blandt andet derfor, at de kunne udløse denne lavine af kritik og had mod et samfund, hvor de som marginaliserede indtog en offerrolle.

En miniserie som denne burde være bedre til at kaste lys over selve konflikten og dens mange facetter

Om man er for eller imod de unges krav om et Ungdomshus, er i grunden underordnet. Det er ikke relevant, set i historisk kontekst.

En miniserie som denne burde være bedre til at kaste lys over selve konflikten og dens mange facetter.

At der faktisk var meget driftige mennesker i det hus, der siden er blevet forfattere, musikere og aktivister på mange andre planer, og at de allerede som helt unge, i netop den konflikt, ikke bare ville tosse rundt på druk, høje på kærlighed, betyder faktisk noget.

ACAB (All Cops are Bastards)

At Mads Matthiesen sympatiserer med de unge, er der slet ingen tvivl om. Det er en meget ensidig måde at fremstille konflikten på.

For eksempel bliver forbindelsen til BZ-bevægelsen, som det hele ligesom er udsprunget af, slet ikke behandlet i serien.

Hadet mellem politiet og de autonome var ikke til at komme udenom

Det måske, for mig, mest chokerende ved at læse Peter Øvig Knudsens bog om BZ-bevægelsen i firserne, som udkom i 2016, var historien om den politibetjent, der fik smadret kæben under en konfrontation med de autonome, og som siden blev kaldt for Yoghurt-(og så hans navn), fordi han ikke kunne indtage fast føde.

Hadet mellem politiet og de autonome var ikke til at komme udenom. Det er en del af selve fortællingen, både under BZ-tiden og siden under rydningen af Ungdomshuset.

Det er vigtigt at slå fast, at dette had mellem de forskellige parter, spillede en central rolle i selve konfrontationen.

Alt dette bliver desværre nedtonet alt for kraftigt i miniserien, der udelukkende fokuserer på politiets overgrebslignende håndtering af aktionerne.

Fortier en del af historien

Jeg er ret overbevist om, at de unge, der dengang var centrale, og som stod bag det organisatoriske, ikke kan genkende sig selv i miniserien.

Dertil er den alt for naiv og for vattet, drænet for politik og reel vrede. Ligeledes er deres reelle had til ordensmagten og magthaverne i grunden ikke noget, som de skammer sig over.

Det er derfor pinagtigt, at miniserien bare sådan fortier den del af historien.

Faktisk forsøger miniserien at pege på et andet dilemma og problem, der var en del af bevægelsen omkring Ungdomshuset: at det også var et værested for de mange, der ikke passer ind andre steder.

At dette også kunne skabe problemer, som de unge ikke selv kunne håndtere, såsom svær psykisk sygdom og lignende, er vigtig at have fokus på, i den slags sociale eksperimentelle bevægelser.

Dette er i grunden sympatisk, og det lykkes også til dels for serien at fortælle denne historie overbevisende.

Jeg tror ikke engang, at nutidens unge kan finde den interessant og inspirerende

Men lad være med at se den serie. Den er simpelthen for ringe, og jeg tror ikke engang, at nutidens unge kan finde den interessant og inspirerende.

Og dette siger jeg, selvom jeg godt er klar over, at de unge fra bevægelsen i årevis har været imod, at deres historie bliver fortalt af andre, end dem selv.

Det er et standpunkt, som jeg altid har været inderligt imod, men i dette tilfælde er det bare så tydeligt, at deres fortælling bliver forvrænget til ulidelig ukendelig.

En anden anbefaling

Se i stedet dokumentaren, ’69 - Ungdomshuset indefra’, fra 2008, som DR også diverterer med. Dokumentaren er lavet af Nikolaj Viborg, der fik lov til at følge de unge op til selve rydningen.

Det interessante er, at han faktisk formår at skildre hændelsesforløbet nøgternt og nuanceret. Det er bestemt ikke noget hyldestportræt, selvom han forsøger at skildre de medvirkendes grunde til at deltage i kampen.

Her får man i det mindste en idé om, hvorfor der sker en radikalisering, og hvilke dybere tanker, der ligger bag ønsket om at gå totalt ind i kampen.

Miniserien får historien til at skrumpe ind

Det bedste ved denne dokumentar er, at den faktisk formår at vise, at de unge selvfølgelig ikke selv kan overskue, hvad der er ved at ske. Og at de faktisk samtidig er meget reflekterende.

Om man holder med de unge eller ej, så er selve forståelsen af, hvad der i grunden skete, det centrale.

Miniserien får historien til at skrumpe ind, og man får heller ikke en idé om, hvor mange, der faktisk deltog i de mange aktioner.

Det er, som sagt, bare en miserabel fremstilling, der mest af alt er pinlig og tåkrummende.

'Ungeren – Overgi'r sig aldrig'. Fem afsnit. DR1 og DRTV. Instrueret af Mads Matthiesen. Manuskript af Mads Matthiesen og Jesper Fink. Produceret af Helle Faber og Made in Copenhagen. 2024.