Men der er desværre ingen grund til at lade propperne springe og festen begynde hos vore ældre medborgere. Sandheden er nemlig den, at Danmarks Radio hoppede direkte og med begge ben ned i Venstre og Dansk Folkepartis store spin om finansloven. Den såkaldte ”værdighedsmilliard” er nemlig ikke nogen sejr for de ældre, selvom regeringen og Dansk Folkeparti prøver at få det til at lyde sådan.
Den højt besungne ”værdighedsmilliard” er nemlig blot en omskrivning af den tidligere regerings ”ældremilliard”, som var øremærkede penge, kommunerne skulle bruge på de ældre. For både ældremilliarden og ”værdighedsmilliarden gælder, at kommunerne selv kan vælge, hvordan pengene præcis skal bruges, men det er et krav, at de bliver brugt på ældreområdet.
Ældremilliarden blev afskaffet i regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening om kommuneaftalen i juni måned. Nu er den altså indført igen – bare under et andet navn. Men der er altså ikke kommet flere penge til de ældre på dette års finanslov, end der var på sidste års finanslov. Man har bare omdøbt ældremilliarden.
Ifølge regeringen blev ældremilliarden lagt oven i kommunernes bloktilskud. Bloktilskuddet er de penge, kommunerne får af regeringen til at drive kommune for. På den måde mente blandt andre Dansk Folkepartis finansordfører Rene Christensen, at finanslovsaftalen var til gavn for de ældre.
Dansk Folkeparti og regeringen glemmer bare, at i de selv samme kommuneforhandlinger, blev der indført et omprioriteringsbidrag, som betyder, at kommunerne hvert år de næste 4 år skal spare 2,4 milliarder kroner. Dermed bliver der altså ikke en milliard mere at lave velfærd for – tværtimod.
Man tager altså store beløb væk fra de ældres velfærd – og giver dem en lille del af pengene tilbage.
På bundlinjen står, at der bliver færre penge til ældrepleje i Danmark, uanset hvor mange tal-fikserier, regeringen og Dansk Folkeparti forsøger at lave. Det er måske forudsigeligt nok, at Venstre og Dansk Folkeparti kun prioriterer de ældre i skåltaler. Mere skuffende er det dog, at Danmarks Radios korps af journalister velvilligt hopper på limpinden og fremhæver de ældre som vindere af finansloven, når de ikke har fået andet end en lang næse og et løftebrud fra Kristian Thulesen-Dahl og Lars Løkke.